Skal man bruge ordet løgn i en artikel, hvis en toppolitiker lyver? Kan en sort reporter skrive objektivt om raceforhold? Kan en studievært under en livesending bede produceren slukke for signalet fra Donald Trump? Og kan journalister skrive deres egne erfaringer ind i en artikel i førsteperson?

Det er bare nogle af de spørgsmål, der for tiden debatteres blandt amerikanske journalister. Det handler om legitimitet. Og især om ordet objektivitet. Mange mener, at objektiviteten er dumpet som grundprincip. Andre mener, at ordet er den vigtigste standard – men at den måske bare sommetider er dårligt defineret og udført.

Tidligere præsident – og nu igen præsidentkandidat – Donald Trump har erklæret pressen for ”folkets fjende”, samtidig med at medierne er presset på økonomien og af konkurrence fra gratis informationsdeling på sociale medier.

Det har fået nogle af de tunge stemmer i branchen til at tale om krise, undtagelsestilstand og behov for nye standarder. Den nye virkelighed har kunnet mærkes, blandt andet på Boston Globe, hvor 42-årige Janelle Nanos er erhvervsreporter.

”Det er hårdt, når ens eksistensberettigelse og ens integritet bliver betvivlet hver eneste dag,” siger Janelle Nanos.

Hun holder fast i objektiviteten som sin rettesnor. Men hun lever også i en virkelighed, hvor ordet nok er blevet ”lidt belastet”, og man med rette kan spørge, om man kan blive ”for objektiv”.

Janelle Nanos tvivler på, at hun selv i en artikel ville skrive direkte, når noget er løgn. Men hendes avis har gjort det på lederplads, blandt andet i forbindelse med kampagnen ”Journalister er ikke fjenden” i 2018. Og det er også for reporteren blevet vigtigt at være mere tydelig.

”Tidligere var der nok ting, vi lod være usagt, men som vi nu er nødt til at sige mere eksplicit i selve artiklen, så der ikke kan være tvivl om, hvad der er fakta,” siger hun.

”Det er hårdt, når ens eksistensberettigelse og ens integritet bliver betvivlet hver eneste dag,” siger Janelle Nanos, erhvervsreporter, Boston Globe. Foto: Craig Walker/Boston Globe (red. Jo)

Debatten om ’objektivitet’ som ideal

I Chicago byder den erfarne kommentator og politiske analytiker Laura Washington, der blandt andet arbejder for avisen Chicago Tribune og tv-stationen ABC-7, opgøret med objektiviteten velkommen.

Som farvet journalist har hun gennem mere end 30 år oplevet, at hvide redaktører og læsere har betvivlet hendes objektivitet, når hun skrev om andre farvede.

”Der har været en formodning om, at jeg havde en holdning og var partisk, når jeg fokuserede på racemæssig retfærdighed i mine historier. Det faktum, at der var uretfærdigheder i vores samfund, blev ikke set som et emne, der fortjente at blive udforsket og studeret – eller bare taget alvorligt.”

”Det er derfor, jeg ikke abonnerer på konceptet objektivitet,” siger Laura Washington, der hellere vil lade sig guide af begrebet ”nyhedsværdi”.

Debatten om objektivitet har fået nogle af branchens største autoriteter på banen. Blandt dem Marty Baron, der, inden han gik på pension for to år siden, har været chefredaktør på både Miami Herald, Boston Globe og senest Washington Post.

”Nogle af vores bærende principper er under angreb. De sociale mediers ankomst i 00’erne var én ting. For mere nylig har der været en reaktion på noget af det, vi har set i det politiske miljø. En reaktion på Trump, hvor ikke bare pressen, men mange af vores underliggende værdier er under belejring. Det gælder også selve demokratiet,” siger Marty Baron.

Hans kerneargument til forsvar for objektiviteten er, at vi kræver den af mange andre af samfundets nøgleaktører: Dommere, politibetjente, læger, forskere, bankrådgivere. Så selvfølgelig skal journalister også være objektive i deres metode.

”Der har været en formodning om, at jeg havde en holdning og var partisk, når jeg fokuserede på racemæssig retfærdighed i mine historier,” fortæller Laura Washington, kommentator og politisk analytiker, Chicago Tribune og ABC-7. Foto: Babatunde Gray, Dennis Van Tine/Zuma/Ritzau Scanpix (red. Jo)

Falsk balance

Men ordet er nok blevet misforstået som det, kritikerne kalder falsk balance eller ’på den ene på den anden side’-journalistik.

”Vi skal gå til historierne med åbent sind og lave ordentlig research. Hvis vi har egne fordomme eller holdninger, så skal vi gøre vores bedste for at parkere dem, så vi kan levere et objektivt stykke arbejde. Og når først vi har gjort dét – dybt, grundigt og korrekt og har set alle beviser og talt med alle de rigtige folk – så skal vi jo sige, hvad vi fandt ud af. Og her skal vi være fuldstændigt urokkelige. Direkte og lige på,” siger Marty Baron.

Det vakte opsigt, da The New York Times i januar 2017 i rubrikken ”Trump gentager en valgløgn i møde med toplovgivere” brød med princippet show it, don’t tell it. Men dén mødom er taget nu.

Washington Post var under Marty Baron lidt længere tid om at bruge ordet løgn. Man skal ifølge Baron ind i hovedet på folk for at vide, om de taler mod bedre vidende eller bare er uvidende. Og med Trump ”kan man aldrig vide”. Men jo, man skal skrive, at noget er løgn, når det er løgn.

”Vi kan dårligt kritisere andre institutioner for at løbe fra deres standarder, hvis vi ikke holder på vores egne,” siger Marty Baron, tidl. chefredaktør, Miami Herald, Boston Globe og Washington Post. Foto: Dennis Van Tine/Zuma/Ritzau Scanpix (red. Jo)

Og der er ifølge Marty Baron meget på spil, hvis pressen vakler.

”Demokratiets succes afhænger af institutionernes styrke. Og institutionernes styrke afhænger af, at vi holder fast i vores kerneprincipper. Det gælder for Kongressen, det gælder for Højesteret, det gælder for præsidenten. Og det gælder i høj grad for pressen. Vi kan dårligt kritisere andre institutioner for at løbe fra deres standarder, hvis vi ikke holder på vores egne,” siger han.

Et slidt mantra

Et andet vægtigt indspark i debatten om objektivitet handler slet ikke om Trump og landspolitikken. Professor Leonard Downie er hovedforfatter på rapporten ’Beyond objectivity: Producing trustworthy news in today’s newsrooms’, der blev offentliggjort i januar i år fra Walter Cronkite School of Journalism ved Arizona University.

Leonard Downie har aldrig selv helt forstået, hvad objektivitet betyder i journalistik. Han siger, at han og Marty Baron egentlig nok er enige om det meste. Der er bare lige det med ordet.

”Mange af dem, der leder amerikanske redaktioner, tror – ligesom deres medarbejdere – ikke længere på objektiviteten. De ser det som en slags hvid mands syn på redaktionen og journalistik. De hvide mænds idé om, hvad der skal dækkes og hvordan. Hvis du var bøsse, skjulte du det. Og hvis du var sort, prøvede du at opføre dig mere som en hvid,” siger Leonard Downie.

Hans fokus er på lokalmedier, som i USA betegner alle de medier, der ikke er de store landsdækkende. Her ser især den yngre generation af journalister objektiviteten som et slidt mantra, der nemt fører til intetsigende og misforstået journalistik, der skævvrider eller overser dele af virkeligheden. De vil hellere sætte som mål at afdække sandheden.

Blandt seks anbefalinger i Leonard Downies rapport er der også plads til, at reportere i højere grad ”tager hele deres identitet med på arbejde”. Måske ligefrem skriver i førsteperson.

Der er i rapporten også en opfordring til i højere grad at udfordre myndighedernes version af sandheden. Flere medier har for eksempel afsløret politiet i at lyve om racerelaterede skuddrab ved at bruge deres sorte og latino-medarbejdere til at få andre kilder i spil.

Det landsdækkende radionetværk NPR’s mediekommentator David Folkenflik har også set masser af eksempler på, at amerikansk presse har fulgt dårlige reflekser og ikke har handlet i sandhedens tjeneste: Begrundelsen for krigen i Irak, Hillarys emails, Steele-rapporten om russisk indblanding i 2016-valget, CNN’s tidligere begejstring for at livestreame Trumps vilde angreb og CNN-reporteres meget personlige svar – fordi det bare gav gode seertal.

”Vi har haft en æra, hvor mange i pressen har haft svært ved at se, hvordan de skulle håndhæve principperne i en virkelighed, hvor der har været et helt utroligt angreb på selve institutionens troværdighed. Spørgsmålet er, om vi har mistet vores sans for perspektivet som konsekvens af de traumer og kriser, Trump har påført systemet og opfattelsen af, hvad der er sandt,” siger David Folkenflik.

Han beskriver en udvikling, der begyndte, da den republikanske toppolitiker Newt Gingrich sidst i 1990’erne byggede videre på Reagan-årenes foragt for pressen og begyndte decideret at gå til angreb. Dengang var der dog stadig en anerkendelse af pressens rolle og berettigelse. Men de seneste otte år har der med Trump i spidsen været en ”nonstop krise”.

Det har været både udmattende og skadeligt.

Groft sagt har der på venstrefløjen været en frustration over, at pressens hvide mænd har fokuseret på folk ved magten og dem, der ligner dem. Mens højrefløjen nu nærmest afviser selve idéen om, at pressens tjek af magthaverne foregår i samfundets tjeneste.

To udfordringer

David Folkenflik koger det ned til to udfordringer for amerikansk presse: Levedygtighed og troværdighed. Det første handler mest om penge. Det andet bør handle mere om principper og værdier end om ord. Og det nytter ikke noget, at journalister siger: ”Her er de fakta, vi har samlet sammen til dig. Nu må du selv få mening ud af det, for vi vil ikke konkludere noget.”

En anden af USA’s mest anerkendte medietænkere, professor i journalistik Jay Rosen fra New York University, mener, at journalistikken har haft svært ved at håndtere den asymmetri i det politiske system, hvor de to store partier ikke længere følger samme regler.

Mange i pressen har svaret ved at bide sig fast i deres egne rutiner, og i dag er der ifølge Jay Rosen 20-25 procent af amerikanerne, der helt har afskrevet journalistik. Derfor er der brug for et opgør med objektiviteten.

”Nyhedskriterier er som en maskine, som ingen kan huske, hvordan man har bygget. Det betyder, at ingen har ansvaret. Vi laver bare nyheder. Det system blev virkelig udnyttet af Donald Trump, og det skabte et kæmpe problem for journalistikken. Der er brug for, at det tidligere mediemonopol ændrer praksis,” har han udtalt til New York Times-podcasten ’The Ezra Klein Show’.

Jay Rosen mener, at det i høj grad er redaktionerne ude i landet, der skal gå forrest for at genvinde befolkningens tillid. De skal lave historier med mere umiddelbar relevans for folks liv, bringe ny information fra det øvrige samfund og være transparente om journalistens proces og metoder.

Den åbne dør ind til journalistens maskinrum er allerede blevet en del af hverdagen for erhvervsreporter Janelle Nanos på Boston Globe. Hun formulerer det sådan, at ”objektivitet og transparens skal gå hånd i hånd”.

”I længden bliver det lidt som et ekko, hvis man hele tiden skal svare igen, når nogen siger ”du lyver, du lyver, du lyver”. Så det bedre svar er at være meget transparent om, hvordan man har fået historien, hvorfor man bruger en anonym kilde, hvorfor man fortæller historien. Det er bedre at hjælpe læserne til at forstå processen,” siger Janelle Nanos.

Selv om debattørerne får det til at lyde dystert, er Janelle Nanos fra Boston Globe og kommentator Laura Washington fra Chicago Tribune dog enige om, at der er håb for kvalitetsjournalistik i USA.

”Der er masser af potentiale for vækst og forandring i lokale medier og især i nonprofit-medier. De trives og leverer vigtige historier, som deres læsere hungrer efter,” siger Laura Washington.

På Boston Globe har de seneste ”tumultariske år” også givet Janelle Nanos og kollegerne ny energi.

”Der er jo eksempler hver eneste dag på alt det gode, journalistikken kan. Så selv om det indimellem har været virkelig hårdt på redaktionen, så har vi også følt, at vi er med til at udføre noget af det vigtigste arbejde, vi kommer til i vores liv,” siger hun.