Flere kinesere og egyptere end amerikanere anser det for meget vigtigt at undgå statslig kontrol af medierne, viser en stor amerikansk undersøgelse.
Amerikanerne halter bagefter befolkningerne i diktaturstater, når det kommer til statslig kontrol af medierne. Det skriver International Herald Tribune.
Det amerikanske University of Maryland har undersøgt forholdet til pressefrihed i 20 lande. Undersøgelsen viser blandt andet, at 56 procent af de adspurgte amerikanere mener, at det er meget vigtigt, at medierne kan offentliggøre, hvad de vil uden statslig kontrol. Det er under Kina, hvor tallet er 58 procent. I Egypten er det 64 procent.
Også i resten af verden bliver amerikanerne overhalet af befolkninger, der finder det meget vigtigt at undgå statslig kontrol af medierne. I Argentina er det 70 procent, og i Frankrig er det 80 procent.
Derudover mener mere end hver fjerde amerikaner, at regeringen skal have ret til at forhindre medierne i at offentliggøre information, der kan være "politisk destabiliserende". Mere end hver femte amerikaner mener endda, at pressen skal have "færre friheder".
På det område må pressekorpset dog kigge langt efter støtte i diktaturstaterne. Over halvdelen af både kinesere og egyptere mener, at regeringen skal have ret til at forhindre destabiliserende information i at slippe ud.
Overordnet set viser undersøgelsen solid støtte til pressefriheden verden over. Blandt bundskraberne var Rusland, Jordan og det palæstinensiske selvstyre.
Se hele undersøgelsen på WorldPublicOpinion.org.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.