Den britiske ambassade har bedt danske journalister om ikke at stille spørgsmål til hertuginde Kate om prins Andrew, når hun i denne uge besøger Danmark, skriver B.T.
Skulle der alligevel komme den type spørgsmål, vil journalisten blive smidt væk, og det møder kritik fra B.T.’s kongehus-korrespondent, Jacob Heinel Jensen, der mener, at det britiske kongehus burde tage ved lære af det danske.
”Hertuginde Kate kan passende bruge turen til København som en royal studietur. Set med britiske øjne er det danske kongehus nemlig så godt som skandalefrit og meget mere nede på jorden. Her kalder vi en spade for en spade – og her lader vi journalister spørge om det, de vil. Det er det, man kalder pressefrihed,” skriver Jacob Heinel Jensen i en klumme.
Forbuddet mod spørgsmål om prins Andrew kommer, efter at han i sidste uge indgik et forlig med kvinden Virginia Giuffre. Hun har beskyldt prins Andrew for at have begået seksuelt overgreb på hende, da hun var 17 år.