Med to nye redaktionschefer styrker Altinget nu den journalistiske ledelse af Danmarks største politiske redaktion. Det skriver Altinget selv.
Kristine Korsgaard er ny redaktionschef med ansvar for Altingets nichemedier, mens Maja Hagedorn Hansen er ny redaktionschef med ansvar for Altingets forside, herunder EU-redaktionen og den politiske analyse.
De to vil indgå i redaktionsledelsen sammen med chefredaktør Jakob Nielsen og den tværgående redaktionschef Ninna Gøbel Rønberg.
”Altinget er vokset meget hurtigt de seneste år, og vi har behov for mere ledelse, så vi kan blive ved med at udvikle vores journalistik og levere den kvalitet, vores brugere forventer af os,” siger chefredaktør Jakob Nielsen.
Altinget i Danmark tæller 40 fastansatte journalister, der tilsammen udgiver 28 nichemedier, en række politiske podcast og et månedsmagasin på print.
De to nye redaktionschefer var begge ansat på Altinget i forvejen, og deres aktuelle poster skal derfor genbesættes.