Sommerferien har ramt store dele af Danmark og også kommentarsporene på Altingets Facebook-side.
Det fremgår af Altingets opslag på Facebook, hvor brugerne bliver mødt af én kommentar til hvert opslag:
“Altinget har lukket kommentarsporet i sommerferieperioden, da vi ikke har mulighed for at være til stede i kommentarsporet,” lyder det.
Altinget opfordrer i stedet brugerne til at dele opslagene, hvis de ønsker at starte en diskussion om den artikel, der er blevet delt.
Tidligere har DR forsøgt sig med at lukke kommentarspor på Facebook for at vurdere, om man bruger ressourcerne rigtigt og for at se, hvordan det påvirker trafikken og debatten.
For helt nylig lukkede Jyllands-Posten også kommentarer på opslag om skyderiet i Fields for at undgå, at der blev ubekræftede oplysninger og rygter på mediets Facebook-side.