search

Altid liv i bloggen

"Mon der stadig er liv i blogging," spurgte en bekendt mig den anden dag. Og hertil kan mit svar kun være et rungende "Ja, hvorfor skulle der dog ikke være det?

"Mon der stadig er liv i blogging," spurgte en bekendt mig den anden dag. Og hertil kan mit svar kun være et rungende "Ja, hvorfor skulle der dog ikke være det? Er der måske ikke stadig liv i det skrevne ord?"

Anledningen til denne hurtige meningsudveksling er Paul Boutin's essay i "Wired Magazine", hvor han postulerer, at blogging som disciplin er afgået ved døden. Dræbt af de store onde mediekoncerner og bloggere, der er blevet ligeså professionelle og corporate som de medier, de altid har elsket at nedgøre. En uhellig alliance, der har besmittet bloggingens sunde sjæl – ja, taget dens uskyld. Og med bloggingen som det ultimative offer.

Det er da også rigtigt, at rigtig mange af de mest populære blogs rundt omkring i verden efterhånden minder rigtig meget om medieforetagender eller personlige brands, hvor det kan være endog yderst svært at finde den oprindelige mening længere. F.eks. har jeg stadig meget svært ved at forstå, at Nordens nærmest kronede bloggerdronning skulle være en 17-årig svensk blondine. Men sådan er der så meget.

Og hvorfor er det så blogging ikke er død og næppe heller dør foreløbig? Fordi det basalt set handler om noget, vi har beskæftiget os med i flere hundrede år: Det skrevne ord.

Det blogging mest af alt har gjort er, at det har givet alle med adgang til en computer og internettet en mulighed for at komme til orde. Ikke til at blive hørt. Men dog i det mindste at komme til orde. I sin betydning kan man sammenligne det med dengang hvor salig Gutenberg opfandt trykpressen og udbredte evnen til at trykke et manuskript fra noget, der udelukkende lå hos munkene til også at omfatte om ikke alle så dog en hel del flere. Det handler om demokratisering. Om at give lige muligheder for alle.

Derfor er det også så sjovt at observere alle dem, der nu går og snakker om, at blogging er død eller i det mindste døende. For hvem er de egentlig?

For det første er der gruppen af evangelister og konsulenter, der levede højt og godt på at fortælle om bloggingens fortræffeligheder og nu har bevæget sig videre til noget helt andet, mere nyt, mere smart – og hvor der sikkert også kan tjenes endnu flere penge fra den undrende uvidende hob, der skal have udlagt teksten for ikke at føle sig først i køen til en fyreseddel. For dem handlede det aldrig om det bagvedliggende men udelukkende om at tilegne sig en viden, som kun få ellers havde adgang til, og så sælge den for højestbydende så længe nogle gad betale.

Den anden gruppe er de arge modstandere, hvoriblandt der findes rigtig mange journalister. For blogging er ikke journalistik, jo. Tjah, bum bum. Behøver det være det, spørger jeg bare? Er der en naturlov, der kræver, at det skrevne ord sættes på formel og gøres op i rigtig eller forkert? Er det ikke i virkeligheden et meget elitært synspunkt? Og hvorfor skulle netop journalister have noget imod, at folk får mulighed for at ytre sig? Det er jo helt den omvendte verden.

Blogging handler først og sidst om det skrevne ord (eller video eller foto, hvis man absolut føler, man har brug for at udtrykke sig visuelt) og formidling. Nøjagtig som journalistik i øvrigt gør det, når man koger det ned. Alt andet er et spørgsmål om teknologi og proces – ting som dybest set bare er detaljer.  Og derfor giver det heller ingen mening at tale om, at blogging er døende. For det var aldrig og er ikke en særlig kunst- eller medieform.

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen