Alternativ behandling af bøger

  Nye forlag tilbyder forfattere medindflydelse på markedsføring, økonomi og produktion. Samtidig får forfatterne en anderledes aflønning end normalt i forlagsbranchen. FORLAGSGUIDE. En bog er stadig firkantet, men hos en række nye forlag kører samarbejdet med forfatterne ikke længere efter en skabelon. Aflønning, pr-arbejde og samarbejde foregår nu efter nye modeller.

Nye forlag tilbyder forfattere medindflydelse på markedsføring, økonomi og produktion. Samtidig får forfatterne en anderledes aflønning end normalt i forlagsbranchen.

FORLAGSGUIDE. En bog er stadig firkantet, men hos en række nye forlag kører samarbejdet med forfatterne ikke længere efter en skabelon. Aflønning, pr-arbejde og samarbejde foregår nu efter nye modeller.

Almindeligvis får en skønlitterær forfatter 15 procent af den pris, bogen bliver solgt til, når momsen er fratrukket, mens faglitterære forfattere får mellem 10 og 15 procent eksklusiv moms.

Det helt nye Turbine Forlaget vil i stedet i nogle tilfælde give deres forfattere op til 85 procent af bogens overskud, mens det halvandet år gamle forlag People's Press og det to år gamle forlag elkjaeroghansen laver aftaler med deres forfattere om, at forlag og forfatter deler bogens overskud ligeligt imellem sig.

»Det er langt, langt den overvejende del af vores forfatterne, der kommer til at sælge mere end 2.000 eksemplarer. Dermed kan det betale sig for forfatterne at indgå en fifty-fifty-ordning med os,« siger forlagschef Karsten Nielsen fra People's Press.

Turbine Forlagets filosofi er, at jo mere forfatterne arbejder med gennem hele processen fra idé til tryk, desto større honorarandel modtager de.

Forlagsredaktør og freelance-journalist Stig Petersen, der er en af Turbine Forlagets tre redaktører, fortæller, at skal en forfatter have helt oppe omkring 85 procent af en bogs overskud, så kræver det, at forfatteren selv dækker omkostninger til for eksempel tryk, illustrationer og grafisk opsætning. På den måde står forlaget alene for administrative opgaver og en sidste gennemgang af bogen, inden den ryger i trykken.

Stig Petersen forventer, at mange af forlagets bøger vil blive skrevet af journalister.

»Ofte har folk inden for medie- og undervisningsverdenen ideer i skrivebordsskuffen eller i hjernekisten. Måske får de ikke gjort noget ved ideerne, fordi de er utilfredse med de traditionelle forlags politik med hensyn til, hvor meget de kan være med i opsætningen af bogen, i markedsføringen og i distributionen,« siger Stig Petersen, der er en af Turbine Forlagets tre redaktører.

Engagement i pr-arbejdet er også en kongstanke hos People's Press og elkjaeroghansen.

I de kontrakter, som People's Press indgår, står for eksempel, at forfatterne skal stå til rådighed i forbindelse med pr-arbejdet.

Hos elkjaeroghansen sætter redaktøren og forfatteren sig allerede i startfasen ned og udarbejder en hvidbog over ideer til markedsføring. Har en af elkjaeroghansens forfattere ikke lyst til at bidrage til pr-arbejdet, er det dog også i orden, siger Annemarie Elkjær, direktør for elkjaeroghansen.

Men som udgangspunkt tilbyder elkjaeroghansen forfatterne medindflydelse på bøgernes økonomi, produktion, salg og pr.

»Jeg har ofte oplevet, at i det øjeblik, bogen forlader redaktionen, føler forfattere sig ekstremt fremmedgjorte og koblet af,« siger Annemarie Elkjær, der tidligere har været direktør for Bonnier Forlagene og Lindhardt og Ringhof.

Udgivelser fra de nye forlag

People's Press har blandt andet udgivet disse bøger:

»I spidsen for Europa«, af Michael Ulveman, chefredaktør og administrerende direktør for Dagbladenes Bureau, og Thomas Lauritzen, Europa-korrespondent for Politiken.

»Camilla Martin – Helt ærligt«, af Ekstra Bladets journalist Lars Werge.

»At blive menneske igen, når uheldet har ødelagt alt«, af journalist Anne Meiniche.


elkjaeroghansen
har blandt andet udgivet disse bøger:

»Buttadeo ­- en biografi om Asger Jorn«, af journalist Ulla Andersen.

»Sådan overlever du uden at dræbe kaniner«, af DRs radiovært Uffe Stenstrop.

»Heldige kartofler. Fortællinger om havelivet«, af journalist og kommunikationsrådgiver Signe Wenneberg. 


Turbine Forlaget
har endnu ikke udgivet den første bog.

0 Kommentarer