Alt for meget ideologi

De som troede, at DR havde fået en allieret i kulturminister Per Stig Møller (K), tog fejl. Både regeringen og oppositionen er kommet med stærkt ideologiske udspil. Derfor fik vi et smalt ideologisk medieforlig fremfor en nødvendig reform. (opdateret)

De som troede, at DR havde fået en allieret i kulturminister Per Stig Møller (K), tog fejl. Både regeringen og oppositionen er kommet med stærkt ideologiske udspil. Derfor fik vi et smalt ideologisk medieforlig fremfor en nødvendig reform. (opdateret)

Oppositionens medieudspil var bevidstløst ideologisk og handlede primært om at sikre flere penge til DR. Kulturministerens oprindelige skitse til et forlig overgår om muligt oppositionens i ideologisk højdespring. Sigtet synes primært at være at stække DR på en række forskellige områder. Det førte i sidste ende til et definitivt brud mellem regeringen og oppositionen.

Det blev en for eller imod DR forhandling i en situation, hvor medierne er dybt pressede og har brug for politikere, der tør reformere støtten og tilskynde til udvikling på nettet, mobilen og e-læseren.

Kulturministeren offentliggjorde aldrig sit udspil til medieforhandlingerne. Det mest omtalte punkt har været ambitionen om at bryde DRs næsten monopol på radio. Det var dog langt fra det eneste forslag som skulle stække DR. Her er listen med de seks punkter i ministerens oprindelige udspil:

Ikke flere kanaler. 'Der er ikke behov for en yderligere udvidelse af DR's udbud af radio- og tv-kanaler.'

Det skal præciseres, hvad DR må på nettet. 'Det er endvidere hensigten at foretage en præcisering af af DR's public serviceopgaver på internettet i form af en mere præcis angivelse af de konkrete kategorier af tjenester og indhold, som DR leverer som led i sin onlinevirksomhed'.

Værditest af nye DR-tjenester og ændringer af gamle. Værditesten 'skal udbygges til at være en mere uafhængig ordning' med 'høring af offentligheden'.

DR skal afgive en radiokanal til en privat udbyder, som får 125 millioner af licensmidlerne at drive den for. 'På samme måde som TV 2 har givet DR konkurrence på public service tv til gavn for de danske seere, er det vigtigt, at der også på radioområdet findes et alternativ til DR, hvad angår public service radio.'

Flere penge til kommerciel public service. 'Public servicepuljen øges til 35 millioner kroner årligt, og der åbnes op for tilskud til public service tv-programmer for børn og public serviceradioprogrammer.'

Flere opgaver skal udliciteres til det private produktionsmiljø. 'Derfor skal der ske en fortsat udlægning af DR's produktion til private producenter, således at DR i perioden skal udlægge produktion for følgende beløb: Cirka 175 mio. kr. i 2011, ca. 200 mio. kroner i 2012, ca 225 mio. kr. i 2013 og ca. 250 mio. kr. i 2014.'

Sammenligner man ministerens udspil med den endelige forligstekst, så fik Per Stig Møller fem ud seks begrænsninger af DR igennem. Det eneste punkt, som er fjernet, er formuleringerne om, at det skal præciseres, hvad DR må på nettet. Ellers er det meste næsten ordret, som i det oprindelige oplæg, bortset fra at den nye privat drevne konkurrent til DR skal tilføres 100 i stedet for 125 millioner kroner. Det er i det hele taget svært at få øje på fingeraftryk fra Dansk Folkeparti og Liberal Alliance i forligsteksten.

Desværre fik vi ikke den ikke-ideologisk nytænkning af mediestøtten, som medierne har så hårdt brug. En reform som kunne tilskynde medierne til at udvikle journalistikken frem for et ideologisk slagsmål om at flytte rundt på støtten mellem de traditionelle platforme.

Læs også: S: Medieforlig vil koste 2-300 arbejdspladser i DR 

0 Kommentarer

data_usage
chevron_left
chevron_right