RISIKO. Truet på livet. Tjahhh, tjohhh. Og hva’ så?!?

Om man blev journalist, fordi man godt kan lide at se og høre sit navn alle vegne, eller man bare gerne vil være med til at kommunikere dele af virkeligheden videre til andre, så er man under alle omstændigheder blevet en offentlig person. Og verden er fyldt med sindssyge personer, som gerne vil gøre grimme ting ved kendte personer.

I Mexico, hvor jeg bor, er det hverdag, at narkogangstere og andre skøre individer nakker folk eller indfanger dem til tortur – også journalister. Ingen overlever livet, og at få en kugle for panden er vel bedre end at dø af kræft. Man må jo bare håbe på, at man ikke bliver blandt dem, som bliver skilt i reservedele i levende live, inden man bliver smidt ud i ørkenen i sække.

Det er et risikofyldt liv at være frontline-journalist. Men det er en pligt at gøre sit job bedst muligt, uanset betingelserne, for læserne, lytterne og seerne tror stadig på, hvad vi fortæller dem.

Hvis man ikke kan tåle mosten og ikke har chancen for at gemme sig bort som redaktionssekretær, så er det nok bedst at gå hen og se, hvad de ellers har på Arbejdsformidlingen, eller hvad det nu hedder efter kommunesammenlægningerne.

Hvis journalisterne gemmer sig bort, hvordan skal det så gå med de sidste rester af den famøse 'Fjerde Statsmagt'!? Arbejd og kæmp med løftet blyant og åben pande. Journalistik er ikke for tryghedsnarkomaner. Og truslerne er første, anden og tredje statsmagts arbejde. /

Henrik Suhr, freelance, Mexico