»Jamen jeg kommunikerer jo dagen lang!«

Det er Ellis Johansen, der kommunikerer. Hun er rektorsekretær ved Rytmisk Musikkonservatorium og medlem af Kommunikation og Sprog.

Hun er et af de KS-medlemmer, Journalisten har ringet til for at lave en række mini-portrætter af nye forbundskammerater efter en mulig fusion af DJ og KS i foråret 2015. Og som sidste punkt i den lille spørgeguide kommer spørgsmålet, om kommunikation fylder meget i Ellis Johansens arbejde. Et spørgsmål, hun altså kan svare ubetinget ja til.

»Både internt og eksternt har jeg en utrolig bred kommunikation. Som planlægger og afvikler af de fleste interne arrangementer samt daglig kommunikation med musikmiljøet og andre samarbejdspartnere i ind- og udland kommunikerer jeg dagen lang.«

Og måske svarer Ellis Johansen her på langt mere end det lidt banale spørgsmål, Journalisten stiller hende. Et af de helt overordnede diskussionspunkter omkring fusionen mellem DJ og KS har været spørgsmålet om det faglige fællesskab mellem medlemmerne i de to forbund. Er det en fælles faglighed, der gør det oplagt for de to medlemsgrupper at slå pjalterne sammen? Eller er det udelukkende et spørgsmål om, at størrelse giver stordriftsfordele og politisk og overenskomstmæssig tyngde?

Op til DJ’s delegeretmøde 2013 publicerede DJ og KS i fællesskab en grafik, der viste den faglige medlemssammensætning i et fusioneret forbund. Her fremgik det, at KS havde 2.100 ansatte kommunikatører – cirka en tredjedel af forbundets arbejdende medlemmer og klart den største faggruppe. Den næststørste faggruppe var ifølge grafikken de 1.500, der arbejdede med sprog. Kommunikation og Sprog – det gav mening.

Journalisten fik imidlertid lov at nærstudere KS’ medlemsdatabase. Af de cirka 6.000 fuldbetalende medlemmer var omkring 3.500 registreret med stillingsbetegnelse, og blandt disse var det under en tiendedel, hvis titel indikerede, at de arbejder med kommunikation. Langt den største gruppe havde titler, som indikerede, at de arbejder med administration som sekretærer og assistenter. De næststørste grupper arbejder med sprog eller med handel og marketing.

Diskussionen fik lov at ulme over sommeren, men i efteråret blussede den op igen. Berlingskes tillidsmand Uffe Gardel slog op i KS’ lønstatistik, hvor 13 procent af medlemmerne var registreret med arbejde som ”kommunikation/information/journalistik”. Det fik Gardel til at konkludere, at man simpelthen har taget fejl i sin vurdering af KS.

”Jeg tog fejl, da jeg i februar støttede denne fusion. Det gør jeg ikke mere. Jeg tror ikke, at DJ har noget som helst ud af at slutte sig sammen med et forbund, som overvejende består af sekretærer og marketingfolk,” skrev Uffe Gardel i et debatindlæg.

Man skal dog ikke stirre sig blind på titlerne, lyder det fra Kommunikation og Sprog. Journalisten spurgte afdelingschef Susanne Møller Pedersen, hvordan KS selv kunne komme frem til, at man havde 2.100 kommunikatører som medlemmer. Hendes forklaring var, at titlerne ofte ikke dækkede over arbejdet.

»Der er tit nogen, der slet ikke hedder noget med kommunikation, der alligevel arbejder med det. Man kan for eksempel godt hedde HR-konsulent og arbejde med kommunikation,« forklarer Susanne Møller Pedersen og refererer til en jobindholdsundersøgelse, KS tidligere har lavet blandt medlemmerne.

Det var også et argument, KS-formand Per Lindegaard Hjorth trak frem ved et interview til Journalisten i december, hvor han som eksempel nævner medlemmer med titel af korrespondent eller direktionssekretær.

»De er involveret i såvel intern som ekstern kommunikation, der spænder lige fra formulering af strategier til udmøntning af den i form af udarbejdelse af tekster til virksomhedens hjemmeside – og hyppigt ved brug af fremmedsproglige kompetencer samtidig,« lød det fra Per Lindegaard Hjorth.

Og her kan vi så vende tilbage til Ellis Johansen fra Rytmisk Musikkonservatorium. Et klassisk KS-medlem med uddannelse som korrespondent i fransk fra Handelshøjskolen – i dag kendt som Copenhagen Business School (CBS). Senere har hun taget en BA i engelsk samt en projektlederuddannelse.

Hun har blandt andet arbejdet i Bruxelles for EU’s rådgivende arkitekt, men i 1996 kom hun til Rytmisk Musikkonservatorium (RMC).

»Jeg har RMC-historien med mig og fungerer lidt som limen i huset. Min berøringsflade inkluderer alle fra vagter til studieadministration, studerende, lærere og ledelse. Min rolige natur hjælper med at fastholde overblikket, og så er jeg stærk logistisk og analytisk,« fortæller hun.

57-årige Ellis Johansen meldte sig ind, dengang KS hed Erhvervssprogligt Forbund.

»Det lå lige til højrebenet. Det er der, jeg hørte hjemme, og det er det stadig,« siger hun.

En anden variant af kommunikationsfaget: Helene Borgen Markussen på 45 år arbejder i it-virksomheden Dynaway som test and documentation specialist. Hun har en fortid som advokatsekretær, men siden tog hun en erhvervssproglig bachelor og senere igen en master i it, kommunikation og organisation. Hendes arbejde går ud på at skrive tekniske vejledninger til brugerne af Dynaways it-systemer.

»Den vigtigste del af mit arbejde er at skrive, så brugerne kan finde ud af at bruge det her. For eksempel online hjælp, undervisningsmaterialer og installationsmanualer. Jeg tænker meget over, hvilken målgruppe jeg skriver til. Slutbrugeren kan jo ofte være en timelønnet medarbejder i en produktionsafdeling, men det kan også være en it-konsulent, der skal implementere systemet. Så jeg bruger forskellige ord, alt efter hvem jeg adresserer,« fortæller hun.

Men måske er det skudt ved siden af, når Journalisten gør så meget ud af at beskrive KS-medlemmernes stillinger og jobfunktioner.

Det har formændene i både DJ og KS påpeget. Og DJ’s næstformand, Lars Werge, fortæller, at det i mindst lige så høj grad er KS’ mange studentermedlemmer, der gør fusionspakken indbydende.

»Når vi får at vide af KS, hvad de yngre medlemmer studerer, er der ingen tvivl om, at KS er i en forandringsproces. Mange skriver i dag chefsekretær og translatør og så videre, men mange yngre medlemmer kommer fra de kommunikationsstudier, vi også selv i lang tid har forsøgt at rekruttere fra,« sagde Werge i begyndelsen af december i et interview med Journalisten.

Det, Werge refererer til, er en opgørelse, KS har lavet over, hvilke uddannelser deres studentermedlemmer er i gang med at tage. En liste, der uden tvivl kan væde mundene i et forbund, der gerne vil stå som kommunikationsfagets primære fagforening.

Ifølge listen har KS 2.826 studentermedlemmer. Og blandt disse vrimler det med studie-titler, der indeholder ordet kommunikation: Cand.merc. kommunikation, HA kommunikation, international virksomhedskommunikation samt ikke mindst den største gruppe – humanistisk informatik, som er Aalborg Universitets udgave af kommunikationsuddannelsen.

Laver man en kategorisering ud fra studietitlerne, er det 1.723 ud af de 2.826, der er i gang med en uddannelse inden for kommunikation og formidling. Langt flere end dem, der tager de fremmedsprogsstudier, der tidligere har været grundlaget for KS’ medlemsskare.

KS har med andre ord snablen rigtigt godt nede i de kommunikationsuddannelser, som DJ først for nylig er begyndt at se på som rekrutteringsgrundlag.

Anders Witzel er konsulent i KS og ansvarlig for studenterhvervningen. Benarbejdet foretages i høj grad af en række studenter på de forskellige universiteter, som KS har ansat til at hverve nye medlemmer blandt deres studiekammerater.

»De er en slags mellemled mellem os og de studerende på de uddannelser, der er relevante for os. De gør mange forskellige ting. En disciplin kan være at stille sig op med en lille stand i kantinen og fortælle konkret om os eller om de arrangementer og kurser, vi afholder. De tager også ud og holder oplæg, for eksempel på de karrieremesser, der bliver afholdt i de store byer,« fortæller Anders Witzel.

Som udgangspunkt har KS en studenteransat på hver af de store universitetscampusser. Personen dækker så det antal uddannelser på campussen, som i KS’ øjne har potentiale til at kunne fostre medlemmer. Listen over uddannelser med medlemspotentiale er ifølge Witzel i øjeblikket på omkring 130, og den bliver stadig længere.

»Der opstår nye uddannelser næsten hvert år, der indeholder et eller andet element af kommunikation, sprog og marketing. Vi går ind og holder øje med, hvad det betyder for os. Det er også noget, studenterkoordinatorerne tager sig af,« siger han.

Witzel vurderer således, at medlemspotentialet blandt studerende hele tiden bliver større.

»Sådan et universitet som Aalborg Universitet i Sydhavnen vokser eksplosivt, og jeg tror, der er en generel tendens til, at fagene i stigende grad omfatter kommunikation i bred forstand. Det samme gælder på arbejdsmarkedet, hvor flere og flere arbejder med kommunikation, selv om det ikke fremgår af deres titel.«

Uddannelsen på AAU, Witzel refererer til, er humanistisk informatik, der udbydes både i Aalborg og på universitetets nye campus i Sydhavnen. I alt blev over 400 studerende optaget på humanistisk informatik i dette efterår.

I forhold til DJ kan KS altså lokke med et kæmpe vækstpotentiale inden for kommunikationsområdet og samtidig et hverveapparat, der er gearet til den daglige kamp mod DM, DJØF og andre fagforbund, der også har smag for kommunikationsstuderende som nye medlemmer. DJ begyndte først i 2012 på tilsvarende vis at ansætte studenter til at hverve medstuderende, og med to ansatte på DMJX, to på KU og en på RUC dækker man således hverken CBS, AAU, Syddansk Universitet (SDU) eller Aarhus Universitet (AU).

Det er svært at sætte tal på, hvor stor væksten er inden for kommunikationsuddannelser. Men sammenligner man udbudte uddannelser og optagstal gennem de senere år, kan man alligevel tegne et slags billede.

I dag er der ifølge Uddannelsesministeriet 31 forskellige bacheloruddannelser på universiteterne, hvor ordet ’kommunikation’ indgår i navnet. På disse uddannelser blev der i sensommeren optaget i alt 2.045 studerende. Dertil kommer en række store tilsvarende uddannelser som den nævnte humanistisk informatik på AAU, film- og medievidenskab på Københavns Universitet (KU) og medievidenskab på AU og SDU. Med disse kan man smide et optagstal på cirka 1.000 oven i hatten. Dertil kommer naturligvis også professionsbachelor-uddannelserne i kommunikation på DMJX og andre professionshøjskoler.

Sammenligner vi med uddannelsesudbuddet ved årtusindeskiftet – for 13 år siden – fandtes der kun et bachelorfag, hvor ’kommunikation’ indgik i navnet. En dengang helt ny uddannelse på Handelshøjskolen i København, hvor man kunne kombinere et fremmedsprog med faget kommunikation.

På 13 år er der altså sket en næsten uhørt vækst i antallet af kommunikationsuddannelser og tilsvarende i antallet af studerende inden for faget.

Maja Horst, leder af Institut for Filosofi, Medier og Erkendelse på KU, giver umiddelbart to forklaringer på denne udvikling. Den ene er, at kommunikationsfaget er blevet en mere central kompetence i virksomheder og organisationer, blandt andet som ledelseskompetence. Den anden er, at kommunikations-uddannelser simpelthen er attraktive blandt de studerende, som universiteterne indbyrdes kæmper om at få som kunder i butikken.

»Kommunikationsuddannelser er stadig meget efterspurgte. Blandt andet fordi kommunikationsjobs bliver opfattet som smarte jobs. Unge kan godt lide at være sammen socialt og forstå ting i fællesskab, og sådan kan de godt tænke sig at blive ved at arbejde,« siger Maja Horst.

Det er ikke mindst på de merkantile universitetsuddannelser, kommunikations-tilføjelserne har gjort deres indtog de senere år. På CBS findes hele to forskellige institutter for kommunikation, henholdsvis Department of Intercultural Communication and Management og Department of International Business Communication.

Den flittige brug af begrebet er tegn på stigende anerkendelse af kommunikations-aspektet blandt andet i virksomhedsførelse, men det er også udtryk for et begreb, der rent sprogligt kan dække over en hel masse forskelligt.

»Kommunikation kan være lidt som sand mellem fingrene. Hvad er det egentlig, man kan? Jeg har jo kommunikationsfaglighed, og der er helt sikkert noget, jeg har lært. Men står man med en stærkstrøms-ingeniør, kan det godt være lidt svært at sige: Du kan det, jeg kan det,« siger Maja Horst.

Det kan være svært at definere kommunikation, men det kan også være svært at definere, hvad der ikke er kommunikation.

»Man kan brede begrebet ud og sige, at alt er kommunikation. Man kan for eksempel mene, at regnskab er kommunikation. Det afspejler ikke kroner og ører, det afspejler tegn på noget andet. Budgetter afspejler forventning om, hvordan verden ser ud. Det er den konstruktivistiske opfattelse – tingene er ikke noget i sig selv, de får først mening, når de kommunikeres. Og så er det, at kommunikation spredes ud og bliver til alting,« siger Maja Horst.

Udbuddet af uddannelser i Danmark er ikke centralt styret. Det er den enkelte uddannelsesinstitution, der vælger, hvilke uddannelser man vil udbyde. Universiteter er ikke virksomheder, der skal lave profit, men de fungerer i et indbyrdes konkurrenceforhold. Indtægterne kommer i form af taxameter-tilskud, der gives per studerende. Derfor giver det som udgangspunkt god økonomi at have populære uddannelser med mange studerende.

Det er det, Maja Horst hentyder til, når hun nævner markedskræfterne som forklaring på de mange kommunikationsuddannelser.

Der findes forskellige tilgange til, hvor mange der skal optages på studierne. Ofte sættes der et loft, og ansøgerne med de dårligste karakterer sorteres fra. Grunden kan for eksempel være, at instituttet ikke har fysisk plads til flere studerende, eller det kan være, fordi studienævnet vurderer, at arbejdsmarkedet ikke har behov for flere med den slags uddannelse på arbejdsmarkedet.

Andre steder er indstillingen, at man gerne vil uddanne så mange som muligt. Det er tilfældet på Aalborg Universitet, hvor de fleste uddannelser ikke har nogen adgangsbegrænsning og således optager alle med adgangsgivende eksamen.

Som resultat af dette er det årlige optag på en uddannelse som humanistisk informatik på fem år steget fra godt 200 til 400 studerende.

Det skaber et andet spørgsmål, nemlig i hvor høj grad væksten i kommunikationsuddannelser afspejler et behov på arbejdsmarkedet, og om der er relevante stillinger til de tusinder af unge, der hvert år dimitterer med en kommunikationsfaglig uddannelse.

I en ny rapport peger regeringens Produktivitetskommission på kommunikation og kulturfag som eksempler på fagområder, der har haft en uhensigtsmæssig stor vækst over de senere år.

”I 1991 udgjorde de [kommunikation og kulturfag, red.] 10 pct. af det samlede antal humanistiske dimittender. I dag er tallet 60 pct. Samtidig er det også den faggruppe, der har haft højest arbejdsløshed og lavest erhvervsindkomst gennem hele perioden. De har også en større sandsynlighed for at ende i ufaglært arbejde end gruppen kategoriseret som traditionel humaniora,” hedder det i kommissionens rapport om uddannelse.

Lene Palsbro er leder af Institut for Kommunikation, Virksomhed og Informationsteknologier på RUC. Hun tror på, at der også i fremtiden vil være jobs til hendes kandidater.

»Det er en af de overvejelser, man altid går og gør sig. Men indtil videre ser vi ikke et faresignal, blandt andet fordi kommunikationsfagligheden giver et bredt potentiale for mange typer af jobs. Det, jeg tror, kommunikationsfolk er rigtig gode til, er at analysere kontekster. De går ind de steder, de kan se, der er brug for deres faglighed. Så kommunikation avler både kandidater til store chefstillinger, og de finder vej ind til andre grene, hvor kommunikation også er vigtig.«

Det var RUC, der i 1977 oprettede Danmarks første egentlige kommunikationsuddannelse, og man har stadig patent på titlen cand.comm. Faget er siden poppet op i mange forskellige afskygninger, men på RUC har man endnu ingen problemer med at få fyldt kommunikationsuddannelsen op med gode studerende. Til gengæld kan man godt mærke, at der fagligt sker en vis udvanding af begrebet.

»Alle mener, de kan noget med kommunikation. Så det er vigtigt, at vi finder ind til en faglig kerne. Det tror jeg er en proces, der kører internt på alle universiteter. På cand.comm.-studiet er kernen det, vi kalder planlagt kommunikation. Kandidaterne får helt enkelt en blanding af teori og praksis om, hvilke budskaber man sender i hvilke situationer. Men jeg tror, der på alle kommunikationsuddannelser i hele verden foregår en diskussion om, hvor man sætter grænsen for faget,« siger Lene Palsbro.

Kommunikationsuddannede kan godt få arbejde– fordi faget giver et bredt potentiale – konstaterer Lene Palsbro altså. Men spørgsmålet er stadig: Hvilke jobs?

Som tidligere skrevet har fagbladet Journalisten fået lov at kigge nærmere på KS’ medlemsdatabase. Og her er det muligt at få, om ikke et svar, så et fingerpeg i forhold til det spørgsmål.

En stor del af medlemmerne står nemlig registreret både med titel og med uddannelsesbaggrund. Ved at krydskøre disse oplysninger får man et hint om, hvilke stillinger uddannelserne fører til.

En af de store grupper af KS’ studentermedlemmer er dem, der studerer international virksomhedskommunikation, og de ender typisk med at få titlen cand.ling.merc i kommunikation. Ser man på de fuldbetalende KS-medlemmer, der har denne titel, er der rigtignok en del, der har jobs med titler som ’kommunikationsmedarbejder’, ’kommunikationskonsulent’, ’communication consultant’ osv. Men endnu flere har titler, der ikke signalerer kommunikationsarbejde. Titler som ’marketingskoordinator’, ’eksportassistent’ og ’direktionssekretær’.

Sammenligner man titlerne, er det under en fjerdedel med uddannelsen cand.ling.merc. i kommunikation, hvis jobtitel signalerer, at de har kommunikationsarbejde som primært arbejdsområde.

Omtrent den samme andel kommer man frem til, hvis man laver optællingen for KS-medlemmer, der har kandidatgrad i henholdsvis film- og medievidenskab og kultur og formidling. For medlemmer med titlen cand.mag. i kommunikation er andelen knap en tredjedel, for cand.comm.’ere er det lidt under halvdelen.

For uddannelsen humanistisk informatik, som er den mest udbredte blandt KS’ studentermedlemmer, er der endnu så få færdiguddannede medlemmer, at det ikke giver mening at lave opgørelsen af titler.

Med andre ord er kommunikationsuddannelser ingen garanti for, at man kommer til at have kommunikation som sin primære jobfunktion. Det modsatte er faktisk oftere tilfældet.

Medmindre, naturligvis, man vælger den konstruktivistiske definition: Alt er kommunikation.

Uffe Gardel har tidligere skiftet side og erklæret sig som fusions-skeptiker, fordi han mener, det faglige fællesskab mellem KS og DJ har vist sig at være for lille. Journalisten har forelagt ham vores research omkring kommunikationsuddannelserne, og det gør ham kun endnu mere sikker i sagen.

»Det bekræfter billedet af, hvad KS er for en størrelse, og det viser, at de studerende, som KS har, ikke er så interessante for os i DJ. Jeg tror ikke, der er et arbejdsmarked, der kan opsuge 2.000 kommunikationsstuderende, uden at de kommer til at lave alt muligt andet. De mennesker ender i alle mulige andre jobs, for eksempel i salgsjobs,« siger Uffe Gardel.

Men vil vi ikke til gengæld vinde en masse fordele ved at have mange medlemmer?

»Hør nu her – de mennesker, der er spredt ud over det ganske arbejdsmarked, er vældig ressourcekrævende at servicere. Det kræver typisk en håndholdt service, fordi de ikke er omfattet af en overenskomst. Der er ingen stordriftsfordele at hente der.«

Gardel mener ikke, DJ skal bruge ressourcer på at dække andre fagligheder end dem, der ligger inden for klassisk journalistik og kommunikation.

»Vi kan ikke give dem så mange tilbud. Vi organiserer folk efter, hvad de gør, og ikke hvilken uddannelse de har. Og vi kan ikke gøre noget for en rektorsekretær på Rytmisk Konservatorium.«

Betyder det, at vi skal lægge våbnene ned i kampen om at organisere de kommunikationsstuderende?

»Nej, bestemt ikke. Vi skal lære af de andre forbunds måde at rekruttere studerende – det kan vi blive bedre til. Men ender de med ikke at arbejde inden for vores område, skal vi ikke holde på dem.«

Da Lars Werge i december blev interviewet af Journalisten, spurgte vi:

Du anerkender, at vi i dag ikke har så meget til fælles, men på grund af de yngre generationer kommer til at have det?

Hvortil Werge svarede:

»Ja, det er mit udgangspunkt for, hvorfor jeg synes, vi skal gå videre med denne her proces.«

Og selv om 2013 er blevet til 2014, og Journalisten kan fortælle om en voldsom stigning i antallet af kommunikationsstuderende, som for de flestes vedkommende sandsynligvis ikke vil få kommunikation som primært arbejdsområde, så ser Werge ikke anderledes på de sager.

»Jeg var godt klar over, at mange uddannelser har kommunikation og medier skrevet ind i deres beskrivelser. Men vi vil fortsat gerne organisere de kommunikationsstuderende, ligesom vil også gerne vil organisere journaliststuderende, selv om de måske ikke får journalistjobs. Og vi smider som udgangspunkt ikke medlemmer ud, selv om de laver noget andet,« siger Werge.

Vil det ikke betyde et forbund med stor faglig forskellighed?

»Det har vi jo allerede i DJ i dag, hvis du ser på medlemsoversigten. Det vil give nogle udfordringer, men der er også ting, der vil give fordele.«

Skal DJ have konsulenter, der kan rådgive marketingskoordinatorer?

»I et forbund som vores er der ikke a- og b-medlemmer. Alle skal som udgangspunkt tilbydes samme type service. De ”hårde” ydelser, vi leverer fra husets side, handler om løn- og arbejdsvilkår, og her har vi for eksempel konsulenter, der har forstand på kontrakter, og de forhold går igen, uanset hvad man laver,« siger Lars Werge.

Han tilføjer, at de faglige identiteter i DJ i høj grad varetages af det frivillige arbejde i kredse og specialgrupper, og her vil der også være plads til nye faggrupper.

»Hvis der er mange marketingsfolk i et fusioneret forbund, der ikke synes, deres faglighed er synlig, så har vi regler for, hvordan man opretter en specialgruppe. Det går der ikke noget fra journalisternes faglighed ved at have.«

KS har i omegnen af 130 uddannelser på listen over uddannelser med hverve-potentiale. Hvordan ville listen i et fusioneret DJ se ud?

»Det kan jeg ikke sige. Men 130 lyder som en ordentlig mundfuld.«

Har HB været lidt forblændede af KS’ liste over organiserede kommunikationsstuderende?

»Hverken HB eller forbundsledelsen lader sig forblænde. Nu har vi et arbejde i gang med at fastlægge fordele og ulemper ved en fusion. Spørg du mig i dag, vil jeg anbefale en fusion. Men det kan sagtens ændre sig.«