Aller tilbød freelancer at lave gratis indhold

En skønhedsblogger blev tilbudt at levere otte siders redaktionelt indhold til Aller-magasinet Q. Gratis. Det er et helt almindeligt samarbejde med et kommercielt medie, siger Aller.

En skønhedsblogger blev tilbudt at levere otte siders redaktionelt indhold til Aller-magasinet Q. Gratis. Det er et helt almindeligt samarbejde med et kommercielt medie, siger Aller.

For nogle uger siden fik bloggeren Katja Moikjær et tilbud fra kvindebladet Q, hun meget nemt kunne afslå. Lever otte sider gratis – til gengæld bliver din blog nævnt i magasinet.

»Meget har jeg oplevet i min tid, men det der har jeg aldrig prøvet før. Jeg ved, at bloggere, der ikke er journalister, nogle gange får de her fantastiske tilbud om at levere indhold for produkter og gaver. Men jeg er altså freelancejournalist,« siger Katja Moikjær til Journalisten.dk.

Katja Moikjær blogger blandt andet om skønhedsprodukter på hjemmesiden Pudderdaaserne.dk, hvor hun har cirka 11.000 unikke brugere om måneden. Hun blogger blandt andet for at nå ud til et publikum i modeindustrien. Men hun arbejder også som freelancejournalist.

»Og når man beder en journalist om at levere otte sider gratis, så har man altså et problem,« siger hun.

Men hos Aller kan man ikke se problemet. Her betragter man nemlig ikke Pudderdaaserne.dk som et udstillingsvindue for freelancere, men derimod som et kommercielt medie, der tjener penge på annoncer.

»I dette tilfælde har skønhedsbloggerne henvendt sig til os om at bidrage til magasinet, fordi de gerne ville gøre deres blog mere kendt. Det er der blevet holdt et møde om, og så har redaktionen kommet med et udspil til et samarbejde. Vi ser sådan på det, at det er et samarbejde med et kommercielt medie, ikke en freelancejournalist. På samme måde som når vi laver samarbejde mellem Billed-Bladet og TV 2 omkring livedækningen af royale begivenheder. Hvis begge parter er interesserede i samarbejdet, kan man få noget op at stå. Hvis den ene part ikke er interesseret, er man selvfølgelig velkommen til at sige nej tak til tilbuddet," siger Per Ingdal, udgiverdirektør i Aller, til Journalisten.dk.

Per Ingdal understreger, at det ikke er praksis, at folk arbejder gratis på Allers magasiner.

»Spørgsmålet er, om vi generelt forventer, at folk arbejder gratis. Det gør vi ikke. Det er der heller ingen, der har lyst til. Men hvis vores samarbejdspartner nu selv har et medie, der kan profitere af det, kunne sådan en samarbejdsaftale være givtig for begge parter. Så må hvert medie i udgangspunktet aflønne deres egne folk.«

Katja Moikjær mener, at de danske mode- og skønhedsblogs på nettet er blevet virkelige konkurrenter til modebladene. Blogs som Fierceogfattig.dk, Anywho og Trines Wardrobe kan uden problemer matche bladene Q, In og Femina, når det kommer til besøgstal og indhold.

»På Pudderdåserne.dk laver vi kritisk skønhedsjournalistik. Vi undersøger, om produkterne kan og overholder det, de lover. Det er et stykke journalistisk arbejde. Søde venner, det får man altså ikke gratis,« siger Katja Moikjær, der generelt er træt af branchens udnyttelse af gratis arbejdskraft.

»Jeg forstår nu meget bedre kvaliteten af det indhold, der ligger på mode- og skønhedssites rundt omkring. Der må være en hel del gratis indhold.«

10 Kommentarer

Rob Robinson
31. MAJ 2011
Re: Aller tilbød freelancer at lave gratis indhold

Selvom der (heldigvis) hersker bred enighed om at diskussionen om data er pænt ligegyldig. Så lad os alligevel lige gøre den HELT færdig.

Analytics er et suverænt værktøj, men det kan som sagt nemt misbruges, og er derfor ikke, som sådan, vildt pålideligt. Et væsentligt parameter er bounce raten, som ikke angives noget sted. Stillet firkantet op, så siger antallet af unikke besøgende ikke rigtigt det store, hvis ikke man kan holde den op mod en bounce rate. Faktisk kan et stort antal unikke besøgende være en rigtigt dårlig ting, hvis man samtidigt har en høj bounce rate.

Men som sagt, hvis Katja siger hun har mange og i øvrigt "gode" besøgende, så har hun naturligvis det. Det er bare lige for at få diskussionen helt ud af verdenen og sætte tingene lidt i perspektiv, til næste gang folk støder på begreberne og koncepterne.

Det korte af det lange er derfor, at FDIM er trediepart og derfor relativt objektivt. Hvilket vil sige, det som regel også er mere pålideligt. Analytics er ofte subjektivt og benyttet af personer, der ikke har  den fornødne ekspertise til at få "sandheden" frem. Hvorfor Analytics, sådan generelt, er mindre pålideligt.

Analytics er ikke mindre præcist eller brugbart, det er bare et relativt subjektivt stykke værktøj og også et relativt kompliceret stykke værktøj.

 

Og så tilbage til aftenens programsatte indhold :-) 

Katja Moikjær
31. MAJ 2011
Re: Aller tilbød freelancer at lave gratis indhold
Kasper, hvordan skal jeg kunne skille det ad? Jeg er begge dele. Det ved de også godt.
Jacob Kildebogaard
31. MAJ 2011
Re: Aller tilbød freelancer at lave gratis indhold

Sporet bør som Rob skriver holdes på emnet og ikke data.

Men jeg vil gerne gøre data-snakken helt forståeligt:

 FDIMs Gemius leverer 

1. Unikke cookies
2. Bruger tal
3. Besøg

Nr. 1 er svarende til Google Analytics´ Unikke besøgende og forskellen mellem de to systemer varierer fuldstændigt som Sitecatalyst og Google Analytics også varierer. Dvs. op til 10-20%, da værktøjerne måler forskelligt, men til gengæld er benchmark ensartet.

Nr 2. brugertal er derimod en helt anden måling, hvor der er på baggrund af analyseinstitut undersøges hvor mange der har været online ift. antal cookies placeret. Altså hvor mange "personer" der har set sitet ( i al fald tilnærmet). Total set havner dette brugertal i gns. på ca 66% af tallet for Unikke besøgende/cookies. Så som Bergholt skriver er denne forskel ikke få procent.

Del 3 er ligeledes sammenligneligt, da besøg i Gemius også er lig besøg i Google Analytics. Så hvis man som mediebureau eller som Aller vil have en god målepind, så er Besøg rigtig fornuftigt. Forskellen på unikke besøgende og besøg viser i hvor høj grad brugerne kommer igen, så det kan begge være gode succes målepunkter - mange der ser sitet, mange nye (god til at tiltrække nye brugere) eller mange returnerende (kvalitetsindhold).

Kasper Bergholt
31. MAJ 2011
Re: Aller tilbød freelancer at lave gratis indhold
@Katja -- tak for præciseringen. Kontakede du Allers i egenskab af freelancejournalist eller blogger?

Katja Moikjær
31. MAJ 2011
Re: Aller tilbød freelancer at lave gratis indhold

Kasper, jeg kontaktede Aller med henblik på at sælge mine artikler til dem som enhver anden freelancer gør hver dag, ja.

Og har I så læst dagens nyhed fra Media Watch? FDIM åbner for blognetværk: http://mediawatch.dk/artikel/nettrafik-fdim-aabner-maaling-af-blognetvaerk

Flere