Aller Press afskediger 11 medarbejdere i Ugebladsdivisionen

Aller Press afskediger i alt 11 medarbejdere, heraf 3 DJ-medlemmer. Det oplyser Journalistforbundet og tillidsmand Kirsten Beyer torsdag. (Opdateret)

Aller Press afskediger i alt 11 medarbejdere, heraf 3 DJ-medlemmer. Det oplyser Journalistforbundet og tillidsmand Kirsten Beyer torsdag.
(Opdateret)

Afskedigelserne vil ske inden for Ugebladsdivisionen, og på DJ-området drejer de sig om en layouter, en fotograf og en journalist. Den ene af de afskedigede er en sikkerhedsrepræsentant, og dette fører til, at DJ vil føre en faglig sag, oplyser forbundet.

"Det er noget skidt, der skæmmer et i øvrigt godt forhandlingsforløb. Vi har selvfølgelig protesteret kraftigt, men ledelsen har fastholdt denne fyring. Nu bliver der en faglig sag, og så må Aller betale det, det koster," siger faglig konsulent i DJ, Hans Jørgen Dybro til Journalistforbundet.dk.

Om afskedigelserne siger tillidsmand Kirsten Beyer til Journalisten.dk:
»Vi er jo ikke en virksomhed i krise, hvis man ser på regnskabstallene. Ugebladsdivisionen har overskud, så jeg synes, at afskedigelserne er yderst beklagelige«.

0 Kommentarer