Aller Media går sammen med Jyllands-Posten om at lancere et nyt fælles site for kvinder. Sitet hedder Alive.dk og åbner i dag.
Det nye site har kvinder i alderen 15-45 år som målgruppe. De to mediehuse vil kapre læserne ved at satse på »daglig nyhedsdækning af emner, der interesserer kvinder«, skriver de i en fælles pressemeddelelse.
Aller Media har i forvejen flere medier, der er målrettet kvinder, og Jyllands-Posten går til samarbejdet med sin erfaring med netaviser.
»Aller Media har mere end 100 års erfaring i at skræddersy indhold på print til de kvindelige læsere. Vi håber, at partnerskabet med Jyllands-Posten betyder, at endnu flere danske kvinder får fornøjelse af vores kvalitetsbetonede og ikke mindst målrettede kvindestof,« siger direktør Jesper Ulsø, Aller Media, i pressemeddelelsen.
Indholdet på sitet leveres af Aller Medias newsdesk, imens annoncesalget bliver varetaget af Jyllands-Posten.
2