I dag har Danske Medier offentliggjort en liste over medier, som har søgt redaktionel produktionsstøtte. På listen er tre medier, man ikke er vant til at se i bunken, nemlig Aller-ugebladene SE og HØR, Billed-Bladet og Familie Journal.
Men ifølge Aller har de tre ugeblade lige så god ret til at få mediestøtte som flere andre af de medier, der i dag får støtten. Det er grunden til, at man nu søger.
”Vores tre udgivelser kan sammenlignes 1-1 med nogle af de andre produkter, der får mediestøtte. Man kan eksempelvis sammenligne med underholdningsstoffet i BT og Ekstra Bladet. Det er meget ofte, vi ser underholdningsstof på forsiden af de to aviser – sjovt nok især om onsdagen, hvor vi udkommer. Tilsvarende ligger meget af det livsstilsstof, vi har i Familie Journal, tæt på livsstilsstoffet i aviserne,” siger Anette Kokholm, der er udgiverdirektør for Allers ugeblade.
Hun nævner også, at ugebladene hverken får avisernes momsfritagelse eller public service tv-kanalernes licens, selv om de også beskæftiger mange redaktionelle medarbejdere.
Har I brug for mediestøtte?
”Vi har lige haft en sparerunde så sent som for halvanden uge side, hvor vi opsagde nogle DJ-medlemmer. Og så vil jeg også sige, at vores blade har en meget stor og dyb forankring i det folkelige element. Det kan godt ligne noget smagsdommeri, at nogle får den her støtte, mens andre ikke gør. Vores læsere er vel lige så meget værd,” siger Anette Kokholm.
Retfærdighed og forretning
På Kulturstyrelsens hjemmeside kan man læse, at mediestøtten har som formål at ”fremme et alsidigt og mangfoldigt udbud af nyheder af samfundsmæssig og kulturel karakter med henblik på styrkelse af det danske demokrati og den demokratiske debat.”
I forhold til det formål mener Anette Kokholm også, at ugebladene har en funktion.
”Jeg synes, de har nøjagtig lige så vigtig en funktion som BT og Ekstra Bladet. Jeg tror, flere af vores læsere får en stor del af deres medieforbrug og information gennem vores medier. Men jeg vil helst ikke gå så meget ind i formålsparagraffen, men bare understrege, at når man har en mediestøtte, skal den gives på lige vilkår. Det handler om retfærdighed og især om lige forretningsbetingelser.”
Begge aviser har en væsentlig dækning af politik og samfund, det har I vel ikke?
”Det er rigtigt, de har nogle stofområder, vi ikke har. Men se på frekvensen af sundhedsforsider på BT – et stof vi også dækker. Eller dækningen af kongelige og kendte, der er heller ikke den store forskel,” siger Anette Kokholm.
Skal dækningen af kongelige og kendte have mediestøtte?
”Det vil jeg ikke ind i. Jeg kan bare gentage, at når de medier får den, bør det gives hele vejen rundt.”
Hvad ville støtten betyde for jeres journalistik?
”Det ville betyde, at vi kan sikre nogle arbejdspladser længere frem. Det er ikke nogen hemmelighed, at printmedier er under pres, og det er svært at finde indtægter fra andre kanaler.”
Er I optimistiske om jeres chancer for at få støtte?
”Det ved jeg ikke. Vi er spændte,” siger Anette Kokholm.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.