Aller Media nedlægger 13 stillinger

I alt 13 ansatte i Aller Media har i dag modtaget en fyreseddel. Herunder er syv ansat på en DJ-overenskomst. Fyringerne sker for at tilpasse forretningen, siger adm. direktør Lars Matjeka: ”Vi er nok nødt til at se forandringer som et grundvilkår i vores arbejdsliv”

Her til formiddag har i alt 13 ansatte i Aller Media fået besked om, at deres stilling er nedlagt, og at de er opsagt. Det fortæller administrerende direktør i Aller Media Lars Matjeka til Journalisten.

”Stillingsnedlæggelserne sker på tværs af husets medarbejdergrupper. Det er hele vejen rundt, og både medarbejdere og ledere er berørt. I alt nedlægger vi tre lederstillinger. Det ligger mig meget på sinde, at vi bærer en fælles byrde,” siger han.

Syv af de 13 opsagte er ansat på en overenskomst med Dansk Journalistforbund. Herunder er fire af dem medlemmer af forbundet. Men ifølge direktøren er hele huset påvirket af situationen:

”Det ville være unaturligt, hvis der var feststemning på en dag som i dag,” siger han. 

Vil udkomme med samme kvalitet

Fyringerne sker ifølge administrerende direktør Lars Matjeka som et led i at tilpasse mediehusets forretning.

”Det handler om, at vi jo befinder os i en branche, som hele tiden er udfordret på måden, vi driver vores forretning på. Det betyder, at vi konstant må balancere vores omkostninger op mod vores indtægter og investeringer,” siger han.

Det er kun halvandet år siden, Aller sidst lavede en lignende tilpasning. Det skete i marts 2016, hvor 12 stillinger blev nedlagt. Dengang var to af de opsagte medarbejdere DJ-medlemmer.

Kan man undgå, at det går ud over den journalistiske kvalitet i jeres udgivelser, at I nu skærer igen?

”Jeg oplever, at vores medarbejdere er ekstremt dygtige til at tilpasse sig og at finde nye og bedre måder at arbejde på. De formår at udkomme med indhold af fuldt ud samme kvalitet – hvis ikke bedre – fordi de er vildt seje til hele tiden at udvikle sig,” siger Lars Matjeka.

Alle må producere billigere og mere effektivt

Direktøren afviser også, at de aktuelle stillingsnedlæggelser betyder, at de tilbageværende journalister i Aller Media kommer til at skulle løbe hurtigere.

”Det er ikke sikkert, vi skal producere det samme. Det handler også om hele tiden at kigge på vores evne til at genbruge og få mest muligt ud af det materiale, vi har. Men når det er sagt, må vi også bare erkende, at alle i den her branche er nødt til at kunne producere billigere og mere effektivt end for bare tre eller fem år siden,” siger Lars Matjeka.

Kan du berolige de ansatte i Aller med, at der ikke venter en ny runde stillingsnedlæggelser igen om et år eller halvandet?

”Jeg kan aldrig nogensinde give nogen garantier. Markedet er konstant i bevægelse, og vi kan ikke se ind i krystalkuglen. Selvfølgelig skaber sådan noget her utryghed – og min opgave er at skabe mindst muligt utryghed. Men vi er nok nødt til at se forandringer som et grundvilkår i vores arbejdsliv,” siger han.

Journalisten forsøger at få et interview med fællestillidsrepræsentant Kirsten Beyer Olrik. Konsulent i Dansk Journalistforbund Marianne Molin fortæller, at hun i morgen har et møde med dem, der er blevet opsagt i Aller i dag.

”For at se på, hvad de har fået af vilkår, og om der er noget yderligere, vi kan hjælpe med. Derudover tager DJKT (DJ’s afdeling for karriere og trivsel, red.) over og ringer i næste uge til de opsagte og spørger, hvad vi kan hjælpe med,” siger hun.

Langt fra første sparerunde

De seneste år har Aller Media været igennem en række sparerunder.

I 2010 blev layout af tre magasiner outsourcet til Letland.

I 2014 overtog Ritzaus Bureau produktionen af radio- og tv-oversigter. Samme år nedlagde Aller en række blade, den digitale forretning og fyrede 23 medarbejdere.

I 2015 lukkede ugebladet Kig Ind, og fem medarbejdere blev opsagt sammen med fire medarbejdere på Vi Unge og Femina.

0 Kommentarer