Aller har sendt layout af tre magasiner til Letland. Prisen er den halve, og sprog er ikke et problem – for de lettiske medarbejdere taler dansk. 30 danske aviser får lavet annoncer i Bolivia.
GLOBALISERING. For tre år siden besluttede Allers ledelse, at fritskrabning af fotos skulle outsources til Østen. Nu er Aller gået skridtet videre og outsourcer layoutet af tre blade til Letland – Psykologi, Mad og Antik&Auktion. Det har kostet en layouter på Psykologi jobbet.
Dermed er det ikke kun simple rutineopgaver, der bliver løst af lavere betalt arbejdskraft i udlandet, men også avancerede visuelle magasinløsninger. Men er det overhovedet muligt at have samme redaktionelle ping-pong, når layouterne ikke kan læse de tekster, de arbejder med? Ja, mener direktør Jørgen Hansen i det danske kommunikationshus Par No 1, der layouter Aller-bladene i Riga og i øvrigt er delvist ejet af LO's medieselskab, A-Pressen.
»Vi har lige ansat fem lettere, der taler flydende dansk. De taler næsten bedre dansk, end vi gør her i Jylland,« siger Jørgen Hansen, der forklarer, at det typisk koster det halve at få løst opgaver i Letland.
Ud over Psykologi, Mad og Antik&Auktion laver Par No 1 blandt andet fagblade, kataloger og tilbudsaviser. Direktør Jørgen Hansen har registreret en stigende interesse fra medier, der overvejer at outsource. Lige nu er der 17 medarbejdere i Riga. Inden for et år stiger det antal til 40.
»Vi ser en tendens til, at mere bliver outsourcet, fordi mediebranchen er presset på økonomien. Hvis man ikke kan øge indtægterne, er man nødt til at kigge på omkostningerne, og der spiller udgifterne til løn en stor rolle,« siger Jørgen Hansen.
Udliciteringen har betydet, at de tre Aller-blade er gået over til en højere grad af skabelon-layout, men Jørgen Hansen er positivt overrasket over lettiske medarbejdere.
»Uddannelsesmæssigt er niveauet højt, og de er knap så forvænte som os herhjemme.«
Tidligere på året måtte Danske Specialmedier efter pres fra blandt andet DJ aflyse en aftale om at outsource layoutarbejde til Bangladesh. Men outsourcing-bølgen er ikke ebbet ud. Ekstra Bladets ledelse har for eksempel besluttet at flytte billedbehandling til Bangladesh. Og Vejle Amts Folkeblad, Fredericia Dagblad og Horsens Folkeblad har outsourcet annoncearbejdet til Bolivia – med støtte fra Danida.
Chefredaktør og direktør på Vejle Amts Folkeblad Alex Pedersen fortæller, at erfaringerne efter to år er gode.
»Ikke for at nedgøre det, men det er jo ikke raketvidenskab at sætte annoncer op, og de gør det godt i Bolivia,« siger Alex Pedersen, der sender materialet til et selskab i Bolivia, som Vejle Amts Folkeblad ejer sammen med Horsens Folkeblad.
Virksomheden i Bolivia producerer annoncer for omkring 30 danske avistitler – blandt andre Holbæk Amts Venstreblad, Brædstrup Avis, Bjerringbro Avis og Fagbladsgruppen i Herning.
»Og tallet er støt stigende,« siger Alex Pedersen, der ikke vil sætte tal på, hvor mange danske arbejdspladser det har kostet. Men i juni kom det frem, at samarbejdspartneren Horsens Folkeblad fyrede tre grafikere på HK-overenskomst på grund af aftalen.
Pål Thore Krosby, administrerende direktør i Aller Media, siger, at flere Aller-udgivelser kan følge Psykologi, Mad og Antik&Auktion til Letland – hvis det passer til produktet og udgivelsesfrekvensen.
»På små udgivelser, der er økonomisk presset, er vi nødt til at kigge på udgifterne, hvis de skal overleve. Det gælder også udgifterne til layout. Erfaringerne fra Letland er, at kvaliteten er lige så god, som før vi outsourcede,« siger Pål Thore Krosby.
Skal layouterne i Aller Media være bange for at miste arbejdet?
»Jeg mener ikke, at de skal frygte for deres arbejde, men det er klart, at vi er nødt til at spare, hvor vi kan.«
Jesper Bjerg, art director og tillidsmand i Aller, kan ikke forestille sig, at en hel række Aller-blade bliver outsourcet.
»Det er en glidebane, men realistisk set tror jeg, de færreste produkter vil blive lavet efter den model. Produktet bliver for dårligt, og arbejdsgangen er for usmidig, hvis man outsourcer til lande som Rusland, Letland eller Bangladesh.«
Mogens Blicher Bjerregård, formand i DJ, mener, at outsourcing gør det sværere at udvikle produkterne.
»Det er en forkert vej at gå for Aller at gå på kompromis med kvaliteten. Danske grafikere leverer topkvalitet, og det er også noget, læserne værdsætter. I den moderne medieverden bliver det faktisk endnu mere vigtigt, at layoutet er af høj kvalitet.«
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.