I løbet af november vil Aller Press relancere de sidste af de 33 nye websites til virksomhedens ugeblade og magasiner.
Billedbladet.dk og seoghoer.dk er nogle af Aller Press' hjemmesider, som allerede er blevet relanceret i løbet af 2008. I november vil de sidste af medievirksomhedens 33 nye websites blive relanceret, og ifølge Aller Press vil siderne især indeholde artikler, ekspertråd og gør det selv-tips.
»Vores mål er at stimulere brugere til at gå fra et univers til det næste ved at tilbyde målgruppen adgang til temaer i stedet for blot et enkelt medie. Det betyder eksempelvis, at man automatisk vil få adgang til flere redaktioners artikler om boligindretning, når man besøger sit favorit website, og det vil være til stor glæde for brugere, der kan gøre brug af den store viden, redaktionerne tilsammen ligger inde med på en lang række områder,« siger direktør for Aller Special Medier Jesper Ulsø ifølge business.dk. På sigt vil Aller Press udvide siderne med bruger-communities, web-tv, mobile tjenester, spil og e-shops.
Relanceringerne sker i en tid med finanskrise og lav annoncemængde. Direktøren i mediehuset Aller Press, Pål Thore Krosby, forsikrer dog overfor Journalisten.dk, at finanskrisen er udramatisk for virksomheden.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.