Allers nye freelancevilkår har fået de svenske freelancere til at protestere. Mediehuset vil genudgive materiale for en alt for lav pris, siger freelancerne. Aftalen kan også få konsekvenser i Danmark.
600 kroner per side. Til deling mellem fotograf og journalist. Det er Aller Medias nye tilbud til freelancere, der får deres materiale genudgivet i et af Allers magasiner, og det har bragt sindene i kog i Sverige. Det skriver det svenske Journalisten.se.
Allers oplæg til en ny aftale har allerede afstedkommet en større protestaktion på nettet. Freelancere skriver kommentarer på magasinernes hjemmesider og Facebook-sider, hvor de protesterer mod den lave pris og mod, at interviewpersoner risikerer at finde sig selv i udgivelser, de ikke var blevet gjort opmærksom på ville bringe deres artikel.
Hos Aller forsvarer man den nye freelanceordning.
»Aftalen går ud på at efteranvende materiale inden for den nordiske koncern. For svenske freelancere handler det om publikationer i Danmark, Norge og Finland. Det indebærer en mulighed for journalister at få sit materiale publiceret i aviser og tidsskrifter, man ellers ikke kunne havne i. Der er mange, som siger at de ser positivt på aftalen,« siger Nils Hederström, HR direktør i Aller Media, til Journalisten.se.
De svenske freelancere frygter ikke kun for deres egne vilkår – de frygter også, hvordan den alt for lave pris kan påvirke forholdende i nabolandene.
»Vi vil også være solidariske med vores nordiske kolleger. Omskrevne svenske artikler kan udkonkurrere vores freelance-kolleger i andre lande,« siger Åsa Ohlsson, ordfører i den svenske freelancegruppe.
Aller var tilbage i 2009 i konflikt med de danske freelancere, der ikke mente at mediehuset overholdte overenskomsten. Konflikten endte med, at Dansk Journalistforbund sidste år tabte en voldgiftssag til Aller. I de efterfølgende forhandlinger om forhandlinger om freelancernes forhold fik Aller dog ikke udvidet sin ret til at videreudnytte materiale fra freelancerne.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.