INDFLYDELSE. 'En holistisk proces'. Sådan beskriver arkitekten bag Allers kommende domicil på Havneholmen i København, Steen Enrico Andersen, tilblivelsen af det nye bladhus i artiklen »Medarbejdere med til at forme Aller-forlags nye domicil« i Børsen. Men det er langtfra sådan, medarbejderne i Aller selv opfatter prestigebyggeriet, der om få år skal huse 800 af Allers medarbejdere.
I artiklen i Børsen lovpriser arkitekten det nære samarbejde med Aller-koncernens ansatte, som altså har ført til det moderne mediehus, 'der voksede indefra og udefra samtidigt', og som snart skyder op nær Fisketorvet.
Artiklen har ifølge faglig konsulent i Dansk Journalistforbund Hans Jørgen Dybro ikke meget at gøre med den virkelighed, som medarbejderne på Aller har oplevet:
»Artiklen skilter med, at medarbejderne på Aller er blevet inddraget i processen, og det er faktuelt forkert,« siger han og tilføjer, at flere medarbejdere har undret sig over artiklen og over slet ikke at være blevet inddraget i, hvordan deres kommende arbejdsplads kommer til at se ud.
Sikkerhedsrepræsentanter og tillidsrepræsentanter i Aller har nu gjort krav på at blive involveret i byggeplanerne, men det er endnu ikke sket.
»Tillidsrepræsentanten har krav på at blive informeret løbende om byggeplanerne, men det har Allers ledelse hidtil set stort på,« siger Hans Jørgen Dybro.
I Carl Aller Etablissement er under-
direktør Jens Vestager overrasket over artiklen i Børsen. Han forklarer, at det kun er den ydre skal af huset, der hidtil er kommet på tegnebrættet, og i den proces er medarbejderne ikke blevet involveret.
»Hvordan huset kommer til at se ud indvendigt, er helt op til lejerne, hvor den største bliver Aller Press. Her forventer jeg helt sikkert, at medarbejderne får rig lejlighed til at komme med deres ønsker,« siger Jens Vestager.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.