search

Aller fyrer 23 fastansatte

Aller Media lukker fire magasiner og printudgaven af Tidens Kvinder i sparerunde, der koster 23 fastansatte jobbet. Tillidsrepræsentant overrasket over nedskæringernes omfang. »Der er blevet grædt mange tårer,« siger hun  (Opdateret 14:51)

Aller Media oplyser i en pressemeddelelse, at virksomheden lukker tre blade rettet mod unge – Street Boys, Topmodel og Frikvarter. Gratisbladet Mor lukkes også, og Tidens Kvinder vil i fremtiden kun udkomme på nettet. Aller sætter desuden de to digitale satsninger, X-priser og slankedoktor.dk til salg.

Nedskæringerne sker i forbindelse med en sparerunde, hvor Aller Media ”tager konsekvenserne af et presset mediemarked”. Derfor lukkes de dele af forretningen, som ikke lever op til forventningerne.               

Syv af medarbejderne er redaktionelle medarbejdere, oplyser administrerende direktør Pål Thore Krosby.

Han skriver i en mail, at Aller Media vil forsøge at omplacere så mange af medarbejderne som muligt. 
"Vi er lykkedes med én så langt, og vi vil fortsætte med at undersøge alle muligheder fremadrettet," skriver han.

Fællestillidsmand for DJ-medlemmerne i Aller Media, Kirsten Beyer håber, at det lykkes at omplacere et par af de redaktionelle medarbejdere.

»Der er også ofte vikariater i huset, så vi skal gøre alt, hvad vi kan for, at de kan blive,« siger hun.

Kirsten Beyer fortæller, at nedskæringernes omfang har overrasket hende.

»Vi får hele tiden at vide, hvor lønsomme vi er. Men da det gik op for mig, at det var så mange, tænkte jeg ”hold da op”.

Hun har været sammen med alle syv DJ-kolleger i dag.

»Der er blevet grædt mange tårer. Både blandt de fyrede og blandt dem, der bliver tilbage. Folk spørger sig selv: Hvad nu? Det spreder sig i huset. Der er ingen meldinger om, at der kommer noget lignende. Men der gives selvfølgelig ikke nogen garantier,« siger Kirsten Beyer.

Pål Thore Krosby siger i pressemeddelelsen, at Aller Media har en strategi, som man følger, og som skal ruste Aller til fremtiden.

”Men som alle andre medievirksomheder oplever vi et presset marked, som hele tiden kræver, at vi justerer vores portefølje og sikrer, at alle dele af forretningen er lønsomme. Derfor foretager vi nu et greb, hvor vi har valgt at lukke nogle printprodukter rettet mod unge, da netop denne målgruppe i stigende grad fravælger print til fordel for digitale medier,” fortæller Pål Thore Krosby.
(Opdateret med mailsvar 14:26 fra Pål Thore Krosby og 14:41 med interview med Kirsten Beyer)

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen