Aller-chef advarer mod digitalt selvsving i mediebranchen

Allers øverste chef, Pål Thore Krosby, advarer mod at satse alle pengene på nye digitale trends.

Allers øverste chef, Pål Thore Krosby, advarer mod at satse alle pengene på nye digitale trends.

Pål Thore Krosby, administrerende direktør i Aller, mener, mediebranchen har nemt ved at gå i selvsving over nye digitale tiltag, for eksempel iPads eller andre tablets, siger han i Børsen i dag.

»Der er nogle gange en tendens til, at man hidser hinanden op på markedet, når det gælder for eksempel tablets i en slags masse-suggestion. Bliver det en succes for medierne? Måske. Men inden det sker, har dem, som er first movers på området, brugt en masse penge. Lige nu ville jeg ikke satse mine penge på det,« siger han.

Derfor har man i Aller-koncernen besluttet at tage det roligt med digitale satsninger.

»Vi har ændret vores strategi fra at være vældigt eksperimenterende til at foregå med mindre aggressivitet og i et lavere investeringstempo,« siger Pål Thore Krosby.

I stedet vil Aller satse på mange forskellige kilder til indtægter, der kan sikre langsigtet lønsomhed.

0 Kommentarer