Alle vil interviewe Breivik

Der er nu åbnet op for, at den terrorsigtede nordmand Anders Behring Breivik må udtale sig til medierne. Kun norske NRK siger nej tak.

Der er nu åbnet op for, at den terrorsigtede nordmand Anders Behring Breivik må udtale sig til medierne. Kun norske NRK siger nej tak.

Anders Behring Breivik, manden bag terrorangrebet mod Oslo og massakren på øen Utøya, må nu tale med medierne. Det besøgsforbud, der har været i kraft siden han blev fængslet, er blevet ophævet og erstattet med besøgskontrol. Men selv om interessen er stor, har Anders Behring Breivik endnu ikke givet nogen interviews.

»At han ikke ønsker at møde medierne er efter mit råd. Afhøringerne er endnu ikke færdige, og det er for tidligt at stille op til interview. Det er vigtigt at han siger det, han skal i de formelle afhøringer og at disse afsluttes inden han stiller op til interview med medierne,« siger Breiviks forsvarer Geir Lippestad til Journalisten.no.

Det har ellers ikke skortet interesse fra pressen. Geir Lippestad har tidligere fortalt hvordan han er blevet chikaneret og truet af journalister, og han har endda måttet jage en journalist ud af sin stue. Men langt hovedparten opfører sig ordentligt, siger han. Også når de prøver at komme i kontakt med den sigtede.

»Samtlige medier har sagt, at de ønsker at tale med ham. Alle seriøse medier, både nationale og internationale – som for eksempel BBC – ønsker at interviewe ham. NRK er de eneste som har sagt, at de ikke ønsker interview men blot en baggrundssnak,« siger Lippestad.

Nyhedsredaktør på NRK Stein Bjøntegård siger til Journalisten.no, at stationen er bekymret for at give Anders Behring Breivik muligheden for en talerstol. Derfor ønsker stationen ikke at interviewe ham lige nu. En baggrundssnak om den sigtedes tankegang mener Bjøntegård derimod at have kontrol over – derfor er det en bedre løsning.

1 Kommentar

Niels Riis Ebbesen
28. NOVEMBER 2011
Re: Alle vil interviewe Breivik

Ja, vi må vel bare konstatere, at journalister ikke har et normalt forhold til moralbegreber, og at de er pararte til at være mikrofonholder for fanden selv, hvis han skulle være villig til at stille op til et interview.

Med venlig hilsen

Niels Ris Ebbesen