Sidste år blev Louise udsat for sexchikane. Det varede en enkelt dag, og han rørte ikke ved hende. Alligevel følte hun sig krænket.

SEXCHIKANE. »Det var aldrig faldet mig ind, at man kunne få det så dårligt af ord,« siger den unge kvinde. Hun har valgt at fortælle om dengang for godt et år siden, da en kollega, som aldersmæssigt kunne være hendes bedstefar, fik det meste af en dag til at gå med at fortælle om sine seksuelle lyster – og spørge til hendes.

»Hvis man ikke selv har prøvet det, tror man ikke, det foregår. Jeg tænkte selv på sexchikane som noget, der sker i et lille privat firma, hvor en stor, fed chef går rundt og klapper sekretæren i røven,« siger Louise.

Louise er ikke hendes rigtige navn. Hun frygter, at hvis hun står frem med sin historie, ville hun risikere at blive betegnet som »sladrehank«, »selv ude om det«, eller allerværst: »løgner«.

Det var i sensommeren 2003. Louise havde været i praktik på et større dagblad en måneds tid, da hun blev spurgt, om hun ville på opgave med en af de erfarne journalister. Vi kalder ham Preben. Han sad normalt på en redaktion et andet sted i landet.

De skulle tilbringe størstedelen af dagen i hans bil.

»Inden vi tog af sted, sad vi og snakkede stille og roligt,« husker Louise.

»Det var meget hyggeligt, men jeg kan huske, at jeg allerede, da vi satte os ind i bilen, fortalte en masse om min kæreste. Jeg ved egentlig ikke helt hvorfor, det var vel bare for at få det på plads, at jeg havde én. På det tidspunkt havde jeg ikke hørt noget om, at han skulle være en skummel fyr. Det var først bagefter, jeg fik det at vide.«

Inden længe tog samtalen en drejning. Preben begyndte at snakke om kvinder, bryster og undertøj.

»G-strengstrusser var hans favorit. Han mente ikke, der var noget bedre end en ung kvindenumse i et par g-strengstrusser. 'Gammelt kød er overvurderet', sagde han også på et tidspunkt. Det er simpelthen den klammeste sætning, jeg længe har hørt,« siger Louise med nedadvendte mundvige.

Louise tog ikke videre notits af hans snak. Hun snakkede med og kommenterede, selv om hun syntes, at emnet var upassende.

»Jeg tænkte bare: 'Nu skal vi arbejde sammen. Så må vi være venner og få det bedste ud af det',« forklarer hun.

Men Preben, der er omtrent 40 år ældre end hende, stoppede ikke her.

»Han snakkede for eksempel om, at det var sjovt at kysse nogen med piercing i tungen. Og så spurgte han mig, om jeg nogensinde havde været sammen med en neger. Han fortalte, at han havde været sammen med en neger, og at det var helt specielt, fordi 'de har en speciel lugt'.«

Senere på dagen, da de to kolleger går ned ad en gade, råber en person til Preben: »Hvad så, er du ude at gå tur med datteren?« Preben svarer prompte, at det da er hans kæreste. Louise refererer hændelsen med afsky.

»Jeg fik det rigtig skidt. Jeg syntes simpelthen, det var så klamt.«

Da dagens opgave var klaret, og de skulle sige farvel, begyndte Preben at snakke om, hvor dejlig dagen havde været.

»Han sagde til mig, at han ikke kunne huske, hvornår han sidst havde haft det så hyggeligt og sjovt sammen med et andet menneske, og at han virkelig syntes, vi lignede hinanden og passede godt sammen. Da vi kom tilbage i nærheden af avisens redaktion og Prebens hotel, spurgte han, om jeg ville med op og se hans hotelværelse, eller om jeg ville vente i foyeren.«

Louise takkede pænt nej til invitationen og ventede, mens han hentede noget på sit værelse. Da hun kom tilbage på arbejdet, tænkte hun ikke videre over dagens forløb. Reaktionen kom først senere.

»Da jeg kom hjem efter arbejde, begyndte jeg at få ondt i hovedet og blev træt i kroppen. Og da jeg talte med min kæreste, begyndte jeg bare at tudbrøle. Jeg havde det virkelig, virkelig dårligt. Det var først dér, det gik op for mig, hvor ubehageligt og anstrengende, det egentlig havde været. Jeg havde jo hele dagen brugt kræfter på at høre på hans perversiteter og snakket med, så godt jeg kunne,« forklarer Louise.

Hun følte sig krænket.

»Jeg kan tåle at høre på meget pis, før min verden går under,« siger Louise.

»Men når man er ude og lave et stykke arbejde, og den, man skal arbejde sammen med, er fuldstændig ligeglad med, hvad man kan og vil, men bare vil snakke om sex, så tænker man: 'Er det sådan, du ser mig?' Det er pissenedværdigende. Skældud og kritik – fuck det. Hvis jeg havde fået en skideballe, fordi jeg var inkompetent, ville jeg have taget den til efterretning og været glad for, at nogen havde sagt det til mig. Men at blive behandlet, som om man ikke kan andet end snakke om sex, det er meget, meget værre. Man vil jo bare passe sit arbejde.«

– Men hvorfor sagde du ikke bare fra?

»Det tænkte jeg også bagefter: Jeg kunne jo bare have sagt fra. Jeg er nok rigtig god til at gå i forsvarsposition og snakke mig ud af en ubehagelig situation. Men jo mere man finder sig i, jo sværere er det at sige fra. Det er også den der med, at hvis man lægger ud med at sige: 'Ved du hvad, det dér gider jeg altså ikke at høre på', så er der dårlig stemning resten af dagen. Og så vidste jeg også, at sandsynligheden for, at jeg skulle arbejde sammen med ham igen, ikke var så stor, fordi han normalt sad i den anden ende af landet. Så jeg holdt ud.«

Louises humør blev ikke bedre af, at næste dag også var afsat til en køretur med Preben.

»Næste dag var jeg den sureste kælling i verden. Først spurgte han, om der var noget galt og gik så hen og lagde armen om mig og sagde drillende: 'Er du sur i dag?' Jeg svarede, at jeg havde hovedpine. Jeg tror godt, han kunne se, at jeg var sur, så han lod mig være det meste af dagen. Vi havde heldigvis også en fotograf med den dag, så vi var ikke alene mere.«

Louise fortalte sin kæreste og sine nærmeste venner og medpraktikanter om den ubehagelige oplevelse, men hun gik ikke videre med sagen.

»Jeg havde ikke selv sagt fra, og jeg havde en følelse af, at hvis jeg havde sagt stop, så var han nok også stoppet. Så på en måde var det jo min egen skyld. Jeg kunne heller ikke bevise noget, for vi havde været helt alene. Det ville være ord mod ord, og han kunne jo bare sige, at det var mig, der var latterlig. Det havde også været noget andet, hvis han havde rørt ved mig. Så havde jeg nok gjort noget ved det,« siger Louise.

Efterfølgende har hun fået at vide, at Preben er kendt som én, der er lidt for glad for unge kvinder.

»Jeg fandt ud af, at det nærmest var almindelig viden, at han var klam over for unge piger. Der er åbenbart forståelse for, at sådan er han bare. Og det er ikke fedt, at der bare er nogen, der er sådan. Han skal have at vide, at sådan gør man ikke. Jeg burde selv have sagt det til ham,« erkender Louise.

I dag er hun kommet sig over hændelsen, men skyldfølelsen nager.

»Det kan godt genere mig lidt, at han garanteret kører videre i samme spor. Så kan jeg godt få lidt dårlig samvittighed over, at jeg ikke sagde fra. Jeg synes fandeme, det er sørgeligt, at vi er så mange, der finder os i det,« siger hun og henviser til Journalistens rundspørge om sexchikane.

– Har du ikke lyst til at få hævn?

»Nej. Jeg har ikke lyst til at slå ham eller få ham fyret eller noget i den retning. Men hvis jeg fik modet til det en dag, kunne jeg godt tænke mig at fortælle ham, hvor klamt jeg synes, det var at høre på en halvgammel mands seksuelle meninger og forklaringer og forespørgsler. Og hvor lidt jeg har lyst til, at han skal vide, hvilket undertøj, jeg kan lide, og om jeg har været sammen med en neger og at blive præsenteret som hans kæreste. Og at høre ham sige: 'Vi forstår bare hinanden så godt'. Det er da nok det sidste, vi gør!«

Redaktionen er bekendt med både Prebens og Louises sande identitet.

* Læs også: Praktikanter sexchikaneres