ALLE UNDER MISTANKE

Ansatte på Kristeligt Dagblad er rystede over, chefredaktøren udleverede alle ansattes CPR-numre til politiet i forbindelse med tyverier på avisen.
Ansatte på Kristeligt Dagblad er rystede over, chefredaktøren udleverede alle ansattes CPR-numre til politiet i forbindelse med tyverier på avisen.


• Det begyndte med bøger og mad, der forsvandt fra redaktionen på Kristeligt Dagblad. Siden forsvandt blandt andet en bærbar pc til 25.000 kroner, og så blev politiet indblandet.
Dog ikke på den måde, medarbejderne kunne ønske det. For de var ikke orienteret om tyverierne fra ledelsen. Og slet ikke om, at chefredaktør Erik Bjerager havde kontaktet politiet og i den forbindelse havde udleveret alle 60 ansattes CPR-numre til ordensmagten, så de kunne undersøge medarbejdernes straffeattester.
Alle ansatte var nemlig gjort til potentielt mistænkte, uden de havde fået det at vide. En fremgangsmåde som medarbejderne er voldsomt rystede over.
»Jeg synes, det er dybt ubehageligt og temmelig uheldigt,« siger tillidsmand Bente Clausen om sagen, som hun ikke mener, gavner forholdet mellem ledelse og medarbejdere.
»Rent etisk må man sige, at sagen halter meget. Og vi har da også fået lovning på, at det ikke vil foregå på samme måde en anden gang,« siger Bente Clausen.
Lidt stærkere udtrykker en anden medarbejder sig.
»Vi er stærkt krænkede. Det kunne jo i princippet være, at tingene var blevet lånt med hjem. Men det kom som et lyn fra en klar himmel, at politiet var indblandet,« siger en kilde, der ønsker at være anonym.
»Man kan da ikke mistænkeliggøre folk uden at gøre dem opmærksom på det. Vores chef kræver total loyalitet af os, men selv mistænker han os for at stjæle. Og endda uden at spørge os, om der mon var nogen, der havde lånt nogle ting og dermed give folk en chance. Hvad vil der ske næste gang, der er en sag i huset?,« siger den anonyme, der også finder det mærkværdigt, at et blad, der behandler moralske spørgsmål ud fra et kristent synspunkt, har en chef, der behandler sine ansatte med så stor mistillid.

Ked af affæren
Chefredaktør Erik Bjerager er også ked af hele affæren.
»Jeg kan egentlig godt forstå medarbejdernes reaktion. Men min situation var også ubehagelig, fordi der blev stjålet fra arbejdspladsen, og jeg ville ikke ende i en situation, hvor alle mistænkte alle. Derfor henvendte jeg mig til politiet, der foreslog, at jeg kunne udlevere CPR-numrene til dem. Og de ville så kigge nærmere på folks straffeattester,« siger Erik Bjerager, der fortryder, at han ikke kontaktede tillidsmanden, inden han kontaktede politiet.
»Det er klart, at man bliver stødt af at være uskyldig mistænkt. Men jeg stod i en umulig situation, hvor politiet anbefalede, at jeg løste det stille og roligt. Personligt mener jeg ikke, at det her er en stor sag, for jeg har ikke gjort noget unormalt. Bare fulgt politiets anbefalinger, men jeg ville nok tackle det anderledes næste gang,« siger Erik Bjerager.
Sagen blev kun kendt af medarbejderne, fordi en af de få indviede ved en fejl offentliggjorde den glædelige nyhed politiet var kommet med. Nemlig, at alle medarbejdere havde rene straffeattester.
Det undrede de ansatte, der intet vidste om politiets undersøgelse af deres fortid.
Politiet har i øvrigt i mellemtiden fundet gerningsmanden, der ikke var fra det faste personale.
Synderen er en rengøringsvikar, der tidligere er dømt for kriminalitet og for øvrigt har en lang straffeattest.

0 Kommentarer