Nordkorea lukker nødigt vestlige journalister ind, men når det sker, er det under massiv kontrol og med meget, meget kort snor.

OVERVÅGNINGSSAMFUND. Alene det at komme ind i Nordkorea er et maratonløb i blinde. Man aner ikke, om der er en målstreg, eller om man løber forgæves, og når man endelig kommer over stregen, er man ikke i stand til at foretage sig noget som helst.

Efter to et halvt års forsøg og gentagne kontakter til Nordkoreas ambassade lykkedes det dette efterår fire danske journalister at få visum til verdens sidste stalinistiske samfund. Ønsket var at beskrive hverdagen i landet, der ligger isoleret bag hårde internationale sanktioner og verdens stærkest befæstede grænse. Men med mærkaten i passet fulgte den strenge formaning, at formålet med det fire dage lange besøg kun var at se en såkaldt masseoptræden med 100.000 medvirkende. Og stort set sådan blev det.

I Nordkorea lever 23 millioner mennesker tilsyneladende med den stålsatte overbevisning, at deres land er verdens bedste. Og det med den tilføjelse, at de kun har Den Store Leder og Den Kære at takke for, at det går så godt.

Den gigantiske masseoptræden var derfor en lang hyldest til Kim Il-Sung, Kim Jong-Il og Nordkoreas lange, trange vej mod den fremgangsrige nation, landet foregiver at være i dag. Men det var samtidig en opvisning i pressekontrol og mediestyring i et omfang, verden ikke tidligere har set. Med en omskrivning af et Saddam Hussein-citat kan man sige, at alle spindoktorers moder bor i Pyongyang.

Vores kameraer måtte kun rettes mod selve forestillingen, publikum måtte ikke kontaktes, vi måtte ikke engang komme tættere på dem end ti meter, fotograferne måtte ikke forlade deres stole, tissepauser foregik under opsyn – og først når vejen til toilettet var meldt fri for lokale tissetrængende. Efter forestillingen blev vi forsøgt gennet ud, inden de 50.000 publikummer og 100.000 medvirkende nåede at fylde vejen væk fra det stadion, hvor forestillingen fandt sted.

Og hvis det så bare var det. Hvor rigtige spindoktorer også skal hjælpe journalister rundt i organisationer, var målet i Nordkorea kun at hylle journalister i en tåge af uvidenhed og misinformation. Det skete ved at fragte os rundt til det, styret gerne ville have, vi skulle se – og kun det.

Kritiske spørgsmål blev besvaret med et smil eller en hovedrysten, ønsker om interview blev ignoreret, og forslag til reportagemuligheder syltet eller obstrueret. Hver journalist havde sin egen oppasser, der skulle forestille at introducere Nordkorea til udlændinge, men som i virkeligheden kun havde til formål at holde journalister i meget kort snor. For eksempel forsøgte de at hindre, at der blev taget billeder af ufordelagtige scener, som da en dreng hagede sig fast på bagskærmen af en mere end overfyldt trolley-bus.

På hotellet var lobbyen og den eneste udgang konstant overvåget af guider, der skulle sikre, at ingen vesterlændinge forlod hotellet uden for det officielle program.

Transporten rundt foregik i en minibus, og der blev gjort store anstrengelser for at parkere den lige foran døren ved de forskellige programpunkter. Det kom til at virke, som om vi hellere måtte bruge ti minutter på at bakke frem og tilbage end gå 50 meter ned ad en gade, hvor vi kunne møde nordkoreanere.

Programmet var fastlagt af Den Demokratiske Folkerepublik Koreas tredje internationale rejsebureau og bestod af besøg på Museet for Fædrelandets Sejrrige Befrielseskrig, Monumentet for Fædrelandets Sejrrige Befrielseskrig, Den Internationale Venskabsudstilling, Kim Il-Sungs fødested, Kim Il-Sung-statuen med mere.

Vi bad utallige gange om at komme tæt på nordkoreanerne i deres hjem, landsbyer eller på deres marker. Hver gang lød svaret fra guiderne, at 'det må vi lige tale om', og mere blev det ikke til.

Det vil sige: Lige indtil vi med to minutters varsel fik lov at gøre holdt ved en mark uden for hovedstaden. Netop som vi stoppede langs den mennesketomme motorvej og kiggede ind over en rismark med høstarbejdere, blev det meddelt, at vi ikke måtte gå ud på marken. Den skulle beses på afstand, og ingen argumenter nyttede.

På det tidspunkt havde vi i to dage fulgt programmet til punkt og prikke og tålmodigt hørt om Nordkoreas sejr i Korea-krigen, om Ledernes ufejlbarlighed og landets enorme styrke.

Fotograferne havde fundet sig at blive trukket i armen, skubbet og gennet rundt, når guiderne mente, at de havde fotograferet nok. Så vi tog sagen i egen hånd.

I vejkanten forsøgte to journalister derfor at distrahere så mange guider som muligt med spørgsmål om ris og aks. Samtidig satte de to fotografer det lange ben foran i retning mod en gruppe markarbejdere 100 meter væk. Der gik lidt tid, før det stod vores fire guider klart, hvad der var ved at ske, men så kom reaktionen prompte.

En af dem vinkede arrigt i retning af bussen og begyndte at råbe på koreansk. En anden vidste ikke, hvad han skulle gøre, men de to sidste satte sig resolut ind i bussen, startede den og indhentede på få sekunder fotograferne.

»Vær sød at gå ind i bussen,« sagde den ene.

– Kan I ikke forstå, at det er en positiv historie for Nordkorea? I siger selv, at man skal se for at forstå, så hvordan skal vi forstå, at I har fået en god høst, når vi ikke må se den?

»Vær sød at forstå mig. Vi har slet ikke tilladelse til at stoppe her. Det er ulovligt at stoppe på motorvejen. Vær sød at gå ind i bussen.«

Derved endte det. Vi kom aldrig tættere på en mark eller nordkoreanerne, og de nordkoreanske spindoktorer fik det stort set, som de ville.

• Nordkorea
  
  Nordkorea kaldes verdens værste diktatur. Menneskerettighedsorganisationerne mener, at omkring 300.000 mennesker ad gangen holdes i koncentrationslejre, hvor de henrettes eller arbejder sig ihjel. Nogle løslades dog, hvis styret mener, at de har en chance for at forbedre sig.

  Nordkoreanerne har hverken mobiltelefoner, internet eller adgang til udenlandske medier. Radio- og tv-apparater er indstillet, så de kun kan modtage nordkoreanske kanaler, og det er med livet som indsats, at nogle nordkoreanere alligevel smuglytter til sydkoreansk radio på indsmuglede apparater.

• De fire danske journalister i Nordkorea var Poul Erik Skammelsen fra TV 2, Ole Juncker fra Koncern TV, Lars Bech fra Das Büro og Martin Selsøe Sørensen fra Information. Et par dage senere fik også Jyllands-Posten lov at rejse ind.

  Så vidt vides, har der siden 1990erne kun været to andre danske journalister i Nordkorea.

  Læs mere på www.tema.information.dk/nordkorea og se billederne på www.dasburo.dk/nk