Da Katrine Marie Kragh drak gin og tonics til fotografernes notoriske ginfest efter Årets Pressefoto sidste år, skænkede Politikens Joachim Adrian hende en drink. ”Det her er så vildt!” tænkte Katrine. Hun gik på andet semester på DMJX’ fotojournalistuddannelse, og det var første gang, hun gnubbede skuldre med parnasset.

Mathias Svold Maagaard fra samme hold var der også. Med debutantens ærbødighed betragtede han prisceremonien fra sin plads i salen. Han tænkte: ”Gid det var mig en dag.”

”Jeg vil gerne arbejde så tæt sammen, at jeg kan stå dér og takke min gruppe,” var den følelse, der løb gennem holdets anden Mathias med efternavnet Bojesen.

Han overværede prisuddelingen fra samme stolerække som sine studiekammerater og tegnede i fantasien det scenarie, der netop blev virkelighed ét år senere til Årets Pressefoto 2014/15.

Syv ud af ni fotojournaliststuderende på det hold, som nu er på fjerde semester, var nomineret til en pris, og to af dem vandt.

Konkurrerer om multimedieprisen

»Du kan bare se det, helt nøgternt. Jo bedre venner folk bliver, jo dygtigere bliver de også,« siger Mathias Svold Maagaard.

Det er cirka 15 minutter siden, han ankom i Jyllands-Postens ’prakker-bil’, en grå Peugeot 206, til First Hotel Kong Frederik ved Rådhuspladsen i København.

Det er fredag den 6. marts, og der er to små timer til, at uddelingen af Årets Pressefoto begynder i Den Sorte Diamant.

Katrine Marie Kragh var med i bilen. Også hun er i praktik på Jyllands-Posten i Aarhus, og de er begge blandt de nominerede til dagens prisuddeling.

Nu sidder de i hotellobbyens tunge lædermøbler. Mahogni og mørke tapeter giver et andægtigt forspil til den spænding, der snart skal forløses i Den Sorte Diamant, men faktisk er ingen af de to særligt nervøse. Holdet har kendt til deres nomineringer i månedsvis, og »det har været 90 procent af glæden«, anslår Mathias. Nok vil en sejr smage sødt, men »i det større perspektiv har det ikke nogen betydning«, mener han.

Formelt ved ingen, hvilket materiale de er nomineret for. De ved heller ikke i hvilken kategori. Men Mathias og Katrine har regnet det ud. De mener, at de skal konkurrere om multimedieprisen med hver deres video, som de har lavet med en makker fra holdet.

Mathias’ video handler om en udviklingshæmmet kvinde og hendes kærlighed til babyen Michelle. Michelle er ikke levende, hun er en livagtig dukke, en såkaldt reborn. Helt tæt på har Mathias og hans makker, Petra Theibel Jacobsen, filmet Michelles lyserøde læber og buskede vipper og skildret, hvor meget hun ligner et rigtigt barn. De har brugt en såkaldt makrolinse. Den var både et forslag og et udlån fra en anden af holdets nominerede.

Fælles hjælp og arbejdsglæde

Katrine har lavet en video om stripperen Alice. Det var Petra, som leverede casen, hendes fætter stripper også, og han er kæreste med Alice.

Det er dén proces, der betyder mere end selve prisen. Ved fælles hjælp og arbejdsglæde har holdet båret hinanden frem til nomineringerne i dag.

»Vi tænkte ikke, at det bare var en skoleopgave. Men vi tænkte heller ikke, at nu laver vi en film, for at den skal sendes ind til ÅP. Alice boede i Vesthimmerland. Det er langt væk, og vi kartede frem og tilbage. Vi lejede en bil, og vi brugte en masse penge, men det kunne vi ikke tage os af, for vi skulle lave det her. Vi syntes jo bare, det var mega sjovt,« forklarer Katrine.

Komplementerer hinanden

Tre kvarter før prisuddelingen starter, går Mathias og Katrine fra hotellet mod Den Sorte Diamant. Katrine har flade, solide lædersko på, en sort bomuldsnederdel og termojakke i den klassiske marineblå udgave. Hun er uden makeup og uden blufærdighed, mens hun fortæller historien om, hvor benovet hun blev i mødet med Politikens fotograf i ginbaren sidste år.

Mathias er i sorte jeans med smalle ben. Hver eneste knap i den grønne skjorte har han knappet. Én gang har han smilet i dag. Ligevægten virker så total, at en seismograf næppe kunne fange den spænding, han må føle nu.

Måske, funderer de to, er holdets forskellige personligheder et andet bud på deres styrke.

Mathias er håndværker og perfektionist: Han gransker lys, tænker på sin framing, analyserer sit fotografi. Katrine »skyder fra hoften« og »fotograferer med maven«. Hun gik på Fatamorgana, den fotografiske billedkunstskole, inden hun kom til DMJX, og hun har en »kunstnerisk tilgang«, mener Mathias.

»Vi har hvert vores blik på fotografi,« siger han.

»På den måde komplementerer vi hinanden godt,« siger Katrine.

På hele holdet er der ingen udpræget stjerne. De er et sammenspillet team snarere end Real Madrid. Det har rækken af undervisere, som har mødt dem på skolen, bemærket. Da de søgte praktik, var der tæt løb til de fleste pladser.

»Hvad gør vi, hvis vi vinder?«

I diamantens forhal er der rendezvous. Kammeraterne fra praktikstederne i København støder til duoen fra Aarhus. De finder hinanden i klynger og står og snakker.

Mathias er ved Petra, sin makker og med-nominerede.

»Hvad gør vi, hvis vi vinder?« hvisker han.

»Hvad gør man?« spørger Petra.

»Man siger noget!«

Ingen kan fastholde Philip Davalis blik. Også han er blandt holdets syv nominerede. Overkroppen er svagt bøjet forover. Philip klapper hænderne mod sine lår. Han gnider håndfladerne fra næseryggen, under øjnene og op mod sin pande. Fletter fingre, knækker fingre, trommer fingre mod lommerne og rører ved ærmernes manchetter.

Klokken er 12.53. Ceremonien starter klokken 13, men Katrine er forsvundet. Med sms’er og flakkende øjne spejder holdet efter deres kammerat som antiloper på savannen, der vejrer en fare, men helst vil sætte af i flok.

Endelig kommer Katrine, de går ind.

Et unikt sammenhold

Multimedieprisen er den tredjesidste af i alt 15 priser, der overrækkes i dag. Holdet sidder skulder ved skulder på tredje række. Mathias mærker pulsen stige og falde i takt med, at priserne bliver delt ud.

Han er ikke overrasket, da filmen om babydukken Michelle og hendes mor ganske rigtigt er nomineret til multimedieprisen. Men han bliver forbavset, da det står klart, at alle syv kammerater fra holdet konkurrerer i den samme kategori.

Som det blev sagt, er alle nominerede fra vores hold, så det her er først og fremmest en sejr for vores hold og vores samarbejde.

Mathias Svold Maagaard

Og glæden river ham med, da han hører præsentationen af vinderprojektet. »En vidunderlig hverdagshistorie om to kvinder« har taget sejren. Den »fortæller ligefremt og smukt om, hvordan [dukkemageren] Karins job gør Maria Louises liv indholdsrigt«.

Pludselig er det Mathias og Petra, der må sno sig forbi publikums knæ til podiet på scenen. Nu ér det Mathias, der står deroppe. Han lever sin drøm og giver ord til Mathias Bojesens ditto, da han takker for sin pris.

»Som det blev sagt, er alle nominerede fra vores hold, så det her er først og fremmest en sejr for vores hold og vores samarbejde,« siger han.

Det er, som om en sandhed om fotojournalistikken har samlet sig i løbet af eftermiddagen. Holdet fra DMJX er kun det seneste afkom af en kultur, der længe har avlet succes.

Fotograf Anthon Unger »elsker at arbejde sammen med jer«, siger han med en ødsel gestus ud i salen, da han vinder prisen for Årets Nyhedsbillede. Mads Nissen taler om »det kollegiale«, et unikt »sammenhold« og danske fotojournalisters »fællesskab« i sin tale som tak for Årets Nyhedsbillede Udland.

Ikke en konkurrencesport

Men måske er det statsminister Helle Thorning-Schmidt, som får sagt det bedst. Hun skal dele prisen ud for Årets Pressefoto. Den er dagens sidste. Martin Lehmann fra Politiken vinder. Billedet viser femårige Rose, som ligger lit de parade. Nysgerrigt løfter søsteren Lara den lille piges øjenlåg og viser liget frem for et par venner.

»De bedste billeder fortæller den store historie gennem den lille. Som årets vinderbillede gør det. Stærkt og dybt menneskeligt,« mener Helle Thorning-Schmidt om billedet af Rose.

Og dét er status i dansk fotojournalistik. Fotojournalistikken har et niveau, der er blandt de højeste i verden, peger statsministeren på. Danske fotojournalister vinder internationale priser, Mads Nissen har netop vundet World Press Photo, siger hun og dekonstruerer i samme åndedrag sin hyldest:

»Men fotografi er jo ikke en konkurrencesport. Det er vigtigt!«

Salen bryder ud i bifald.

Holdet har oprettet en fælles blog: www.falkkor.com