Hvorfor blev du journalist?

»Jeg har altid været forbandet nysgerrig. Tænk, hvis man kunne leve af det, tænkte jeg dengang. Og det kunne man jo som journalist. Der var også noget ungdommeligt oprør over det. Nu skulle jeg afsløre hele verden og udfordre magthaverne. Jeg ville gøre verden til et bedre sted.«

Lykkedes det?

»Både på Fyens Stiftstidende og på Jyllands-Posten fik jeg lov at lave de historier, der er ballade i. Jeg fik mit første anbefalede brev fra en advokat, da jeg havde solgt en opgave til Information på andet semester på journalisthøjskolen. Et vindmøllefirma truede med erstatningssager. Det samme skete, da jeg skrev den afsluttende opgave, som blev bragt i Børsen. Jeg har haft ret meget omgang med advokater. Så ja, jeg har lavet det, jeg drømte om.«

»Jeg har aldrig haft problemer med at blive uvenner med folk. Hvis min research er i orden, så kan de angribe, alt hvad de vil. Jeg har også selv animeret til den slags journalistik ved at være med til at indstifte og uddele Spadestiksprisen, som hylder den lokale kritiske journalistik. Der ligger lige så mange gode historier i provinsen.«

Men er det rigtigt, at færre af dem kommer frem?

»Hvis du har de rigtige journalister, kommer historierne frem. Men det kræver, at redaktørerne opfordrer til det, roser, reserverer tid. Da jeg startede på Fyens Stiftstidende, fik jeg at vide, at der ikke var tid til undersøgende journalistik. Men gu var der så, hvis man ville det og fandt de gode historier.«

Du blev fyret som chefredaktør på Fyens Stiftstidende i 2012. Blev du overrasket?

»Ja, jeg havde slet ikke set det komme. Vi havde en stor sparerunde på avisen, hvor 50 mand røg. Chefredaktionen blev halveret fra to til en, og så fik jeg sparket.«

Hvad har du lært af at blive fyret?

»Alle chefer burde prøve at blive fyret, inden de bliver chefer. Jeg havde været en bedre chef, hvis jeg på egen krop og sjæl havde prøvet at blive valgt fra, før jeg satte mig i stolen. Det havde gjort mig bedre til at sende de journalister videre i arbejdslivet, jeg har været med til at fyre. Først efter en fyring forstår man, hvor meget selvforståelse og identifikation det koster. Jeg oplevede selv, hvordan alt blev mørkt, og benene bare forsvandt under mig. Du kommer op igen, ved at nogen ser dine styrker. Der bør chefen være mere aktiv.«

Du har selv fyret mange medarbejdere. Hvordan har det været at være chef i en sparetid?

»I min tid i ledelsen var vi igennem tre store fyringsrunder. Journalister tror sjældent på det, men der er ikke noget, jeg har haft mere ondt i maven af end at fyre folk. Det er intet problem at afskedige dovne eller uduelige medarbejdere. Men i fyringsrunder trækker man tæppet væk under folk. De bliver ikke fyret, fordi de ikke leverer varen, men fordi ledelsen er tvunget til at vælge nogle fra. Nogle har måske været der i 10 eller 20 år. De færreste sætter deres ben i huset igen, når de er blevet fyret.«

Du gik fra chefredaktør til rådgiver i det norske firma Expology. Hvorfor?

»Expology laver digitale oplevelser, og de leverede til Fyens Stiftstidende et fantastisk digitalt spil, hvor skoleelever kan prøve at være journalister. Selv om Expology var noget helt andet, end jeg var vant til, så kunne jeg lave noget af det, jeg bedst kan lide: Læring, kommunikation, strategi. Jeg blev tilbudt andre jobs som redaktør, hvor de ville have mig til at komme og skære ned på deres aviser og fyre folk. Det havde jeg jo erfaring med, men det havde jeg ikke lyst til. Der har jeg ligesom været.«

1. februar starter du som konsulent i Odense Kommune. Hvad glæder du dig til?

»Der foregår en masse gode og sunde ting i vores velfærdssystem, som ikke bliver fortalt. Det handler ikke om at sælge en forurenende olieboring, men om at vise den anden side af sagerne, matche journalisterne. Det tror jeg bliver spændende.«

Hvad er branchens største udfordring?

»De regionale trykte medier er i en dødskamp. Et af de største problemer ved deres rallen er, at de mister gennemslagskraft. Det er jo dem, der holder øje med de lokale magthavere. Det er ikke regional-tv og radio, de skimmer dagbladene for historier. Jo færre kræfter de regionale aviser har, desto mindre lokaldemokrati har vi. Kommunerne begynder at kommunikere ad andre kanaler, for eksempel sociale medier. Men så mangler det journalistiske filter, som stiller spørgsmål og begærer aktindsigt.«

Hvad er løsningen?

»Jeg håber virkelig, at der stadig er en vilje til at betale for regional journalistik. Jeg er ligeglad med, om det udkommer på papir eller på Snapchat, bare vi har nogen, der kan stille spørgsmålene. Kommuner som den, jeg lige er blevet ansat i, har flere tusind ansatte, det er os alle, som betaler, og vi har magt til for eksempel at tvangsfjerne børn. Der er brug for nogen til at udfordre os.«

Du taler om en dødskamp. Tror du, at de regionale dagblade dør?

»På print ja, det er helt sikkert. Det er jo tosset, at vi bruger så mange penge på at trykke aviser og cykle dem ud til folk. Jeg er sikker på, at der også mange år i fremtiden vil være journalister og digitale medier, som arbejder lokalt. Men for hver fyringsrunde vil der være færre.« 

[[nid:32984]]

Foto: Martin Stampe