TV 2s bestyrelse har netop godkendt en spareplan på 200 millioner kroner. Den koster 205 stillinger – heraf 56 på TV 2 Radio.
Antallet af deciderede afskedigelser er bragt ned på 136 takket være ubesatte stillinger og frivillige fratrædelser. Det har TV 2s administrerende direktør, Merete Eldrup, netop oplyst på et pressemøde.
»Det er trist for TV 2, at vi nu må sige farvel til 136 dygtige kolleger. Vi takker dem for deres indsats, men må også erkende, at spareplanen er uundgåelig. TV 2 står i en økonomisk vanskelig situation, hvor store investeringer kombineret med svigtende indtægter betyder, at vi må være realistiske og lave en tilpasning af vores aktiviteter,« siger Merete Eldrup.
Spekulationerne om, at TV 2 Radio lukker, blev foreløbig manet i jorden ved eftermiddagens pressemøde. Her fortalte bestyrelsesformand Lars Liebst, at TV 2 har indgået en hensigtserklæring om samarbejde med SBS, hvilket vil gøre TV 2 til minoritetsaktionær.
Såfremt de to medievirksomheder når frem til en samarbejdsaftale, der kan godkendes af konkurrencemyndigheder samt Radio- og TV-nævnet, er planen, at TV 2 skal levere koncessionsafgiften på 23 millioner kroner om året frem til 2014. SBS skal i så fald betale driftsomkostningerne.
Spareplanen betyder også, at New Bizz Areas lukker som separat forretningsenhed.
Programbudgettet får spareplanen ingen indflydelse på, da det ville skade TV 2s chancer i den hårde kamp om seerne, oplyser Merete Eldrup.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.