»Alle advarselslamper blinker, når vi bliver bedt om at kigge væk«

Politiet har rejst tiltale mod Politiken-fotograf Martin Lehmann, der sidste år nægtede at forlade migranter på en motorvej. Han ser frem til, at grænserne for pressen bliver prøvet ved en domstol: »Nu får vi testet styrken af vores demokrati«

Da flygtninge og migranter i september sidste år vandrede på de danske veje, trodsede Politikens fotograf Martin Lehmann politiets anvisning om, at pressen af sikkerhedshensyn skulle forlade motorvejen. Mens andre journalister og fotografer gik ud i markerne bag rabatten, insisterede Martin Lehmann på at blive.

Episoden førte til, at fotografen blev anholdt, hvilket efterfølgende fik hård kritik fra blandt andet Dansk Journalistforbund.

Men som Politiken i går kunne fortælle, har Syd- og Sønderjyllands Politi nu rejst tiltale mod Martin Lehmann. Sagen kommer for Retten i Sønderborg 3. maj – i øvrigt på FN’s pressefrihedsdag.

»Jeg dukker selvfølgelig op den 3. maj. Det er sådan, vi har besluttet, at vi gør i vores samfund, og det har jeg vanvittigt stor respekt for. Nu får vi testet styrken af vores demokrati, og det er jo interessant,« siger Matin Lehmann til Journalisten.

Principielle spørgsmål på spil

Over for Politiken giver flere jurister udtryk for, at det er godt for retssikkerheden at få prøvet sagen ved domstolene.

»Hvis vi ikke havde fået det afprøvet ved retten, kunne det blive en glidebane, hvor politiet bare, når der sker noget, kan tilbageholde journalister eller fotografer og køre dem til en politistation langt væk, så de ikke kan følge situationen,« sagde jurist og medierådgiver i pressespørgsmål Peter Lind Nielsen fra advokatfirmaet Bird&Bird tirsdag til Politiken.

Også Martin Lehmann selv understreger over for Journalisten, at der er store og principielle spørgsmål på spil:

»Styrken i demokratiet er selve evnen til at anerkende demokratiets egen sårbarhed. Det kan godt virke højtflyvende, men essensen af det, vi laver, er jo at stå derude og være øjenvidner. Og hvis vi ikke kigger på det, hvis vi lukker øjnene, så har vi ikke noget diskussionsgrundlag. Så alle advarselslamper blinker, når vi bliver bedt om at kigge væk, når sårbarheden er størst,« siger han.

Så er du i virkeligheden meget tilfreds med, at sagen nu bliver testet ved en domstol?

»Det er måske ikke en vanvittigt dårlig idé. Jeg synes personligt, at det er noget af et ressourceapparat at sætte i gang. Men lad os da få afgjort det,« siger han.

»En bold i det journalistiske Super Bowl«

Martin Lehmann understreger, at han ikke kritiserer den enkelte politimand på gaden. De handlede efter ordre fra deres ledelse og stod i en svær situation.

Også Lehmanns egne kolleger stod i en svær situation, siger han. Martin Lehmann har tidligere rettet skarp kritik mod dem for at gå til kaffepause i stedet for at blive på motorvejen, »mens danmarkshistorien rullede lige forbi dem«.

»Efterfølgende er det gået op for mig, at flere af mine kolleger ude på stedet af deres egne journalistiske ledere, som jo er sat i verden for at bakke dem op, gudhjælpemig blev bedt om at bakke ud. De bad altså deres øjenvidner ude i marken om at bakke ud. Det er jeg ret chokeret over. Så min anklage mod mine kolleger skal i virkeligheden rettes mod deres chefer,« siger Martin Lehmann og tilføjer:

»Det er dårlig ledelse i den journalistiske verden og i myndighederne, der gør, at vi står her nu. Og der er jeg jo bare en bold i det journalistiske Super Bowl.«

0 Kommentarer