Aldrig mere lokalradio!

 Christina Søgaard Frost31/8 fra Radio Viborg 1/11 til projektmedarbejder Århus Musikskole 

 

Christina Søgaard Frost

31/8 fra Radio Viborg 1/11 til projektmedarbejder Århus Musikskole 

Trods blodsprængte øjne, kvalme, svimmelhed og hukommelsestab knoklede Christina løs til en dårlig løn. Nu er hun færdig med æteren.

Hun stod op klokken 03.30, kørte fra Århus 04.30 – og var fremme i Viborg 05.30. Her var hun alene hele morgenen, hvor hun ud over at skulle skrive og oplæse nyheder hver halve time i pauserne også skulle re-searche, ringe tre indslag hjem, klippe, producere og speake dem. Nogle dage skulle hun også lave indslag til aftenfladen. Dagen efter havde hun aftenvagt. Så var hun tilbage i Århus igen 23.00. Og efter fire timers søvn stod hun så op klokken 03.30, kørte fra Årh…

Scener fra en dansk lokalradio.

Og et liv, som Christina Frost har vinket farvel til. Efter at have født sit barn Rebekka og have afviklet barselsorlov og børnepasningsorlov, havde hun ikke lyst til at vende tilbage til sin tidligere arbejdsplads Radio Viborg den 1. september.
"Jeg har prøvet at sidde i tre timer og skulle tisse uden at have tid til at gå på toilettet. Det var feberredning på feberredning, og først på et DJ-kursus opdagede jeg, hvor lille min månedsløn på 21.000 kroner var for mit knoklearbejde," fortæller Christina Frost, som også har lært, at der oftest hverken er løn under barsel eller andre normale arbejdsvilkår på landets lokalradioer.

"Da jeg startede på Radio Viborg, var jeg single og drevet af gejst og gnist. Nu har jeg en familie, og jeg ville ikke kunne byde mit lille barn at skulle op klokken 03.30 om natten for at køre på arbejde."

Christina Frost havde ofte kvalme, ondt i hovedet og var småsvimmel.

"Min kæreste undrede sig over, at jeg havde blodskudte øjne, når vi nåede til fredag – og over at jeg altid sov hele weekenden. Jeg fik også hukommelsessvigt. Gentog ofte mine spørgsmål til ham. I dag kan jeg godt se, det var typiske stresssymptomer, siger den 33-årige århusianer, som valgte at bytte sit lokalradiojob ud med en karantæne.

Den 1. november fik hun efter at have sendt en uopfordret ansøgning fire måneders projekt-ansættelse på Århus Musikskole, som snart fylder 70 år.

"Jeg har fået nok af nyhedsjournalistik. I stedet håber jeg at kunne finde et job, der matcher min niche-baggrund som uddannet kulturformidler, der har arbejdet med journalistik."

Christina Frost blev i marts 1997 færdig med sit studie fra Århus Universitet – men efter et halvt års arbejdsløshed som cand.mag. i æstetik og kultur opgav hun i første omgang at finde et job som kulturformidler. Med den journalistiske tillægseksamen i håndbagagen søgte og fik hun i stedet efter sommerferien samme år job på Radio ABC i Randers.

"Jeg skrev reklamerne og producerede og speakede dem selv – og efterhånden begyndte jeg også at læse nyheder op. Jeg valgte at arbejde gratis i en sommerferieuge i 1998 for at få et bånd, jeg kunne bruge til at vedlægge en ansøgning til Radio Viborg," fortæller Christina, som efter tre måneders prøvetid kunne skifte sit medlemskab af Magisterforeningen ud med et pressekort.

2 Kommentarer

Christina Søgaard Jensen
2. JULI 2010
Re: Aldrig mere lokalradio!
Jeg er enig - det var lidt for nemt at "blive" journalist. At jeg sidenhen faktisk blev det, er en anden sag. Jeg kan dog glæde med den oplysning, at pressekortet forlængst er afleveret igen :)
Mikael Nielsen
19. DECEMBER 2009
Re: Aldrig mere lokalradio!

"...fortæller Christina, som efter tre måneders prøvetid kunne skifte sit medlemskab af Magisterforeningen ud med et pressekort."

 - Jep, det er nemlig ikke sværere - og et meget godt eksempel på hvordan det er blevet ubrugeligt. Som det fremgår af artiklen, så sad hun på radioen hele tiden - og snakkede med folk i telefonen - der var altså ikke rigtig noget tidspunkt hvor hun havde brug for sit pressekort.

 Nu må DJ altså ta' og holde op med at hælde kortet ud til gud og hver mand.