Datatilsynet har anmeldt Aktuelt til politiet for at have videresolgt abonnementskartoteket til Politiken. Kort efter Aktuelts lukning købte Politiken kartoteket, og leverede sin egen avis til de tidligere abonnenter uden at spørge først.
Aktuelt skulle, ifølge Persondataloven, have skrevet til alle abonnenter og givet dem en 14 dages frist til at kunne sige fra over for overdragelsen af oplysningerne. Det kalder Datatilsynets direktør Henrik Waaben for "en klokkeklar overtrædelse af loven".
A-Pressens direktør, Bjarne Salomonsen mener ikke, at Politiken har lavet markedsføring over for Aktuelts abonnenter endnu. Da Aktuelt overdrog kartoteket til Politiken, var det for at slippe for det administrative arbejde med at tilbagebetale det, som Aktuelt skyldte sine abonnenter, siger Bjarne Salomonsen.
"Vi overdrog altså ikke kartoteket i markedsføringsøjemed i første omgang. Datatilsynet overser, at det er Aktuelt, der sender Politiken ud til abonnenterne. Det er først markedsføring, når Politiken henvender sig direkte til Aktuelts abonnenter."
Politikens chefredaktør henvendte sig direkte til Aktuelts læsere, første gang de modtog Politiken, men det var ikke markedsføring, mener Bjarne Salomonsen.
Det er op til Københavns Politi, om sagen skal rejses ved en domstol.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.