Den efterhånden verdenskendte privatlivsaktivist østrigeren Max Schrems går nu til kamp mod det, han kalder cookieterror.
Schrems er kendt for sin ustoppelige kamp mod især Facebook, men også andre techgiganter, der ikke overholder europæiske dataregler. Nu går han og organisationen Noyb til kamp mod virksomheder, der gør det svært at sige nej til cookies.
Det skal være let at takke nej ifølge loven, men det er det langtfra altid, mener Schrems. Noyb har bygget et system, der automatisk finder overtrædelser, og er på vej med klager over 10.000 virksomheder, der overtræder loven. Foreløbig har han sendt 500 klager.