»Hvad det koster af tid og penge, når medarbejderne hos det offentlige skal lege researchere for journalisterne, vides ikke. Men billigt er det ikke.«

MISBRUG. Så sikkert som amen i kirken havner de med jævne mellemrum i posten hos landets 98 kommuner. En anmodning om aktindsigt. Sendt fra journalister, der øjner en ny sag – for ikke at bruge ordet skandale – i den kommunale verden. En borgmester, som har brugt nogle af skatteydernes penge på noget, der måske er problematisk.

Nogle politikere, der sammen med en eller flere embedsmænd har været på studierejse til Barcelona eller Bogense. Eller en kommunal leder, der måske har været til en fodboldlandskamp og bagefter har fået nogle fadbamser.
I disse uger er det især B.T., som bombarderer kommunerne landet over med anmodninger om aktindsigt omkring politikernes rejseaktiviteter, byrådsseminarer etc. Men deres kolleger fra andre medier holder sig heller ikke tilbage. Alene i Svendborg Kommune har vi inden for de seneste tre uger modtaget syv henvendelser fra medierne om aktindsigt.

I aktindsigtens hellige navn skyder stadig flere journalister med spredehagl i håbet om, at de rammer en sag. Det sker bare sjældent. Snarere virker aktindsigten efterhånden som den dovne journalists trofaste følgesvend. Så er det ikke journalisten selv, der skal i gang med det hårde arbejde. Nej, med aktindsigten som sit våben kan journalisten sætte sig tilbage på kontorstolen og vente på, at oplysningerne lander på bordet.

Imens står medarbejderne i det offentlige nærmest på baghovedet for at finde oplysninger frem, som journalisterne ikke selv gider grave op. Et arbejde, der betyder, at medarbejderne selvfølgelig må prioritere andre opgaver væk. Opgaver, der i vid udstrækning handler om borgerne – dem, som medarbejderne i det offentlige er sat til at servicere. Borgerne må vente, fordi en journalist igen har sendt en anmodning til landets 98 kommuner om at få svar på, hvor mange gaver en borgmester og en kommunaldirektør har fået de seneste fem år samt en angivelse af, hvem der har givet gaverne.

Hvad det koster af tid og penge, når medarbejderne hos det offentlige skal lege researchere for journalisterne, vides ikke. Men billigt er det ikke. Den historie fortæller journalisterne sjældent. Til gengæld vil de gerne fortælle historien om den lange sagsbehandlingstid hos kommunerne. Eller historien om gamle fru Pedersen der må vente i uger på at få et møde med sin sagsbehandler. Men de glemmer en del af forklaringen. At medarbejderne i kommunerne er i gang med at grave gamle papirer frem til journalisterne.

Og det er som udgangspunkt helt fint. Journalisterne er jo – når de holder festtaler – samfundets fjerde statsmagt. Fair nok. Og selvfølgelig er aktindsigten et af de midler, som den fjerde statsmagts repræsentanter kan bruge i deres arbejde – især når det kniber med åbenheden hos det offentlige. Men den åbenhed findes i dag i så udpræget grad, at det bør høre til sjældenhederne, at kortet med aktindsigt skal spilles.

Når det trækkes i snart sagt alle sager, mister det sin værdi. Resultatet bliver, at offentligt ansatte efterhånden føler sig mere som journalisternes ansatte end som det, de i bund og grund er: Borgernes medarbejdere. Men så kan journalisterne selvfølgelig brygge en historie om det.

Kim Barren er kommunikationschef i Svendborg Kommune og har været journalist i 23 år.