Aktindsigt: Gymnasier stejler over “uforskammede” studerende

En mail fra en studerende på DMJX har fået rektorerne på landets gymnasier op i det røde felt. Det er tvivlsomt, om journaliststuderende har krav på samme særstatus, som gælder for medier og forskere, når de søger aktindsigt

Den 14. maj lander der en mail hos rektorerne på landets gymnasier, som får en stribe rektorer til at se rødt. Alene ordene hurtigst muligt, aktindsigt og offentlighedslov får mange af dem til at stejle. 

Afsenderen er journaliststuderende Anne Sofie Irene Østergaard, som er gået i gang med sin eksamensopgave, den såkaldte førsteårsprøve, fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX). Hun sender en anmodning om aktindsigt ud til mange af landets gymnasier for at få belyst deres brug af vikarer.  

I de efterfølgende dage vælter det ind med vrede mails fra oprørte rektorer, som klager over ”tonen” i hendes mail. En enkelt rektor afviser ligefrem at behandle hendes aktindsigt på grund af ”tonen”. 

”Hej Anne Sofie, din henvendelse er så ubehjælpsom og uforskammet formuleret, at vi ikke vil bruge tid på den,” skriver en rektor, som dermed forbryder sig imod den ret til aktindsigt, som enhver borger har.  

”Kunne du måske fortælle mig, om du også på Journalisthøjskolen har lært at true dig til oplysninger? Jeg kan hviske til dig, at det i al fald ikke virker fremmende på ekspeditionstiden her i huset,” skriver en anden rektor. 

Kunne du måske fortælle mig, om du også på Journalisthøjskolen har lært at true dig til oplysninger? Jeg kan hviske til dig, at det i al fald ikke virker fremmende på ekspeditionstiden her i huset.

Rektor i skriftligt svar til studerende på DMJX

Rektorer kritiserer 'tonen'

De fleste andre rektorer nøjes med at kritisere ”tonen” i hendes mail og belærer hende om, at hun kommer længst med en høfligere attitude. Anne Sofie Irene Østergaard er paf. 

»Jeg blev slået noget omkuld af svarene. Jeg synes, jeg har formuleret mig meget forsigtigt og i tråd med det, vi har lært på journalisthøjskolen om, at vi skal bruge vores rettigheder i forhold til offentlighedsloven,« siger Anne Sofie Irene Østergaard. 

Hendes vejleder på opgaven, ekstern lektor Susanne Sayers, er også paf. Så meget, at hun sender mailkorrespondancen videre til redaktionen på Journalisten. 

Hun finder slet ikke mailen grov og mener, at der blot er tale om en stilfærdig anmodning om aktindsigt.

»Når der kommer en anmodning om aktindsigt, så skal den tages til efterretning. Tonen er ikke et argument for at droppe den. Det støder mig, at der kommer grimme kommentarer tilbage. Det kan få nogle studerende til at tænke sig om en ekstra gang, inden de søger aktindsigt. Og det er problematisk, fordi aktindsigt er et værktøj, som vi samlet set bruger for lidt i branchen,« siger Susanne Sayers.

Forskningschef: Tvivlsomt om særrettigheder gælder for studerende

Men sagen er mere speget end som så. På den ene side kan gymnasierne ikke afvise at behandle anmodninger om aktindsigt. Men på den anden side påberåber den journaliststuderende sig nogle særrettigheder, som hun ikke har. 

”Jeg håber, at I vil behandle min forespørgsel om aktindsigt hurtigst muligt med øje for offentlighedslovens §'er om kortere behandlingstid for journalister,” lyder de afsluttende sætninger i hendes mail.

Men der findes ingen paragraffer i offentlighedsloven om kortere sagsbehandling for journalister. Den særstatus, som pressen ganske rigtigt har, skal man finde i Justitsministeriets vejledning til offentlighedsloven. 

Her står der heller ikke et ord om hurtigere sagsbehandling for journalister. Til gengæld fremgår det, at ”massemedier” og forskere har en udvidet adgang til aktindsigt i forhold til alle andre borgere.   

Den udvidede adgang består i, at myndighederne som udgangspunkt ikke kan afvise en aktindsigt fra medier og forskere med henvisning til, at de ikke er part eller har særlig interesse i sagen. Det antages medier og forskere altid at have. Derfor kan deres aktindsigter også sjældnere afvises med henvisning til, at den vil føre til et uforholdsmæssigt stort ressourceforbrug fra myndighedens side.

”Massemedier” har altså en udvidet adgang til aktindsigt. Men det er tvivlsomt, om den særstatus også gælder for journaliststuderende, forklarer en ekspert.     

»Det er tvivlsomt, om de særrettigheder også gælder for journaliststuderende. Men der ligger mig bekendt ingen afgørelser om det fra ombudsmanden, og domstolene er generelt tilbageholdende med at udstrække de særlige medierettigheder til personer uden for medierne. Man kan dog argumentere for begge dele,« siger Vibeke Borberg, der er forskningschef i medieret ved DMJX.

Hun opfordrer dog de studerende til altid at forsøge at påberåbe sig offentlighedsloven og de særrettigheder, som journalister på ”rigtige medier” har.

»De kan jo argumentere med, at artiklen i sidste ende kan blive trykt i et rigtigt medie. Men det er ikke ensbetydende med, at myndigheder eller offentlige institutioner er forpligtede til at rette sig efter dette argument, da ressourcemæssige aspekter også kan være relevante,« siger Vibeke Borberg.

En stor arbejdsbyrde

For rektorerne på gymnasierne er sagen dog langtfra kun et spørgsmål om jura. De er ikke vant til at få anmodninger om aktindsigt. Men de får hver uge flere henvendelser fra især universitetsstuderende, som søger empiri til deres opgaver. I modsætning til journaliststuderende henviser de dog ikke til offentlighedsloven.

Rektorerne mener, at de journaliststuderende og DMJX bør bruge offentlighedsloven med større omtanke. Aktindsigtsanmodningen fra Anne Sofie Irene Østergaard har sågar været diskuteret i rektorforeningen Danske Gymnasier. 

Rektorerne understreger, at de gerne vil hjælpe de studerende med empiri til deres opgaver, men at det er en stor arbejdsbyrde for deres administration med de mange henvendelser fra studerende. 

Og journaliststuderende må bede høfligt om hjælp og vente på, at det bliver deres tur, lyder det gennemgående svar fra de rektorer, som Journalisten har været i kontakt med. 

Karl Kristian Højbjerg fra Sønderborg Statsskole er en af de gymnasierektorer, som føler sig provokeret af aktindsigtsanmodningen. Han sender de ønskede oplysninger til den studerende efter fem dage sammen med en opfordring om at ændre tonen betragteligt for fremtiden.

Hvad er det i den mail, som får dig til at stejle? 

»Den er skrevet i en meget kommanderende tone. Det får hun ikke hurtigere svar af. Det er ikke måden at gøre det på, når hun gerne vil have os til at hjælpe med materiale til hendes eksamensopgave,« siger Karl Kristian Højbjerg.

Men journaliststuderende har som alle andre borgere jo en demokratisk ret til at søge aktindsigt hos offentlige institutioner som jer?

»Der er en rettighed, som man skal respektere. Men jeg synes, man skal tænke sig godt om, før man henviser til offentlighedsloven, for så går der nogle alarmklokker i gang hos os, som måske slet ikke behøvede at gå i gang. Det er ikke en patron, man skal fyre af i tide og utide,« siger Karl Kristian Højbjerg.

Rektor: Hvis man skal være smart, skal man jo smøre folk på den rigtige måde

Samme toner kommer fra Carsten Gade, der er rektor på Marie Kruses Skole i Farum.

»Jura er jura, men hvis man skal være smart, skal man jo smøre folk på den rigtige måde. Her kommer der en studerende ind fra højre og påberåber sig alt muligt, som endda er juridisk tvivlsomt. Og man får ingen fornemmelse af, at hun er bevidst om, hvor mange mennesker hun faktisk sætter i gang med en ret stor arbejdsopgave,« siger Carsten Gade.  

I første omgang giver han følgende svar på aktindsigtsanmodningen. 

”Vi vil naturligvis medvirke til din undersøgelse, men jeg tænker, at tonen og stilen i din henvendelse er til den skrappe side … af hvilken grund? Du må meget gerne oplyse, hvilke paragraffer i offentlighedsloven du henholder dig til – blot til gavn for min almindelige oplysning.”

Det sidste får han aldrig noget svar på. Og derfor har han valgt ikke at bruge administrationens tid på at indsamle de ønskede oplysninger.  

Jura er jura, men hvis man skal være smart, skal man jo smøre folk på den rigtige måde. Her kommer der en studerende ind fra højre og påberåber sig alt muligt, som endda er juridisk tvivlsomt.

Carsten Gade, rektor på Marie Kruses Skole i Farum

Ville du have behandlet aktindsigten anderledes, hvis den var kommet fra et rigtigt medie?

»Der er nok ingen tvivl om, at hvis det havde været et rigtigt medie, så ville henvendelsen have fået en anden status og prioritering, selv om vi stadig ville have følt, at den var en belastning for os,« siger Carsten Gade.  

Lektorer: Man skal bare henvise til loven

På DMJX tager lektor Nils Mulvad aktindsigtsbegæringen og formuleringerne i mailen i forsvar. Det er ham, der står for undervisningen i offentlighedsloven og brugen af den. 

Er den henvendelse formuleret korrekt og fornuftigt, som du ser det?

»Ja, det synes jeg. Indholdet er sådan set rigtigt nok, selv om hun så henviser til nogle paragraffer i stedet for vejledningen i loven. På samme måde ser man ofte, at myndighederne ikke fortolker loven rigtigt,« siger Nils Mulvad. 

Men har du lært de studerende, at der gælder en hurtigere sagsbehandlingstid for journalister i offentlighedsloven? 

»Nej, jeg har lært dem, at der gælder en særlig fortolkning af loven om, at myndighederne skal behandle aktindsigter fra pressen med en særlig imødekommenhed. Hun bruger det, hun har lært, og det er fair nok,« siger Nils Mulvad. 

Vil du på baggrund af denne sag fortsat opfordre journaliststuderende til at påberåbe sig den særstatus, som ifølge vejledningen til loven kun gælder for massemedier og forskere? 

»Man skal generelt lade være at henvise til specifikke paragraffer, men bare henvise til loven, og så må myndighederne påpege, hvilke paragraffer de henholder sig til, hvis de vil give afslag. De studerende skal netop lære at agere som rigtige journalister og ikke som studerende. Og det risikerer en gang imellem at støde nogen,« siger Nils Mulvad. 

Han påpeger dog, at man skal være særlig forsigtig med fælleshenvendelser. Især til institutioner, som ikke er vant til anmodninger om aktindsigt. Som udgangspunkt vil han dog fortsat opfordre de studerende til altid at henvise til offentlighedsloven. 

»Nogle institutioner og myndigheder er meget fintfølende. Men jeg har oplevet så mange gange, at hvis man ikke henviser til offentlighedsloven, så betragter de det som en fribillet til ikke at gøre noget ved henvendelsen,« siger Nils Mulvad. 

Ekstern lektor Susanne Sayers, der var den studerendes vejleder på opgaven, kan godt se, at fodfejlen i henvisningen til paragrafferne var uheldig.   

»Nu er det ikke mig, der formulerer de anmodninger, som de studerende sender ud. Men man skal selvfølgelig ikke henvise til paragraffer, som ikke findes,« siger hun. 

»Men jeg vil til enhver tid anbefale de studerende at henvise til offentlighedsloven. Det er helt fair i denne type af store eksamensopgaver, hvor mange af dem rent faktisk bliver udgivet. Det er netop ikke ment som en trussel, men som en service,« siger Susanne Sayers. 

Det er åbenbart nødvendigt at pakke henvisningen til offentlighedsloven ind i en nærmest japansk høflighed til institutioner, som ikke er vant til anmodninger om aktindsigt.

Susanne Sayers, ekstern lektor, DMJX

På baggrund af opstandelsen blandt gymnasierektorerne vil hun dog for fremtiden gøre de studerende opmærksomme på, at nogle offentlige institutioner finder det provokerende, at man henviser til offentlighedsloven. 

»Det er åbenbart nødvendigt at pakke henvisningen til offentlighedsloven ind i en nærmest japansk høflighed til institutioner, som ikke er vant til anmodninger om aktindsigt. Derimod er ministerier og styrelser jo vant til den slags henvendelser,« siger Susanne Sayers. 

[[nid:33976]]