search

Aktindsigt: Gymnasier stejler over “uforskammede” studerende

En mail fra en studerende på DMJX har fået rektorerne på landets gymnasier op i det røde felt. Det er tvivlsomt, om journaliststuderende har krav på samme særstatus, som gælder for medier og forskere, når de søger aktindsigt

Den 14. maj lander der en mail hos rektorerne på landets gymnasier, som får en stribe rektorer til at se rødt. Alene ordene hurtigst muligt, aktindsigt og offentlighedslov får mange af dem til at stejle. 

Afsenderen er journaliststuderende Anne Sofie Irene Østergaard, som er gået i gang med sin eksamensopgave, den såkaldte førsteårsprøve, fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX). Hun sender en anmodning om aktindsigt ud til mange af landets gymnasier for at få belyst deres brug af vikarer.  

I de efterfølgende dage vælter det ind med vrede mails fra oprørte rektorer, som klager over ”tonen” i hendes mail. En enkelt rektor afviser ligefrem at behandle hendes aktindsigt på grund af ”tonen”. 

”Hej Anne Sofie, din henvendelse er så ubehjælpsom og uforskammet formuleret, at vi ikke vil bruge tid på den,” skriver en rektor, som dermed forbryder sig imod den ret til aktindsigt, som enhver borger har.  

”Kunne du måske fortælle mig, om du også på Journalisthøjskolen har lært at true dig til oplysninger? Jeg kan hviske til dig, at det i al fald ikke virker fremmende på ekspeditionstiden her i huset,” skriver en anden rektor. 

Kunne du måske fortælle mig, om du også på Journalisthøjskolen har lært at true dig til oplysninger? Jeg kan hviske til dig, at det i al fald ikke virker fremmende på ekspeditionstiden her i huset.

Rektor i skriftligt svar til studerende på DMJX

Rektorer kritiserer 'tonen'

De fleste andre rektorer nøjes med at kritisere ”tonen” i hendes mail og belærer hende om, at hun kommer længst med en høfligere attitude. Anne Sofie Irene Østergaard er paf. 

»Jeg blev slået noget omkuld af svarene. Jeg synes, jeg har formuleret mig meget forsigtigt og i tråd med det, vi har lært på journalisthøjskolen om, at vi skal bruge vores rettigheder i forhold til offentlighedsloven,« siger Anne Sofie Irene Østergaard. 

Hendes vejleder på opgaven, ekstern lektor Susanne Sayers, er også paf. Så meget, at hun sender mailkorrespondancen videre til redaktionen på Journalisten. 

Hun finder slet ikke mailen grov og mener, at der blot er tale om en stilfærdig anmodning om aktindsigt.

»Når der kommer en anmodning om aktindsigt, så skal den tages til efterretning. Tonen er ikke et argument for at droppe den. Det støder mig, at der kommer grimme kommentarer tilbage. Det kan få nogle studerende til at tænke sig om en ekstra gang, inden de søger aktindsigt. Og det er problematisk, fordi aktindsigt er et værktøj, som vi samlet set bruger for lidt i branchen,« siger Susanne Sayers.

Forskningschef: Tvivlsomt om særrettigheder gælder for studerende

Men sagen er mere speget end som så. På den ene side kan gymnasierne ikke afvise at behandle anmodninger om aktindsigt. Men på den anden side påberåber den journaliststuderende sig nogle særrettigheder, som hun ikke har. 

”Jeg håber, at I vil behandle min forespørgsel om aktindsigt hurtigst muligt med øje for offentlighedslovens §'er om kortere behandlingstid for journalister,” lyder de afsluttende sætninger i hendes mail.

Men der findes ingen paragraffer i offentlighedsloven om kortere sagsbehandling for journalister. Den særstatus, som pressen ganske rigtigt har, skal man finde i Justitsministeriets vejledning til offentlighedsloven. 

Her står der heller ikke et ord om hurtigere sagsbehandling for journalister. Til gengæld fremgår det, at ”massemedier” og forskere har en udvidet adgang til aktindsigt i forhold til alle andre borgere.   

Den udvidede adgang består i, at myndighederne som udgangspunkt ikke kan afvise en aktindsigt fra medier og forskere med henvisning til, at de ikke er part eller har særlig interesse i sagen. Det antages medier og forskere altid at have. Derfor kan deres aktindsigter også sjældnere afvises med henvisning til, at den vil føre til et uforholdsmæssigt stort ressourceforbrug fra myndighedens side.

”Massemedier” har altså en udvidet adgang til aktindsigt. Men det er tvivlsomt, om den særstatus også gælder for journaliststuderende, forklarer en ekspert.     

»Det er tvivlsomt, om de særrettigheder også gælder for journaliststuderende. Men der ligger mig bekendt ingen afgørelser om det fra ombudsmanden, og domstolene er generelt tilbageholdende med at udstrække de særlige medierettigheder til personer uden for medierne. Man kan dog argumentere for begge dele,« siger Vibeke Borberg, der er forskningschef i medieret ved DMJX.

Hun opfordrer dog de studerende til altid at forsøge at påberåbe sig offentlighedsloven og de særrettigheder, som journalister på ”rigtige medier” har.

»De kan jo argumentere med, at artiklen i sidste ende kan blive trykt i et rigtigt medie. Men det er ikke ensbetydende med, at myndigheder eller offentlige institutioner er forpligtede til at rette sig efter dette argument, da ressourcemæssige aspekter også kan være relevante,« siger Vibeke Borberg.

En stor arbejdsbyrde

For rektorerne på gymnasierne er sagen dog langtfra kun et spørgsmål om jura. De er ikke vant til at få anmodninger om aktindsigt. Men de får hver uge flere henvendelser fra især universitetsstuderende, som søger empiri til deres opgaver. I modsætning til journaliststuderende henviser de dog ikke til offentlighedsloven.

Rektorerne mener, at de journaliststuderende og DMJX bør bruge offentlighedsloven med større omtanke. Aktindsigtsanmodningen fra Anne Sofie Irene Østergaard har sågar været diskuteret i rektorforeningen Danske Gymnasier. 

Rektorerne understreger, at de gerne vil hjælpe de studerende med empiri til deres opgaver, men at det er en stor arbejdsbyrde for deres administration med de mange henvendelser fra studerende. 

Og journaliststuderende må bede høfligt om hjælp og vente på, at det bliver deres tur, lyder det gennemgående svar fra de rektorer, som Journalisten har været i kontakt med. 

Karl Kristian Højbjerg fra Sønderborg Statsskole er en af de gymnasierektorer, som føler sig provokeret af aktindsigtsanmodningen. Han sender de ønskede oplysninger til den studerende efter fem dage sammen med en opfordring om at ændre tonen betragteligt for fremtiden.

Hvad er det i den mail, som får dig til at stejle? 

»Den er skrevet i en meget kommanderende tone. Det får hun ikke hurtigere svar af. Det er ikke måden at gøre det på, når hun gerne vil have os til at hjælpe med materiale til hendes eksamensopgave,« siger Karl Kristian Højbjerg.

Men journaliststuderende har som alle andre borgere jo en demokratisk ret til at søge aktindsigt hos offentlige institutioner som jer?

»Der er en rettighed, som man skal respektere. Men jeg synes, man skal tænke sig godt om, før man henviser til offentlighedsloven, for så går der nogle alarmklokker i gang hos os, som måske slet ikke behøvede at gå i gang. Det er ikke en patron, man skal fyre af i tide og utide,« siger Karl Kristian Højbjerg.

Rektor: Hvis man skal være smart, skal man jo smøre folk på den rigtige måde

Samme toner kommer fra Carsten Gade, der er rektor på Marie Kruses Skole i Farum.

»Jura er jura, men hvis man skal være smart, skal man jo smøre folk på den rigtige måde. Her kommer der en studerende ind fra højre og påberåber sig alt muligt, som endda er juridisk tvivlsomt. Og man får ingen fornemmelse af, at hun er bevidst om, hvor mange mennesker hun faktisk sætter i gang med en ret stor arbejdsopgave,« siger Carsten Gade.  

I første omgang giver han følgende svar på aktindsigtsanmodningen. 

”Vi vil naturligvis medvirke til din undersøgelse, men jeg tænker, at tonen og stilen i din henvendelse er til den skrappe side … af hvilken grund? Du må meget gerne oplyse, hvilke paragraffer i offentlighedsloven du henholder dig til – blot til gavn for min almindelige oplysning.”

Det sidste får han aldrig noget svar på. Og derfor har han valgt ikke at bruge administrationens tid på at indsamle de ønskede oplysninger.  

Jura er jura, men hvis man skal være smart, skal man jo smøre folk på den rigtige måde. Her kommer der en studerende ind fra højre og påberåber sig alt muligt, som endda er juridisk tvivlsomt.

Carsten Gade, rektor på Marie Kruses Skole i Farum

Ville du have behandlet aktindsigten anderledes, hvis den var kommet fra et rigtigt medie?

»Der er nok ingen tvivl om, at hvis det havde været et rigtigt medie, så ville henvendelsen have fået en anden status og prioritering, selv om vi stadig ville have følt, at den var en belastning for os,« siger Carsten Gade.  

Lektorer: Man skal bare henvise til loven

På DMJX tager lektor Nils Mulvad aktindsigtsbegæringen og formuleringerne i mailen i forsvar. Det er ham, der står for undervisningen i offentlighedsloven og brugen af den. 

Er den henvendelse formuleret korrekt og fornuftigt, som du ser det?

»Ja, det synes jeg. Indholdet er sådan set rigtigt nok, selv om hun så henviser til nogle paragraffer i stedet for vejledningen i loven. På samme måde ser man ofte, at myndighederne ikke fortolker loven rigtigt,« siger Nils Mulvad. 

Men har du lært de studerende, at der gælder en hurtigere sagsbehandlingstid for journalister i offentlighedsloven? 

»Nej, jeg har lært dem, at der gælder en særlig fortolkning af loven om, at myndighederne skal behandle aktindsigter fra pressen med en særlig imødekommenhed. Hun bruger det, hun har lært, og det er fair nok,« siger Nils Mulvad. 

Vil du på baggrund af denne sag fortsat opfordre journaliststuderende til at påberåbe sig den særstatus, som ifølge vejledningen til loven kun gælder for massemedier og forskere? 

»Man skal generelt lade være at henvise til specifikke paragraffer, men bare henvise til loven, og så må myndighederne påpege, hvilke paragraffer de henholder sig til, hvis de vil give afslag. De studerende skal netop lære at agere som rigtige journalister og ikke som studerende. Og det risikerer en gang imellem at støde nogen,« siger Nils Mulvad. 

Han påpeger dog, at man skal være særlig forsigtig med fælleshenvendelser. Især til institutioner, som ikke er vant til anmodninger om aktindsigt. Som udgangspunkt vil han dog fortsat opfordre de studerende til altid at henvise til offentlighedsloven. 

»Nogle institutioner og myndigheder er meget fintfølende. Men jeg har oplevet så mange gange, at hvis man ikke henviser til offentlighedsloven, så betragter de det som en fribillet til ikke at gøre noget ved henvendelsen,« siger Nils Mulvad. 

Ekstern lektor Susanne Sayers, der var den studerendes vejleder på opgaven, kan godt se, at fodfejlen i henvisningen til paragrafferne var uheldig.   

»Nu er det ikke mig, der formulerer de anmodninger, som de studerende sender ud. Men man skal selvfølgelig ikke henvise til paragraffer, som ikke findes,« siger hun. 

»Men jeg vil til enhver tid anbefale de studerende at henvise til offentlighedsloven. Det er helt fair i denne type af store eksamensopgaver, hvor mange af dem rent faktisk bliver udgivet. Det er netop ikke ment som en trussel, men som en service,« siger Susanne Sayers. 

Det er åbenbart nødvendigt at pakke henvisningen til offentlighedsloven ind i en nærmest japansk høflighed til institutioner, som ikke er vant til anmodninger om aktindsigt.

Susanne Sayers, ekstern lektor, DMJX

På baggrund af opstandelsen blandt gymnasierektorerne vil hun dog for fremtiden gøre de studerende opmærksomme på, at nogle offentlige institutioner finder det provokerende, at man henviser til offentlighedsloven. 

»Det er åbenbart nødvendigt at pakke henvisningen til offentlighedsloven ind i en nærmest japansk høflighed til institutioner, som ikke er vant til anmodninger om aktindsigt. Derimod er ministerier og styrelser jo vant til den slags henvendelser,« siger Susanne Sayers. 

[[nid:33976]]

Kommentarer
10
Kristian Elvstrøm
27.07.15 09:53
Jeg har også som studerende
Jeg har også som studerende prøvet at få et vredt svar fra en myndighed, efter jeg havde brugt ordet 'aktindsigt' over telefonen. Måske er det fordi, ordet for nogen klinger af afsløring og gedulgte gerninger.

Efter den oplevelse er jeg blevet mere sparsommelig med ordet. Nu spørger jeg i helt almindeligt sprog først, og hvis myndigheden prøver at krybe uden om, henviser jeg så til loven. Og det går fint :)

Fremhævet af Journalisten
Claus Dahl
27.07.15 10:06
Jesus Christ - skal alle
Jesus Christ - skal alle landets skoler virkelig bruge ressourcer på en studerendes skoleopgaver? Hvordan i alverden kan vinklen på det blive andet end 'studerende spilder titusindevis af skattekroner'. Hvor pokker er selvkritikken - og hvorfor skal I dog bruge *endnu* flere af skolernes ressourcer på at forsvare dette vanvid.
Fremhævet af Journalisten
Martin Vitved Schäfer
27.07.15 12:03
Claus Dahl:

Claus Dahl:
Selv hvis vi ser bort fra, at aktindsigten er en juridisk rettighed, som alle borgere i landet kan benytte sig af overfor offentlige myndigheder, så er det en yderst relevant problemstilling, den studerende søger at belyse (og som jeg håber at "rigtige medier", snart vil tage op).
Brugen af vikarer, og særligt vikarer uden pædagogikum, kan betyde dårligere kvalitet af den undervisning, som gymnasieeleverne modtager. Det er da i højeste grad relevant information, hvis gymnasierne bruger uforholdsmæssigt mange resurser på vikariater fremfor fastansættelse af færdiguddannede gymnasielærere.
Fremhævet af Journalisten
Per Meinertsen
27.07.15 15:41
Henvendelsen til rektorerne
Henvendelsen til rektorerne er da mildt sagt ikke formuleret så den fremmer formålet, og at nogen har svært ved at se dette, synes jeg er noget foruroligende.
Man kan måske bære over med et forkælet barn som skriger "jeg vil ha, jeg vil ha" – men hvad med når det er en voksen?
Jeg forstår godt rektorernes stejlen.
Fremhævet af Journalisten
Mark Nissen
28.07.15 06:48
Jeg har svært ved at se, at
Jeg har svært ved at se, at formuleringen i den pågældende e-mail skulle give anledning til den meget uhensigtsmæssige reaktion fra rektorerne, som den umiddelbart gør. Formuleringen er kort og præcis, men på ingen måde uforskammet.

Der er tale om en journaliststuderende, der bruger sin ret til aktindsigt, og som er fornuftigt nok til at henvise til offentlighedsloven, så myndigheden ikke er i tvivl om, at der er tale om en aktindsigtsanmodning.

Jeg har set en del aktindsigtsanmodninger i mit arbejde, og den ovenfor citerede er da en af de mere venlige af slagsen.

Måske rektorernes uhensigtsmæssige adfærd mere skyldes deres egen magtarrogance og manglende indsigt i fundamentale rettigheder. Det er tit og ofte skræmmende at opleve, at de offentlige institutioner i Danmark ikke vil overholde de regler, som Folketinget har fastlagt, selvom de er grundpiller i et demokratisk samfund, hvor åbenhed og adgang til myndighedernes dokumenter spiller en afgørende rolle.

Hvis der er nogen, der i ovenstående artikel reagerer som små børn, så er det netop rektorerne, der "tuder" over, at de bliver mødt med et fuldt ud legitimt krav om aktindsigt. Argumentet om, at der skal sættes en hel del personer i arbejde hænger vel mere sammen med, at man på de pågældende institutioner ikke på behørig vis har journaliseret de dokumenter, der kan gives indsigt i.

Jeg håber, at ombudsmanden læser med i denne artikel, så han kan gøre rektorerne opmærksomme på, at de skal svare borgere i en hensynsfuld og høflig tone, og at de ikke skal være nedladende og patronisere yngre borgere, når disse gør brug af deres demokratiske ret. Desuden håber jeg, at han gør dem opmærksom på, at de ikke må inddrage usaglige hensyn i deres sagsbehandling i forbindelse med f.eks. en aktindsigtsanmodning, som rektor synes er "uforskammet", men at de skal overholde sagsbehandlingsreglerne i offentlighedsloven.

Skam jer rektorer. I udviser en sær form for manglende dømmekraft, når man henser til jeres stilling. Lidt mere decorum ville klæde jer.
Fremhævet af Journalisten
Lis lendal
28.07.15 08:36
"Men der findes ingen
"Men der findes ingen paragraffer i offentlighedsloven om kortere sagsbehandling for journalister. Den særstatus, som pressen ganske rigtigt har, skal man finde i Justitsministeriets vejledning til offentlighedsloven." : Det er meget vigtigt efter min mening at lære journaliststuderende, at djævelen altid ligger i detaljen. Massemedierne er fyldt med store og små fejl, og dette undergraver deres troværdighed, deres vigtigste virkemiddel.
Fremhævet af Journalisten
Staffan Dahllöf
28.07.15 14:15
Aktindsigt er en
Aktindsigt er en borgerrettighed som kan bruges som journalistisk værktøj, ikke et journalistisk privilegium. Hvorvidt Anne Sofie Irene Østergaard er uddannet journalist, journaliststuderende, havnearbejder eller efterlønner er sådan set underordnet i denne her sammenhæng. Rektorernes reaktion viser med al tydelighed en manglende forståelse for basale demokratiske rettigheder og en nedladende attitude med klare tegn på dårlig opdragelse. Men Østergaard skal nok blive til noget når hun har kommet sig over den første forskrækkelse.
Fremhævet af Journalisten
Camilla Qvistgaard Dyssel
28.07.15 19:17
Per Meinertsen, vil du ikke
Per Meinertsen, vil du ikke nok forklare, hvori det kommanderende består. For nej, jeg kan ikke se det. Hun skriver netop "jeg håber, I vil..." At en af rektorerne opfatter det som en trussel, er mig også en gåde. Det er naturligvis en fodfejl, hvis hun ikke juridisk har den ret, hun henviser til. Men hvis vi prøver at se bort fra det og antager, at mailen var skrevet af en journalist fra et massemedie, ville du så stadig finde det uforskammet?
Fremhævet af Journalisten
Per Meinertsen
28.07.15 21:47
Det jeg læser i mailen er, at
Det jeg læser i mailen er, at der implicit med henvisning til offentlighedsloven nærmest afkræves en række oplysninger – deraf "det kommanderende". Ordet "håber" bruges ikke i forbindelse med anmodningen, men i ønsket om at behandlingen skal foregå hurtigst muligt.

Nu er jeg kun almindeligt opdraget og slet ikke journalist. Men hvis jeg skulle prøve at indhente oplysninger som ovenfor nævnt og håbe på en positiv behandling, ville jeg fx indlede min mail med at skrive "Kære ..." eller "Hej ...".

Og så ville jeg skrive noget i retning af:

"I forbindelse med en eksamensopgave ville det glæde mig meget om det var muligt at få nogle tal på, hvor mange personer I har ansat i vikariater, og i hvor lang en periode de har været ansat. Jeg vil også gerne vide, om de vikarer, I har ansat, har taget pædagogikum. Jeg ved min forespørgsel vil afstedkomme et vist arbejde for jer, men jeg håber I vil behandle den velvilligt og gerne så hurtigt som muligt.

Med venlig hilsen
..."

Jeg er næsten sikker på, at med en sådan formulering ville ingen rektorer komme op i noget rødt felt, og Anne Sofie Irene Østergaard ville have fået en mere velvillig behandling.

Fremhævet af Journalisten
Johs Chr Johansen
30.07.15 23:03
Der er flere lag i denne
Der er flere lag i denne debat. (1) Anne Sofies rettigheder og (2)Anne Sofies faglighed.
Prøv at dissekere Anne Sofies mail.
”Mit navn er Anne Sofie Irene Østergaard, og jeg er studerende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.
I forbindelse med en eksamensopgave vil jeg meget gerne have nogle tal på, hvor mange personer I har ansat i vikariater, og i hvor lang en periode de har været ansat. Jeg vil også gerne vide, om de vikarer, I har ansat, har taget pædagogikum. Jeg håber, at I vil behandle min forespørgsel om aktindsigt hurtigst muligt med øje for offentlighedslovens §'er om kortere behandlingstid for journalister.”
Første lag (Anne Sofies rettigheder):
”I forbindelse med en eksamensopgave….. Jeg håber, at I vil behandle min forespørgsel om aktindsigt hurtigst muligt med øje for offentlighedslovens §'er om kortere behandlingstid for journalister.”
Det har givet anledning til en diskussion om Anne Sofies ret til hurtigere aktindsigt i.h.t. Justitsministeriets vejledning om hurtigere sagsbehandling for pressen. Om det også gælder for
eksamensopgaver for journaliststuderende, kan der sikkert bruges mange somre på at diskutere.

Det vigtige er imidlertid det andet lag (Anne Sofies spørgsmål):
”….vil jeg meget gerne have nogle tal på, hvor mange personer I har ansat i vikariater, og i hvor lang en periode de har været ansat. Jeg vil også gerne vide, om de vikarer, I har ansat, har taget pædagogikum”.
Det er simpelthen fuldstændig uprofessionelt at spørge på den måde. Læs ordene; ”nogle tal på”
De spørgsmål, der skal stilles i sådan situation, er klassiske HV-spørgsmål, der kan afdække en sammenhæng i et konkret tidsrum, der muliggør sammenligning:
F.eks.:
HVOR mange personer, har (institutionens navn) i skoleåret ÅÅ/ÅÅ haft ansat i vikariater?
HVOR lang har undervisningsperioden i skoleåret ÅÅ/ÅÅ været for HVER enkelt vikar?
HVOR mange af de i skoleåret ÅÅ/ÅÅ ansatte vikarer har taget pædagogikum?
HVOR mange fuldt uddannede undervisere har (institutionens navn) haft ansat i skoleåret ÅÅ/ÅÅ.
Eller måske mere enkelt:
HVAD var det totale timetal for alle undervisere i (institutionens navn) i ÅÅ/ÅÅ, og HVOR mange af disse timer blev læst af vikarer.
Det er sådanne spørgsmål, der kan benyttes til sammenligning og analyse. Det kan Anne Sofies spørgsmål ikke.
Jeg kan faktisk godt forstå, at nogle rektorer ved landets uddannelsesinstitutioner har sagt fra. Det faglige niveau i spørgsmålene er simpelthen for lavt. Og måske har nogle af rektorerne tænkt mere på faglighed end på offentlighedslov, da de reagerede på Anna Sofies mail.
Det medfører ikke megen respekt, når journalister påkalder sig særlige rettigheder, og samtidig præsterer et ringe produkt
Dermed er stafetten tilbage til journalistuddannelsen. Det er klart, at journalister skal uddannes i brugen af redskaber som offentlighedsloven. Men de skal også uddannes til at stille meningsfulde spørgsmål, der kan danne grundlag for indsigtsfuld reportage og efterfølgende diskussion på et oplyst grundlag.
Og det vil fremme den almene forståelse for en bedre offentlighedslov, hvis spørgsmålene er velfunderede.
Fremhævet af Journalisten

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen