På en top 49 over de journalister, der i løbet af tre måneder har søgt flest gange om aktindsigt i ministerier, ligger 45 mænd og fire kvinder.

Det er mænd, mænd, mænd, der positionerer sig, når det i perioden handler om at udfordre magtens centrum:

• De 16 øverste på listen er mænd.

• Samlet står kvindelige journalister kun for cirka 12 procent af ansøgningerne – mens der sidder mandlige journalister på resten.

Samtidig med denne opgørelse viser lønstatistikken år efter år og med knastør præcision, at selv om kvindelige journalister vinder ind på mændene og ikke har lavere startløn, så halter de alligevel stadig gennemsnitligt efter, fordi de i mindre grad har stillinger, der udløser genetillæg på grund af for eksempel skæve arbejdstider – og oftere har deltid.

De to ting hænger sammen: Jeg tror kort sagt, at den kønsspecifikke skævhed i brugen af aktindsigt dækker over, at kvindelige journalister generelt set i højere grad arbejder med blødere stofområder i redaktionelle miljøer, hvor der er mindre tradition for at gå hårdt til værks gennem aktindsigt. Det peger eksperterne også på.

Er det et problem? For kvinderne? For journalistikken?

Det er kun et problem for kvinderne, hvis de er utilfredse med karriereforløbet og ikke selv har indflydelse på fagområder og metodevalg. På samme måde, som det vil være et problem, hvis mandlige medlemmer af DJ er tvunget til skæve arbejdstider, brændte hjemmeaftaler og – undskyld fordommene – ingen børnehentning.

Ingen af delene virker helt logiske. Og i virkeligheden er det måske mændene, der er bagud på ligestilling. Er I sikre på, at det genetillæg ikke er for dyrt betalt?

Jeg tror, at de kvindelige journalister – præcis som mændene – helt overordnet og generelt træffer suveræne og selvstændige valg, der matcher den livsstil, de gerne vil have. Det koster så kvinderne lidt i faglig prestige og muligheden for at vinde priser, hvilket på den lange eksistentielle bane måske er lidt ligegyldigt. Hvis man er selvbevidst nok.

Så den del af kampen for ligestilling tror jeg vi kan begrave.

Men hvad angår journalistikken, kan tallene dække over et problem. Flere emner, der angiveligt ofte dækkes af kvindelige journalister, fortjener at blive suppleret med indsigt i ministeriernes dokumenter. Socialpolitik, uddannelsespolitik, kirkepolitik, kulturpolitik. Mediebrugerne fortjener, at disse emner også kulegraves systematisk.

Og det behøver ikke at handle om at vælte en minister eller afsløre en bank. Det kan også være gode hverdagshistorier. Aktindsigt handler ikke mindst om at vide noget først og på forhånd. Det kan man altid bruge. Kvinde som mand. Hårdt som blødt stof.