EU og Europa-Parlamentet har altafgørende indflydelse på dansk lovgivning. Men der bliver færre og færre danske journalister i Bruxelles. Det rammer dækningen af det kommende Europa-Parlamentsvalg. Pressen fastholder omvendt en overdreven dækning af Christiansborg.

ØVROPA. Samtidig med at EU og de folkevalgte i parlamentet får større og større indflydelse på danskernes hverdag, skruer danske medier ned for deres tilstedeværelse i Bruxelles. Siden 2001 er ni korrespondenter trukket hjem. Helt aktuelt har Politiken og Berlingske hver trukket en korrespondent hjem. DR er også gået fra tre til to mand. Fire danske redaktioner er blevet lukket helt. Blandt andet har Børsen og Information ikke længere en redaktion i Bruxelles.
Det ligner en ren tilståelsessag. En række redaktører, journalister og kommunikationsfolk er samtidig enige om, at den danske presse underinformerer befolkningen om vigtige og komplekse processer i EU.
»Der er tale om et mediesvigt, fordi vores opgave jo netop er at blotlægge komplicerede og uigennemsigtige magtstrukturer. Og magt er der ingen tvivl om, at Europa-Parlamentet har,« siger Ask Rostrup, politisk redaktør i DR.
Også Tøger Seidenfaden, chefredaktør på Politiken, erkender problemet.
»Jeg kan tilslutte mig blankt.«
– Men det er jo et journalistisk svigt?
»Ja, det er et journalistisk svigt,« siger Tøger Seidenfaden.

Mediernes svigt kan få yderst alvorlige konsekvenser, siger forskerne.
»Udviklingen er paradoksal og et stort demokratisk problem. Vi har forestillingen om, at Danmark er et repræsentativt demokrati. Og i EU er det altså Parlamentet, der repræsenterer os. Derfor burde Parlamentet og valget dækkes bedre,« fastslår Mark Blach-Ørsten, lektor på Institut for Journalistik, Roskilde Universitetscenter.
John Frølich, lektor på Danmarks Journalisthøjskole, kan med dugfriske indtryk påpege, at de korrespondenter, der bliver tilbage, tilmed får mere og mere travlt med alt andet end EU. Han har til den aktuelle bog "Nyheder i nutid" interviewet de 10 mest erfarne danske korrespondenter.
»De skal nu dække hele Europa og ikke kun EU. Det betyder, at de har langt mindre tid til at dække den lovgivning, der har store konsekvenser for Danmark,« siger John Frølich, der advarer mod udviklingen.
»Det er temmelig katastrofalt. Hvis ikke du informerer borgerne, før beslutningen er truffet, kan de ikke deltage i den demokratiske proces.«
Resultatet kan blive, at de ellers normalt så veloplyste danskere bliver mere og mere blanke på EU. Midt i april vidste kun hver sjette dansker, at der er valg til Europa-Parlamentet i år – datoen er 7. juni.

PETER STERUP FRA KOMMUNIKATIONSBUREAUET Primetime var ved forrige valg til parlamentet med til at lave kampagne for konstellationen Gitte Seeberg og Poul Nyrup, der tørnede sammen på debatmøder. Det kom i avisen. Men:
»Aviserne gider ikke skrive om EU's beslutninger, fordi de tror, at folk ikke gider læse om dem. Og folk gider ikke læse, fordi EU i aviserne ofte fremstår, som om det ikke har betydning for danskerne,« sammenfatter han.
En af dem, der denne gang skal forsøge at vække både pressen og danskerne, er kommunikationsrådgiver Gerda Kristensen. Hun har tidligere været blandt andet dokumentar-journalist og kommunikationschef i DR. Hun er hyret af Junibevægelsen for at skabe en rød tråd i kampagnen for Hanne Dahl.
Gerda Kristensen finder mediernes delvise ligegyldighed over for EU paradoksal.
»Mellem 70 og 80 procent af dansk lovgivning har direkte sammenhæng med EU. Der burde stå mere i aviserne og være mere i tv om EU,« siger Gerda Kristensen, der – som flere andre kilder – peger på, at danske politikere har et medansvar ved at underspille EU.
Lisa Rosager er som kampagneleder for Det Radikale Venstre med til at planlægge de historier, der skal trænge gennem mediernes panser mod EU. Det lykkedes for eksempel med forslaget om, at EU skal oprette 10 superhospitaler for sjældne sygdomme.
»Det var gennemarbejdet, og vi havde sikret os opbakning fra patientorganisationerne. Det styrkede også historien, at det var en EU-historie om sundhed, der normalt er et nationalt anliggende,« siger Lisa Rosager.
Alt i alt tegner der sig et billede af, at ihærdige kommunikationsfolk gang på gang laver benarbejdet og serverer historierne for journalister og redaktører. Medierne bliver fodret. Og skriver nogle gange bare af.
Malene Chaucheprat har som journalist i syv år arbejdet i Europa-Parlamentet for Socialdemokraterne. I dag arbejder hun for Europa-Parlamentets danske presseafdeling. Hun mener, at medierne selv kan gøre mere for at gøre EU nærværende for danskerne.
»Jeg kan selvfølgelig godt lide, hvis medierne bare tager vores pressemeddelelser og 'copy-paster' dem. Men det er mere spændende for læserne og seerne, når journalisterne laver noget velresearchet og opdyrker stoffet selv.«

DET FASTE KORPS AF KORRESPONDENTER i EU høster megen anerkendelse fra både parlamentarikere og kommunikationsrådgivere for deres arbejde. Jyllands-Postens Jesper Kongstad har ingen problemer med at omsætte dagligdagen i Bruxelles til journalistiske historier. Faktisk har han svært ved at nå det hele.
»Mit problem er ikke manglende historier. Det er heller ikke at komme af med historierne. Mit problem er at prioritere den massive informationsstrøm fra EU og NATO,« sammenfatter Jesper Kongstad.
Han vurderer, at der er megen interessant journalistik i det kommende parlamentsvalg.
»Der er lagt op til et spændende valg. Danmarks pladser skæres ned fra 14 til 13. Desuden skal vi se, hvordan magtforholdet er mellem blokkene efter Lars Løkkes magtovertagelse. Kan SF for første gang få to pladser? Ryger enten Junibevægelsen eller Folkebevægelsen helt ud? Og Nyrup er ude – Socialdemokratiet vil gå tilbage. De kan ikke trække fem kandidater igen,« siger Jesper Kongstad – og sammenfatter:
»Der er bunker af historier i EU og Parlamentet. Det er ikke længere et Mickey Mouse-parlament.«

DERFOR KAN DET FOREKOMME ENDNU MERE paradoksalt, at danske medier skruer ned for bemandingen i Bruxelles og trækker korrespondenter hjem.
»Det er tankevækkende. Det er rigtigt mange, der tager hjem. Og de, der bliver tilbage, skal jo også dække NATO,« siger Malene Chaucheprat fra Europa-Parlamentets informationskontor.
Hun spår, at konsekvenserne kan blive dramatiske.
»Den journalistiske historie kræver, at man har tid til at følge med i sagernes forløb og har kontakterne. Ofte slutter et forløb med et kompromis, hvor tingene stemmes af mellem parlament og ministre. Den historie kan korrespondenterne fortælle på dagen, men det kan du ikke hjemme fra Danmark,« forklarer hun.
Lisbeth Knudsen, chefredaktør på Berlingske Tidende, forklarer, at Berlingske måske igen vil skrue antallet af journalister i Bruxelles op fra én til to. Hun understreger, at Christiansborg-redaktionen fremover også skal dække EU og de vigtigste møder.
»I forhold til for fem år siden er EU i dag ofte integreret i vores indlandshistorier. Og vi har jo stadig Ole Bang Nielsen dernede. Så der er ikke tale om, at EU er udækket for os. Langtfra,« siger Lisbeth Knudsen, der mener, at Europa-Parlamentet trods alt er kommet mere i fokus.
»Vi hører mere og mere om direktivforslag og deres indvirkning på dansk lovgivning,« siger hun.
Men Lisbeth Knudsen erkender også, at der er grund til skepsis.
»Jeg kan godt være bekymret for, om medierne altid i tide får dækket de direktiver, der har betydning for dansk lovgivning. Men det er vanvittigt kompliceret at dække,« siger hun.
Tøger Seidenfaden understreger, at Politiken senere vil opgradere, så redaktionen igen har to faste journalister og en praktikant i Bruxelles.
»Vi er kun nede på to på grund af den opgraderede klimadækning i Danmark,« siger Tøger Seidenfaden.
Ulrik Haagerup, chef for DR Nyheder, mener, at danskerne har masser af muligheder for at få historier om EU, også i form af blandt andet nyheder på hovedkanalen DR 1.
»Men selve processen i EU er vanskelig at omsætte til korte nyhedsformater. Det kan vi så gøre i både Orientering og Deadline,« siger Ulrik Haagerup, der forklarer, at beslutningen om at reducere fra tre til to journalister i Bruxelles blev truffet i en sparerunde, før han blev chef.

NÅR EU IKKE PRIORITERES HØJT, handler det ikke bare om at spare penge. Stoffet er også vanskeligt at formidle.
»Beslutningsprocesserne er lange og uigennemskuelige, hvilket gør dem mindre journalistisk interessante. Og de politiske grupperinger i Parlamentet er et kludetæppe,« siger Lisbeth Knudsen.
Tøger Seidenfaden forklarer, at så længe der er nationale ministre eller nationale vinkler, er dækningen mulig. Men i for eksempel Parlamentet sidder politikerne i tværnationale grupperinger, og derfor står medierne ikke på historierne.
»Det er virkelig paradoksalt. Du har måske verdens største pressekorps i Bruxelles og en gigantisk talentmasse af embedsmænd. Alle disse mennesker har en fantastisk indsigt i europæisk politik og historie. Men samtlige medier går til sagen ud fra en snæver national vinkel. Vi har et fundamentalt strukturelt problem mellem EU og pressen,« siger Tøger Seidenfaden.
Ask Rostrup, politisk redaktør i DR, kalder i forlængelse af Tøger Seidenfadens analyse Europa-Parlamentet en »svævende euroboble«.
»Parlamentet og dets folkevalgte har ikke en fælleseuropæisk offentlighed at spille bold med. Det er en paneuropæisk demokratikonstruktion uden folkelig klangbund. Læg dertil alenlange beslutningsprocesser, komplekse og svært gennemskuelige beslutningsstrukturer og en politisk terminologi, som er decideret teknokratisk og mildt sagt ufolkelig.«

UNDSKYLDNINGERNE BLIVER IKKE KØBT af Jonas Ludvigsen, kommunikationsmedarbejder for Junibevægelsen. Han mener snarere, at forklaringen er dansk snæversyn.
»Mange af EU og Parlamentets sager er dybt relevante for danskerne. Journalisterne må gå ind i processerne og beskrive dem. Ligesom de gør på Christiansborg – men så skal de jo også være til stede i Bruxelles.«
I stedet for det indviklede og svært oversættelige EU vender danske medier sig mod Folketinget.
»Jeg tror, den danske befolkning fortsat er mere optaget af Christiansborg end af EU. Det er mere overskueligt, og vi kan forholde os til det i vores hverdag,« siger Lisbeth Knudsen, der selv støtter den fokusering.
»Det er ekstremt vigtigt, at de politikere, vi har valgt i det nationale parlament, også er dem, vi følger tæt. Også selv om meget af dansk lovgivning påvirkes eller resulterer af politiske beslutninger og initiativer i Bruxelles.«

KRITISKE IAGTTAGERE TALER OM, at danske medier i symbiose med danske politikere stiller et lille genkendeligt egnsteater op. Peter Steerup, Primetime Kommunikation, forklarer det således:
»Vi spiller, som vi plejer. Selv om erhvervslivets love bestemmes i EU, lader vi, som om Christiansborg er vigtig. Det er jo en fordel for både medier og danske politikere.«
Gerda Kristensen, kommunikationsrådgiver, forklarer, at det er det danske '72-syndrom, der er på spil.
»Siden Danmark sagde ja til EU, har nationen været delt i to. Derfor er der ingen politikere og ingen medier, der rendyrket tør dyrke EU. De læner sig op ad den danske skepsis i stedet for at fortælle tingene, som de er, og hvad de egentlig vil med EU.«
Dermed kan den journalistiske udfordring passende begynde med et mere markant modspil til danske folkevalgte. Og det er netop Ulrik Haagerups budskab:
»Der er jo ikke megen profilering som dansk politiker i at sige, at EU bestemmer det hele, og at alt er handlet af i forvejen. Derimod kalder de gerne ministre i samråd og agerer aktivt handlende. Der skal vi som journalister blive bedre til at sige: "Hvad kan du reelt gøre ved sagen?!"« •

FAKTA

Dykket i korrespondenter i Bruxelles

DR fra tre til to
TV 2 fra to til én
JP fra to til én
Berlingske fra to til én
Politiken fra to samt en praktikant
til én samt en praktikant

Medier, der har lukket det faste kontor
i Bruxelles

Information
Erhvervsbladet
B.T.
Børsen

Der er dog også kommet nye korrespondenter til. Ved årsskiftet 2009 var der 11 danske korrespondenter i Bruxelles. Politiken fremhæver, at nedgangen er midlertidig. DR gik i 2005 fra to til tre og er nu nede på to igen.

Kilde: Lektor på Journalisthøjskolen, John Frølich, medforfatter til den aktuelle bog "Nyheder i nutid", samt egen research.