Engang, i den umulige nyhedsfattige sommer-periode, tegnede Peter Lautrop en agurk i farver på Informations lederplads på forsiden. I stedet for tekst med Outzes lille o forneden gik agurken fra top til bund. Så var det sagt.

I samme år sad vi på Radioavisen og anede ikke, hvordan vi skulle fylde søndagsmiddagsavisen. Så ringede redaktionssekretær Nielsen til Halldor Sigurdsson og bad ham komme med ”nogle meter”. Det gjorde Halldor og fortalte lytterne om havnearbejderstrejken på Guadeloupe, siden et begreb mellem venner.

Senere endnu sendte Jørgen Thorgaard en julidag i 70´ernes midte K. Vagn Jensen og denne signatur ud i det nordsjællandske for at få et signalement af den omsiggribende vold i sommerlandet. Thorgaards datter var blevet mobbet af en pubertær bølle på stranden i Liseleje. Journalist Jensen og signaturen henvendte sig på lokale politistationer – de få der var – og vi besøgte folk på feriestederne langs kysten og blev mødt med forbløffelse. Vold? Her? Ikke tale om! Vi drog hjem, beroligede Thorgaard angående vold i sommerlandet og greb telefonen.

Halldor lavede beredvilligt endnu et indslag om den del af verden, der ofte tilsidesættes i den hjemlige formidling til fordel for de skvulp i andedammen, som nogle redaktører tænker – de tror eller mener ikke – de tænker: er hele verden.

Bag kommentarerne fra Sigurdsson, Frank Osvald, Jens Nauntofte, og hvem det nu var, lå en mere eller mindre bevidst naiv, positivistisk forestilling om, at verden måske kan gå hen og blive bare en lillebitte smule bedre. Såfremt menneskene i den får mere oplysning om den. Også om det fjerne, det tilsyneladende uvedkommende. Emner, som dengang netop ved at blive belyst i den kongelige danske radioavis, ville kunne bidrage til processen og udstyre nationen med mulighederne for dybdeperspektiv på liv og død. Havnearbejderne på Guadeloupe var jo mennesker, der kæmpede den kamp, som Anker Jørgensens medlemmer for længst havde kæmpet og (delvis) vundet. Men undertrykkelse og udbytning, andre tider, andre steder, fortsatte uforandret og var til at blive klog af. Summen af skurkestreger er konstant, sagde Leif Blædel altid.

En anden mulighed i en agurketid er symbolsk forstået mere beslægtet med Peter Lautrops bidrag: at bide hovedet af al skam og servere agurken. En hund, der ikke bliver luftet nok, en verdensberømthed fra Horsens på besøg i Struer, vejret før og nu, gode råd om grillens brug, etc. Dét kan så ske i et sådant omfang, at agurkestoffet breder sig langt ud over agurkers årstid. Ja, at dette alternative bagsidestof bliver hovedsagen i medier, hvor de lyse timer opregnes, og det halvfulde glas, ikke det halvtomme, bæres frem; hvor historier med positivt konstruktivt sigte bevidst vælges til fordel for denne voldske verdens uløselige ulyksaligheder.

Om akkurat det journalistisk konstruktive skrives der for tiden lærebøger under sagligheds dække. Vi lidt ældre i gårde får en uafrystelig deja-vu følelse af gensyn med de gamle før os, der nidkært foretrak den lokale, gode, menneskelige, positive, vedkommende, opbyggelige, konservative og nationale historie frem for yderligere brændstof på nihilismens og håbløshedens kan hænde mere reelle virkelighedsopfattelse af  distraherende kendsgerninger.

Agurketiden i medierne er alibi for nemme, uendelige fællesfortællinger om danskerne, der kommer hinanden ved og ser i vejrudsigten, om vi kan grille i aften. Den elektroniske agurketid bliver til uendelige fortællinger og påstande om den nationale fællesnævner, hvor nationen liturgisk er vis. Vi griller, vi svømmer, vi spiser pølser med arme og ben, vi drikker for meget, får for meget mad, elsker, elsker for lidt, elsker forkert, klipper hæk, slår græs, piller rejer i indforstået snusfornuft under behersket solbadning med faktor femten, debatterer sårheling, børneopdragelse, omgang med ældre, yngre, bøsser, lesbiske, folk og fæ. Og agurketiden varer året ud og det næste med, for agurkeopfattelsen af agurketiden – og tiden uden for agurketiden – er sammenfaldende i den store nationale falske forbrødring.

Til sidst kan hverdagens nyhedsstrøm, frem for oplysning i bred og forsvarligt orienterende forstand med hensigten at gøre alle klogere, blive et yndigt billede af overskuelighed i en onduleret verden, hvor den tjekkede livsstil er vigtigere, end de forhold der truer livets opretholdelse. Den oprindelige journalistiske kritiske forpligtelse, som den klassiske journalistiske kultur er sig ansvarligt bevidst, og som vi i skåltaler vedkender os, bliver herefter betegnet som politisk korrekthed.

Den anstændighed, som det journalistiske fag gerne skulle iklæde sig og bære frem uden beskæmmelse som en forudsætning for gerningen, får samme stigmatiserende stempel i leflen for det påståede fællesskab. De gode journalister, der aldrig ser agurkesalat som svar på den faglige forpligtelse om oplysning, bliver til formyndere, elite og anstændige. Værre kan det næppe blive.

Jeg bryder mig ikke om agurker i  tide og utide.