search

Agurken – Danmarks farligste plante

Danske mediers natursyn er en sær blanding af Disney og Spielberg. Hvis naturen ikke er enten nuttet eller farlig, er den ligegyldig. Og i agurketiden er det planmæssigt gået helt amok

Uha, det har været en dejlig agurketid. Først gik en afrikansk cirkuselefant amok på en helt uskyldig Skoda i ferieidyllen Karrebæksminde. Opstandelsen var stor, billederne levende, passagerne i bilen rystede, og elefanterne i panik. Og medierne kunne også en historie om, at en dyrepasser havde slået elefanten, før den begyndte at lege med biler.

Underskriftsindsamlingerne for at forbyde elefanter og andre vilde dyr i cirkus fik ny luft, og medierne havde dejlige voldsomme billeder og vidnesudsagn. What’s not to like?

Knap var den historie glemt, før det årlige ritual omkring den færøske grindefangst kunne overtage. Grindefangsten er en gave til agurketiden, nuttede hvaler dør dramatisk og i technicolor-farver for foden af stormsorte klipper, mens aktivister anført af kaptajn Paul Watson og hans Sea Shepherd-folk sædvanen tro kan holde sommerlejr i verdenspressens søgelys, og dyrevenner verden over kan true danske politikere på livet.

Men de færøske grindeslagtere er ikke alene i skudlinjen nu. En amerikansk tandlæge og storvildtjæger, Walter Palmer, har fået at føle, hvordan det er at være jaget vildt. Det umiddelbart ikke særlig sympatiske eksemplar af menneskeheden har skudt Zimbabwes stolthed, hanløven Cecil, og trues i skrivende stund med et forholdsvis opfindsomt udvalg af drabsmetoder. Det er usikkert, om han var i god tro. I Zimbabwe er løvejagt tilladt på visse betingelser, og tandlægen har undskyldt sig med, at han troede, at hans license to kill var ægte. Men i medierne er han forlængst dømt skyldig, og han gået under jorden. Ikke meget løvehjerte der.

Nå, men herhjemme kan vi også. Foruden de obligatoriske dræbersnegle har sommeren budt på de snart lige så obligatoriske skrækhistorier om skovflåt, der flere gange er udnævnt til at være Danmarks farligste dyr og hvert år kan lægge nye, klamme sygdomme til sit syndsregister, senest en særlig lumsk udgave af borreliose.

Forleden fik skovflåten dog hård konkurrence, da en af DR’s regionalstationer udnævnte stor gedehams som Danmarks farligste dyr. Den velvoksne gulbrune hveps – den kan blive på størrelse med en mellemstor tommeltot – er godt nok ret fredsommelig og egentlig i udpræget grad et nyttedyr, men det er jo ikke nær så sjovt som at konstatere, at ‘farlig kæmpehveps breder sig’.

Jeg har sikkert overset en del farlighed og nuttethed undervejs. Der er nok en kat, som har reddet en baby, en hund, som har reddet sin ejer, og en haj, som har ædt en badegæst – hey, vent, den sidste var der næsten. Billederne var i hvert fald gode, da en verdenskendt surfer kæmpede sig fri fra et hajangreb. Og der var vist også en slange, som bed et barn i Randers Regnskov.

Min pointe med alt det her er, at agurketiden med dens forkærlighed for dyrehistorier er ret afslørende for danske mediers forhold til naturen. Hvis den ikke er Disney-nuttet eller Spielberg-farlig, er den pissekedelig og ikke værd at beskæftige sig med. Derfor har jeg for en sikkerheds skyld også forsynet denne klumme med en rubrik om vildt farlig natur. Det plejer at virke.

Det er mere interessant, at 100 grindehvaler bliver slagtet, end at et par millioner svin bliver det. Man kan argumentere for, at færingernes grindefangst sparer nogle tamdyr fra lidelserne ved at blive opdrættet og naturen for den voldsomme plads, som foderdyrkningen til vores kødproduktion kræver. Færingernes grindefangst er bæredygtig på alle mulige måder, men hvaler har en højere nuttethedsfaktor end svin, og sådan nogle dyr skal i hvert fald ikke slagtes ude i det åbne, hvor alle kan se det.

Det er også mere interessant, at én ærværdig løve må lade livet, end at vores grådige jagt på ressourcer ødelægger levestederne for tusindvis af arter, eller at vi i vores voldsomt opdyrkede eget land kæmper forgæves for at skaffe plads til noget ægte vild natur. Biodiversitet … gaaaaab.

Hvorfor er det, at danske medier ikke gider at interessere sig for at formidle natur på spændende, medrivende og saglig vis? Bevares, der er undtagelser, men er der gode naturudsendelser på dansk tv, er de stort set altid produceret i udlandet.

Britiske BBC har i årevis skabt fantastiske programmer om naturen både globalt og i ‘England’s green and blessed land’. The Guardian har naturen som fast sektion, også i den mere nørdede udgave med nye arter, plankton og en kortlægning af læsernes favoritsteder. Den svenske udgave af årets pressefoto har i modsætning til den danske naturfotografi som en af kategorierne.

Men herhjemme er der ingen prestige i journalistik om naturen, og her har naturen lige så svære betingelser i medierne, som den har i vores omhyggeligt pløjede, kornfede landskab.

Min påstand er, at interessen for naturen er til stede hos vores læsere, seere, brugere osv. Herhjemme har Facebooksider med billeder af naturen tusindvis af følgere. De naturvejledere, jeg kender, fortæller, at interessen for at komme med på tur til tider er ret overvældende.

Desværre kræver historierne også viden, de er komplekse, og størstedelen af naturen er ikke umiddelbart særlig nuttet eller særlig farlig. Den er bare helt særligt fantastisk. Hvor er det synd, at vi ikke formidler den.

Nå, er der nogen, som har en historie med en dræberslange, som har spist en nuttet kælekanin?

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen