AGF tager styring med eget fodboldmagasin

Fodboldklubben AGF har lavet et nyt video-magasin og samtidig meddelt TV 2 Østjylland, at man fremover vil være mindre tilgængelig. Det har medført kraftig kritik fra redaktører. Kommunikationschef afviser, at man vil undgå kritisk journalistik
  • AGF TV
    Søren Højlund Carlsen interviewer cheftræner David Nielsen i AGF's fodboldmagasin 'Agenda'.
03.04.2018 · 16:20

”Velkommen til Arbejdernes Landsbank her i hjertet af Aarhus og velkommen til 'Agenda', vores nyeste barn i den familie, som vi kalder AGF TV.”

Kommunikationschef Søren Højlund Carlsen slår ud med armene og spadserer i bedste tv-vært-stil hen til det bord, placeret midt i Arbejdernes Landsbanks storrumskontor, som AGF TV’s nye videomagasin 'Agenda' skal afvikles fra i denne udgave.

Dagens første gæst er klubbens cheftræner, David Nielsen, og Søren Højlund Carlsen lægger ud med at spørge:

”Hvis vi ser bort fra kampen mod FC København, hvornår har vi så senest tabt en fodboldkamp?”

Svaret er kampen mod FC Midtjylland 27. november. Og Carlsen fortsætter derfor:

”Hvad er den soliditet et tegn på?”

Formentlig et spørgsmål, som cheftræner David Nielsen ikke er vant til at blive stillet, når de traditionelle medier løbende vil høre, hvorfor den gamle storklub AGF på snart tredje årti halter efter toppen af dansk fodbold.

Men 'Agenda', som havde premiere 28. marts, er ikke sat i verden for at fokusere på de negative historier, men i højere grad på det, Søren Højlund Carlsen kalder de fodboldfaglige vinkler.

Nørderi frem for kritik

”Det er et sted, hvor vi kan nørde forsvarsspil i 20 minutter, i stedet for at cheftræneren endnu en gang skal forholde sig til, hvorfor vi ikke er kommet i top seks. Vi ved fra vores fans, at de gerne vil have noget mere faglighed og nørderi. De vil høre fra Pierre Kanstrup, hvorfor han løber til venstre i stedet for til højre. De vil høre, hvordan der dækkes zone eller mand til mand,” fortæller han.

'Agenda' er et fodboldmagasin, som man traditionelt kender det fra tv med en vært, gæster i studiet og forproducerede indslag. Programmet bliver optaget på skift hos AGF’s sponsorer. Det produceres af klubbens kommunikationsafdeling og kan ses på hjemmesiden samt på en AGF app.

Vil selv udnytte interesse

Men allerede flere uger forud for lanceringen har 'Agenda' skabt diskussion i det østjyske. AGF har nemlig meddelt TV 2 Østjylland, at man fremover vil begrænse sin deltagelse i tv-stationens ugentlige magasin 'Fodbold Med Horup', hvor de midt- og østjyske klubber bliver taget under behandling.

Ifølge Søren Højlund Carlsen handler det om at få mere ud af den store interesse, der er for klubben.

”Hvis der bliver skrevet om AGF i et medie, er det noget af det mest læste, og hvis der bliver placeret indhold på de sociale medier om os, skaber det meget engagement. Vi er en motor for stor interesse, og det ønsker vi naturligvis at udnytte til vores fordel, både kommercielt, interessemæssigt og publikumsmæssigt,” fortæller Søren Højlund Carlsen.

Fans fravælger gamle medier

Og når AGF har sit eget fodboldmagasin, er der simpelthen mindre tid til et program som 'Fodbold Med Horup'.

”Når man har begrænsede ressourcer, er man er nødt til at se på, hvor vi får mest output for vores input. Når vi har 50.000 følgere på FB, så har vi 10 gange så mange som 'Fodbold Med Horup'. Vi kan se, at vi får større reach end på mange af de kommercielle programmers platform,” siger Søren Højlund Carlsen, men fastslår, at man stadig gerne vil stille op i programmet, blot i mindre omfang.

Alle køber dog ikke forklaringen om begrænsede tidsressourcer.

Chefredaktør på Århus Stiftstidende Jan Schouby kalder det en ”dødssyg forklaring”.

”Det ene er, at de vil udnytte nogle kommercielle interesser, men den anden forklaring er, at de simpelthen ikke bryder sig om kritik,” siger han.

Han tror, AGF med 'Agenda' ønsker at skabe et ukritisk alternativ til de traditionelle medier.

”På den her måde får de et ukritisk medie, de selv kan redigere. Søren Højlund Carlsen vil sikkert også foregive, at han stiller kritiske spørgsmål. Men det bliver en redigeret virkelighed,” siger Jan Schouby.

”Vi stiller gladelig op”

Søren Højlund Carlsen afviser, at man forsøger at fravælge den kritiske journalistik.

”Det er simpelthen noget sludder. Vi stiller gladelig op til kritik hver eneste uge. Da vi for eksempel spillede hjemme mod AaB for nyligt, stillede vores direktør op i en paneldebat med Jan Schouby. Kampen før stillede vores sportsdirektør op til kritisk interview om, hvorfor vi ikke kan score mål. Cheftræneren stiller også op til kritiske spørgsmål hver eneste uge,” siger han.

TV 2 Østjyllands direktør, Inga Vind, hæfter sig ved, at AGF ikke vil boykotte, men blot nedprioritere 'Fodbold Med Horup'. Men hun ærgrer sig over beslutningen – også ud fra et journalistisk synspunkt.

”Man kan jo godt stille spørgsmålstegn ved, om deres eget program bliver lige så objektivt, eller om det bare bliver AGF, der hylder AGF, på samme måde som når regeringen åbner deres eget nyhedssite,” siger hun.

Vil selv sætte dagsorden

Journalisten har tidligere beskrevet, hvordan politiske partier i stigende grad opretter egne medier for selv at kunne sætte en nyhedsdagsorden. En sammenligning med disse medier vil Søren Højlund Carlsen godt købe.

”Det er ikke udtryk for, at vi ikke ønsker kritiske spørgsmål. Men selvfølgelig vil vi også være med på banen og sætte dagsordenen. Vi har publikum og teknologien til at lave vores egne medier. Og i de medier vil vi selvfølgelig sætte fokus på det, vi, og ikke mindst fansene, synes, er interessant,” siger han.

AGF har, hvad der svarer til halvanden fuldtidsstilling ansat, til at lave video, udover ham selv og yderligere én kommunikationsmedarbejder. Udover 'Agenda' og diverse indslag før og efter kampene er man også i gang med at producere en mini-dokumentarserie med træner David Nielsen, der udkommer hen imod slutningen af sæsonen.

Journalister er ikke nødvendige

For Inga Vind er AGF’s tiltag udtryk for en ny konkurrence, som de traditionelle medier må forholde sig til, simpelthen ved at blive endnu bedre.

”Det, der er interessant for os journalister, er, at vi ikke er uundværlige længere. Når trænere og klubber i gamle dage skulle kommunikere deres sejre, skulle de gøre det via os. Det er ikke nødvendigt længere. Det er pisse irriterende for os, men dét er tendensen, ” siger hun.

Efter sommerferien vil TV 2 Østjylland i stedet for 'Fodbold Med Horup' lave et nyt fodbold-community på kanalens website.

”Og det må vi simpelthen bare gøre så fedt, at AGF er nødt til at være med. Vi skal blive så dygtige, at de ikke kan komme uden om os,” siger Inga Vind.

Beslutningen om af lukke 'Fodbold Med Horup' var taget allerede ved årsskiftet og skyldes ikke den konkrete sag.

Jan Schouby erkender også, at man som journalist er nødt til at vænne sig til en virkelighed, hvor store aktører kan fravælge de traditionelle medier.

”Jeg håber bare stadig, det vil gå op for folk, at det er tomme kalorier. Det er marketing og ikke journalistik. Seerne vil jo også gerne have, at den klub, de holder med, bliver behandlet kritisk. Og mediernes troværdighed kan man ikke købe sig til,” siger han.

Kommentar

06/04/2018 - 00:41

Mogens laier

Ha ha ha, de kan ikke engang overkomme at spille fodbold, nu vil de også lave TV, når og hvis man sa kritiserer dem på grund af også det , er det også galt

Seneste jobopslag

Finansministeriet søger erfaren pressemedarbejder

Finansministeriet
Ansøgningsfrist: 27.08

Video-journalist

Aalborg Stift
Ansøgningsfrist: 03.09

Danmarks Lærerforening søger kommunikations- og analysechef

Danmarks Lærerforening
Ansøgningsfrist: 20.08

Social media and video manager

Egmont Administration
Ansøgningsfrist: 22.08

Pressekonsulent søges til BUPL

BUPL - BØRNE- OG UNGDOMSPÆDAGOGERNES LANDSFORBUND
Ansøgningsfrist: 20.08

Information søger journalister med undersøgende profil

Information A/S
Ansøgningsfrist: 27.08

Senior Press Officer til mediehåndtering

Ørsted
Ansøgningsfrist: 17.08

Skatteministeriet søger en skarp presserådgiver

Skatteministeriet
Ansøgningsfrist: 17.08

Studiejob i FN Byen

Unicef Danmark
Ansøgningsfrist: 07.10

Online chefredaktør til TV2 Nord

TV 2 Nord (Vi lukker annoncen ned, når vi har den rette ansøger)
Ansøgningsfrist: 31.08

Styrelsen for Patientsikkerhed søger kommunikations- og pressechef

Styrelsen for Patientsikkerhed
Ansøgningsfrist: 27.08

Finansreporter Finwire News

Finwire News
Ansøgningsfrist: 20.08

Kommunikationsmedarbejder til Lederforeningen i DSR

Dansk Sygeplejeråd
Ansøgningsfrist: 21.08

Pressemedarbejder til PlanBørnefonden

PlanBørnefonden
Ansøgningsfrist: 22.08

Enhedsleder til kommunikationsenhed

Socialpædagogerne
Ansøgningsfrist: 19.08

Journalist

ITD
Ansøgningsfrist: 17.08