search

AGF flopper på Canal 9

Kampen om at komme ind i det dansk fodbolds TV-totalbillede er benhård.

Kampen om at komme ind i det dansk fodbolds TV-totalbillede er benhård. Seertallenes udvikling på Superligaen tyder ikke ligefrem på, at man bare kan markedsføre og købe sig ind på et parabolmarked og forvente, at danskerne står i kø hos den lokale tv-forhandler. En ting er, at assistenttræner for landsholdet Peter Bonde for nylig fik installeret Canal 9 på privaten, for det er pinedød professionelt nødvendigt for ham. Noget helt andet er, at man eksempelvis kan vælge Vejle-Skive fra 1. division på TV2 Sport som alternativ til AGF-HB Køge i superligaen på Canal 9.

Der var nemlig mange, der benyttede sig af 1. divisionsalternativet klokken 14 i går. TV2 Sport havde 62.000 seere til Vejle-kampen, næsten ti gange flere end Superligaens tophold AGF kunne mønstre på Canal 9 på samme tidspunkt med 7.303 seere.

Alt tyder stadig på, at Canal 9 må se sig nødsaget til at fylde godt og grundigt op med Superliga-kampe på DR1 for bare at komme i nærheden af det penetrationskrav på 60 procent, som TV-aftalen tilsiger. I øjeblikket bakser Canal 9 rundt mellem nul og 0,5 procent, og det er lidet sandsynligt, at fodboldens parter eller Konkurrencestyrelsen accepterer den stilstand i seertallene.

Godt nok formåede Canal 9 i gennemsnit at hive 34.290 kunder ind i butikken til sidste onsdags højdepunkt med Champions League-kvalifikationskampen mellem Stabæk og FC København på plakaten. Men stadig et tal langt under forventet, og igen med tifold mangedobling i den sportsligt sammenlignelige returkamp mellem Legia Warszawa og Brøndby dagen efter på DR. Her var gennemsnitstallet omkring 370.000. Samme aften havde Canal 9 premiere på sit timelange superliga-optaktsprogram, SAS Liga Check-in, der nærmede sig skønne spildte redaktionelle kræfter med en måling på et rundt 0.

Heller ikke Sønderjyske-FCK senere i går kunne leve op til torsdagstallet, da blot 13.600 så med, mens der samtidig var næsten 100.000 besøgende til Esbjerg-OB på TV2 Sport. På TV3+ så 219.000 Brøndby tabe 2-0 til AaB. Et nogenlunde identisk tal fra ugen forinden, hvor kanalen havde 224.000 seere til Brøndby-FC Midtjylland.

Hvis ikke Canal9 kommer ind hos kabeludbyderen YouSee, er mønsteret til at få øje på. Og intet tyder på, at TDC-søsteren har i sinde at lukke et hav af tv-serier pakket ind i weekendfodbold ind i varmen. Alt imens Facebookgruppen Boykot Canal 9 har vokseværk. I løbet af en lille måneds tid er medlemstallet nået op på 4.363…

 

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen