search

AGF Factor

Sydafrikritik: Skær igennem, så vi kan mærke kniven hjemme i stuerne.

Sydafrikritik: Skær igennem, så vi kan mærke kniven hjemme i stuerne.

Den danske anfører i det forsmædelige og unødvendige 0-2-nederlag til Holland er netop rykket ned med AGF, men Martin Jørgensen gjorde et gedigent indtryk. Ude på bænken sad endnu én, der har haft en fod med i den århusianernes deroute, Jakob Poulsen.

TV 2’s ene ekspertkommentator i Sydafrika, Erik Rasmussen, var hovedansvarlig og nu fyret AGF-træner. Ovre på Canal9 vurderer AGF’s forårstiltænkte men forsmåede redningsmand og assistent, Stig Tøfting, verdensfodbolden fra det sydafrikanske, mens han samtidig lader sig ghostwrite som kommentator i Ekstra Bladet. I dag offentliggjorde AGF sin nye træner, Peter Sørensen, der i næste uge rejser til Sydafrika som medkommentator for Canal9.

Jo, superligafiasko og dansk 1. division har gode kår ved VM i fodbold. Man kunne kalde det ren AGF Factor. Eksperter er ikke sådan at rekruttere fra den bedste danske fodboldrække, for sæsonen er så småt ved at gå i gang igen i de fleste klubber, mens 1. division endnu ikke er gået på ferie, hvis man lige ser bort fra nedrykkerne fra superligaen – deriblandt AGF.

Erik Rasmussen har givet sit besyv med fra mikrofonen i mange år. Ikke som en outstanding retoriker. Hver eneste relativsætning går over i som der, og det kan man sagtens lytte sig skør i kasketten på. Men dog et navn og tilpas uoriginal i sin tilgang til metieren. AGFs fiaskofaktor nummer 2 spillede med samme nummer på ryggen i sin landsholdskarriere, og præstationerne på og uden for banen som hårdhundet figur lever Stig Tøfting endnu højt på. Vel egentlig kun på det. Peter Sørensen forekommer skarp, sin egen og en coming man i dansk fodbold.

At det så efter weekendens seertal at dømme er begrænset, hvor mange der lytter til Tøfting og i næste uge Sørensen, er en anden snak. Canal 9 kæmper desperat med rambukken for at få hul igennem til danskerne, selv om et fåtal kan se kanalen. Den Bonnier-baserede og nye tv-spiller i markedet havde henover foråret held til at besnakke Konkurrencestyrelsen til fortsat at vise superligakampe i al ubemærkethed, og nu forsøger den gudhjælpemig også at tage antenneforeningerne som gidsler ved at forlange sort skærm på svensk TV4, hvis de viser samme kampe som Canal9. TV4 er også en del af Bonnier-familien.

Heldigvis har jeg både tysk ARD og ZDF, som Canal9-ledelsen ikke har link til. Tyskland udspillede Australien på ZDF søndag aften, men uden min førnævnte ekspertfavorit, Günter Netzer, der huserer på ARD. Den tidligere verdensklassespiller kan uden at fortrække en mine skære det tyske landshold i skiver eller stumper og stykker. Det har der indtil videre ikke været brug for, men det holder ham sjældent tilbage. Helt kynisk, analytisk og for en sikkerheds skyld, så den til enhver tid siddende landstræner efter hver kamp med Netzer ved ekspertbordet må gøre op med sig selv, om det i det hele taget nytter at fortsætte på posten.

Danmark har ingen Netzer. Til en vis grad i Jan Mølby, hvis man tager hans fortid som spiller og kritikertradition fra engelske medier i betragtning. Eller i gladere og lidt mere flagrende udgave i Per Frimann. Men det bedste bud på står på TV 2, og endelig var han tilbage, Troels Bech.

Det kan godt være, de fleste eksperter mente, at det danske landshold risikerede at løbe ind i kniven mod de hollandske favoritter. I en ren massakre, og selv om 0-2 ingenlunde var opløftende, dog ikke udtryk for en kniv tværs igennem det danske landshold. Til gengæld løb det ind i Bechs Barberblad.

Troels Bech gør sig i superligaen med Silkeborg. Klubben har første træningsdag på onsdag, men forhåbentlig får Bech fri til at tage turen til København. Når han er i byen, inde i studiet ved Skuespilhuset, må bønnen til TV 2 lyde: Drop folkefesten, drop Flemming Povlsen (med AGF Factor). Og dyrk fagligheden, den syleskarpe analyse, den kirurgiske og intuitive journalistiske fornemmelse for at skære igennem…

 

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen