I søndags var en af dagens store nyheder, at fremtrædende samfundsborgere havde sagt ja til sort arbejde. Gennem et fiktivt rengøringsselskab havde Ekstra Bladet og TV 3 lokket både en landsretsdommer, en afgående højesteretsdommer, en borgmester og en fagforeningsboss i fælden.

Jeg har dyb respekt for Ekstra Bladets indsats, men gad nu alligevel godt vide, hvor mange Ekstra Bladet og TV 3 har skullet ringe til, før der var bid. For hvis det for eksempel kun var én ud af 98 borgmestre, der sagde ja til at få sort rengøring, er det da imponerende, at langt hovedparten sagde fra.

Og når nu det endda var konerne, der tog imod tilbuddet i de fleste tilfælde, er det endnu mere imponerende. Tænk, hvis det virkelig er tilfældet, at kun en borgmesterfrue her i landet har sagt ja til sort rengøring. I forhold til, hvor udbredt sort arbejde er her til lands, er det da et imponerende resultat, hvis det ellers er tilfældet.

Ekstra Bladet og TV 3 afslørede ikke, at samfundets spidser bruger sort rengøring. De afslørede udelukkende, at de kunne få en lille håndfuld til at gøre det, hvis de blev lokket til det. Når journalister på den måde spiller agent provocateur, rejser det spørgsmålet om, hvad det egentlig er, man som journalist afdækker. Er det et reelt billede af, hvad der i virkeligheden foregår, eller er det en virkelighed skabt af journalisten?

Hvis Ekstra Bladet og TV 3 havde afsløret, at fire prominente danskere på egen hånd havde taget initiativ til at få udført sort arbejde, så var det en anden snak. Så ville noget kunne tyde på, at der sikkert også ville være andre fremtrædende borgere, der gjorde det samme. Men når det er Ekstra Bladet og TV 3, der selv har provokeret handlingerne frem, er den egentlige historie måske, at samfundets spidser i meget lille omfang i forhold til resten af befolkningen anvender sort arbejde.

Det kan da i hvert fald undre mig, at der ikke er mere end fire, der er hoppet på vognen.