search

Afveje

Hos Sjællandske i Slagelse arbejder de på alle platforme, men papiravisen taber stadig læsere - og en dag vil avisen overgå til iPad, er lokalredaktøren sikker på.

Hos Sjællandske i Slagelse arbejder de på alle platforme, men papiravisen taber stadig læsere – og en dag vil avisen overgå til iPad, er lokalredaktøren sikker på.

Kan journalistik og arbejdsglæde overleve i en tid, hvor evig digital deadline udfordrer ritualet om en daglig udgivelse? Journalistens udsendte reporter opsøger en række hæderkronede danske provinsaviser, hvor fortid og nutid mødes. Fjerde stop er Sjællandske i Slagelse. Serien slutter næste gang på Kjerteminde Avis.

NÆRVÆR. I det store åbne kontorlandskab vandrer en gammel mand rundt på strømpesokker med flyvende fehår og indsamler den sidste uges aviser, mens en ung journalist skriver. Den gamle tager aviserne med hjem og bruger dem som brændsel.

Nu kommer en rødhåret kvinde ind på Sjællandskes Slagelse-redaktion med en jordbærtærte – hun er keramiker og har lige været i avisen, og så kom hun i TV 2 og solgte sin kunst.
»Det betaler sig at blive skrevet om,« siger journalist Martin W. Hansen, der sidder midt i det hele og brager nyheder af. Han har fundet ud af, at det er noterne, folk læser mest.
»Noterne gør, at avisen ligner en ugeavis,« siger han.
Det kan de lokale læsere godt lide.

Den gamle Sjællands Tidende er for længst omdøbt til Sjællandske og lagt sammen med Næstved Tidende – og hele herligheden er en del af det kæmpemæssige Sjællandske Medier.
Martin kan sagtens arbejde på flere platforme samtidig, det har han lært på Syddansk Universitet, hvor radio og tv og internet og papir er én og samme sag.
»Bare fordi man skal lave til flere steder, behøver man ikke tilsidesætte produktet,« siger han.
»Vi tager gerne én platform mere, hvis det skal være,« fastslår lokalredaktør Kim Brandt, der har sit eget lille kontor af glas. Der står 'Catch' på hans hævede brystkasse, og han har en engel på kaffekoppen. Musemåtten prydes af en letpåklædt kvinde, i vindueskarmen står tomme sodavandsflasker uden sukker, kun e-numre. »Det gør sgu' ikke noget, hvis jeg er lidt selvlysende hen under aften.«

Så ringer telefonen – det er en kvinde, der lige er kørt forbi en bus i brand.
»Har du kamera i din telefon?« spørger han. »Dejligt, send billedet, så er du en sveske.«
80 linjer er maksimum for, hvad en historie kan fylde. Og så kører de med mange indgange.
»Hvis du ikke er tilfreds, må du læse Weekend-avisen, så er du bare ikke det rette segment. Det her er en nyhedsavis,« siger han og tager sin nye journalistiske attribut frem, en iPad.
»Den er Guds gave til journalistikken.«

Han holder den som en nyfødt.
»Den er et vindue ud.«
Han tror, papiret dør en dag, og så er det iPad'en, der tager over.
De små redaktioner er der ikke længere, de fleste journalister er blevet samlet her på redaktionen, det er kun Høng, der stadig har to mand.

Inde i det såkaldte mødelokale er det gamle bibliotek, som redaktøren smed ud af sit kontor, da han ankom. Han vil hellere have fladskærme. Nu er der redaktionsmøde og syv mennesker om bordet – fire er unge kvinder. Praktikanten skal skrive en historie om skadestuer, og en herre med opadbøjet hvidt overskæg taler om de skraldebunker, som mennesker efterlader på andres jord. De er skovsvin. Alle griner, Kim noterer.

Så er der en vikar, som erstatter en medarbejder, der har været 40 år på avisen, men er sygemeldt på ubestemt tid. Vikaren har lige været til mavedans på biblioteket, og danseren legede engang med børnebibliotekaren, så det er lige i øjet, hun er jo lokal.
»Du kan da sagtens lave to sider, du har ikke lavet så meget i lang tid,« siger Kim, og en anden skal ud og besøge en rockerborg, og den tidligere borgmester har skrevet en roman, som Kim Brandt har redigeret:
»Jeg er selv med, mit navn er Kim Kleistrup i bogen,« siger han og haster øjnene ned over blokken. »Nice-nice.«

Nede i kælderen ligger avisarkivet, de indbundne artikler står på rad og række – gulnede og møre. Kim Brandt hiver egnens første eksemplar frem, det er fra 1815 og skrevet med gotisk skrift. Det var, dengang avisen hed Avis for ti Kjøbstæder.
»Ja, vi burde rydde op og finde et sted, hvor der ikke er så fugtigt, men vores overordnede siger, at vi kun må ansætte arbejdsløse 'journalister', og jeg tror ikke, vi kan få nogen af dem til at stå hernede.«

Vi følger et Nykredit-skilt op ad trappen og tilbage til journalisternes lokale, hvor den 26-årige praktikant, Stine Aalborg, sidder og skriver om skadestuen. Der skal være fire-fem historier på et opslag, sådan er det bare. Hun ved ikke hvorfor.

Hun er født her i Slagelse, og det er underligt at være journalist i sin barndomsby; der er en del bekendte, som tror, de kan få et øjebliks berømmelse. Hun kender ikke til nogen, der ikke vil have opmærksomhed.

Lige bagved, i hjørnet, sidder manden med det hvide opadbøjede skæg. Han hedder Peter Glitten, men bliver bare kaldt Glitten. Engang var han lokalredaktør. Nu er han ved at skrive en historie om de skovsvin, der har efterladt en bunke affald midt på en anden mands mark.
»Vi skal nok finde ud af, hvem de er. En gang imellem er folk jo så dumme at efterlade kvitteringer i bunkerne,« siger han og har sagt til manden, der jagter svinet, at han skal sætte sig på hænderne og vente, for hvis han finder skovsvinet, inden historien er i avisen, så er der jo ingen grund til at skrive den.

På den anden side af væggen sidder vikaren. Han hedder Robert Andersen og var egentlig gartner, men blev for ensom: »Jeg manglede nogen at tale med, og planter siger jo ikke så meget.«
Han smiler glad, for så fandt han ud af, at det var journalist, han skulle være. Det har han ikke fortrudt.

En skaldet journalist har sit eget glasbur, for han råber mere op end de andre. Det er Jens Christian Bachmann.
»Bitte sehr!« Han giver en kop kaffe.

Du har måske været på Flensborg Avis?
»Ja,« siger han og lyser op.
Nu bor Bachmann ude i ghettoen, hvor hans bil er blevet brændt af – og den historie gik medierne rundt. Men han flytter ikke derfra, han bliver ved med at skrive om det, der foregår derude:
»Jeg har da også set nogle af indvandrerdrengene slå avisen op på biltaget for at se, om den sidste nye afbrænding kom med,« siger han.

Der er en del, Bachmann er ærgerlig over, når han ser på den danske avisbranche:
»Der er folk, der er for dårlige,« synes han.
»De kan ikke vinkle, de snakker politikerne efter munden i stedet for at starte ude i befolkningen, mange kan ikke stave eller sætte kommaer, og det går indimellem lige igennem sekretariatet, hvor der heller ikke er tid til korrektur.«

I vindueskarmen står en oppustet fuck-finger, og Bachmann kan godt lide kontant afregning. Da han skrev om militæret, var hans billedtekst: "Sønnike af sted. Eftertænksomhed, bekymrede miner og enkelte tårer prægede de pårørende, der inden længe siger farvel til sønner og døtre, hvoraf enkelte med stor sandsynlighed vender tilbage til Danmark i kister. Krig koster."
»Det blev min chef vred over, men jeg fortalte jo bare sandheden,« siger han.

Han er også lidt ærgerlig over, at der ikke må kritiseres negativt i den såkaldte "MedieMøllen" på avisens intranet.
»Jeg vil bare gerne have en åben debat om, hvad det er, vi gør – i røven af den daglige diskussion om, hvad vi propper i avisen. Men det er ikke noget, vi rigtigt diskuterer. Det er bare sådan, at det her måske er den 'rådne banan', og sidst søgte Sjællandske Medier ni praktikanter og fik vist otte ansøgninger. Vi skriver til de ældre, og vi får ikke de unge til at læse aviser.«

Nu bliver Bachmann sendt ud for at undersøge, hvad det er for nogle opgravede ledninger, der ligger rundt om i Slagelse – og hvad der er sket med den computercafe, der brændte. Udenfor er det koldt. Bachmann får øje på en vagtbil, der har fået smadret ruderne. Han tager billeder. Han tager billeder af computercafeens ruder. Vi tager billeder af ledningerne, og han sørger for, at der er mennesker på – så er der mere liv. Det støvregner og blæser. Vi går hjemad igen.

Martin W. Hansen spiser det sidste stykke jordbærtærte.

Tror du, papiravisen overlever?
»Ikke i dens nuværende form. Jeg tror, nicher bliver ekstremt vigtige, og det er i hvert fald en niche at være lokal. Jeg tror, papiravisen er der de næste 15-20 år, men hvis vi ser længere ud i fremtiden, så ved jeg det ikke.«

Klokken er 16.25, og nyheder ruller på alle kanaler – og på iPad'en, der står inde hos redaktøren. Praktikanten er kommet ind til ham, for hun er gået kold i at dele sin artikel op. Den absolut sidste deadline er 22.15 – hvis der er noget, der lige skal med – og Kim Brandt har fået lidt tics og en rød knop under det ene øje:
»De redigerende sidder på redaktionen i Næstved. Ni ud af ti gange ryger alt ukritisk igennem,« siger han.
»Næstved har hadet Slagelse lige siden fusionen, vi synes bare, de er nogen underlige nogen, men måske ville det hjælpe lidt på balancen, hvis vi fik en eller to redigerende over til os.«

Klokken 17.40 får praktikanten den sidste hjælp med artiklen om skadestuen. De andre er gået hjem. Inde ved siden af sidder unge og tygger tyggegummi, mens de prøver at telefonsælge avisen til Slagelse og omegn.
Så ringer Brandt til de redigerende i Næstved:
»Brandt her – vi er ved at være grydeklar, der er fem elementer og flere gode billeder. Ja, jeg beder lige Stine om at knalde sådan én sammen.«

Han lægger på og kigger på praktikanten:
»Stine, du skal lave en forsidehenvisning.«
Hun synker næsten i grus. Det er en af hendes sidste praktikdage. De laver den sammen, og så bliver rødvinen trukket op. Avisen vil gerne lige byde på et glas, og de sidste dage har redaktøren haft så ondt i skulderen, at han er på smertestillende. Det kunne være godt med lidt at dulme sig på. Computerne står tændte, sådan står de bare, til næste dag, hvor den nye avis skal fyldes.

FAKTA

  • I 1986 fusionerer Sjællands Tidende med Næstved Tidende, og i 2005 får de det fælles navn Sjællandske og udkommer i seks udgaver i Syd- og Vestsjælland – men deler noget af deres stof.
  • I 2008 fusionerer Sjællandske med udgiverselskabet Dagbladet/Frederiksborg Amts Avis A/S og bliver en enhed under navnet Sjællandske Medier, der bl.a. udgiver dagblade og lokalaviser, gratisomdelte ugeaviser, driver sn.dk, to lokalradioer, lokalt tv og trykkerier.
  • Oplag for Sjællandske Slagelse i 2011: 6831, 2010:7184, 2009: 7956.
  • Fem gange om året deles Sjællandske gratis ud til mennesker på egnen.
  • I en ny læserundersøgelse siger folk, at det vigtigste er fjernsynsprogrammerne.
Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen