Aftonbladet.se vil tage penge for featureartikler

Sveriges største nyhedssite tager et nyt skridt mod betalt journalistik på nettet. Fra første april vil alle feature-artikler kun kunne læses gennem en særlig abonnement-tjeneste.

Sveriges største nyhedssite tager et nyt skridt mod betalt journalistik på nettet. Fra første april vil alle feature-artikler kun kunne læses gennem en særlig abonnement-tjeneste.

Aftonbladet har en målsætning om at øge andelen af digitale indtægter med 10 procent i år, og det skal først og fremmest ske ved, at alt featuremateriale på Aftonbladet.se bliver en del af tilbuddet i abonnementstjenesten Plus, hvilket altså betyder, at ikke-betalende læsere ikke vil have adgang til stoffet.

Artikler, som allerede i dag kræver Plus-abonnement på Aftonbladet.se, er for eksempel et eksklusivt interview med fodboldspilleren Zlatan Ibrahimowich, hvor han fortæller om sine tatoveringer, og artikler med gode tips til træning og fitness.

»Nyhedssitet og mødestedet Aftonbladet.se vil fortsat være gratis. Ved at udvikle vores betalingstjenester forbedrer vi nu tilbuddet til vores godt 100.000 abonnementer. De kommer successivt til at få mere indhold for pengene. Ved at øge graden af betalt journalistik på nettet tager vi også et ansvar som markedsførende i den digitale medieudvikling,« udtaler Aftonbladets administrerende direktør, Anna Settmann, i en pressemeddelelse.

Hos konkurrenten Expressen glæder man sig over, at Aftonbladet taget et skridt videre mod mere kommerciel udnyttelse af web-journalistik.

»Jeg synes, det er fint, at Aftonbladet som det største nyhedssite går forrest og tager penge for sin journalistik. Vi har også ambitioner om at gøre det fremover, selv om det måske ikke kan lade sig gøre omkring nyheder. På kort sigt vil det måske vinde nogle andele ved at holde stoffet gratis, men på længere sigt er det vigtigt for de fleste medievirksomheder at bevæge sig i den anden retning,« siger Expressens administrerende direktør, Bengt Ottosson, til Journalisten.se.

Aftonbladet på papir er også Sveriges mest læste avis med 2,5 millioner daglige læsere.

0 Kommentarer