Journalistikkens væsen er at afsløre og afdække magten. Samtidig er journalistikken en del af magten – en afgørende forudsætning for at såvel politik som penge kan realiseres som magtfaktorer.
Man skal som journalist være sig magten bevidst. Og man skal kende det ansvar, der følger med magten.
Vores journalistik skal have en betydning – gøre en forskel – for vores målgruppe. Og den må ikke være båret af ligegyldigheder eller en nyfigen snagen i private forhold, der ikke har nogen betydning for det offentlige virke.
Dansk journalistik er målt og vejet med disse begreber sådan – så nogenlunde og så dansk. Vi holder os pænt på den rigtige side af anstændighedens grænse.
Det vil være uhørt at beskrive en kendt politikers seksuelle eskapader med forskellige partnere, hvis den eneste pointe er, at vedkommendes ægtefælle enten lider under dét eller lever i total uvidenhed.
Og heldigvis for det.

Men vores pænhed er desværre også med til at sætte nogle problematiske grænser for, hvornår vi lader en historie hvile i fred. Det er så let at være kritisk over for discount-ugebladene Kik Ind og Her & Nu, når de digter sig frem til ugens reportager om kendte og kongelige. Men hvad med alle de historier, som vi i pænhed ikke laver?
For syv år siden dominerede Tamilsagen den politiske debat. Socialdemokratiet var ude i et markant opgør om formandsposten i partiet. De radikale var ikke kun i tvivl ved tag-selv-bordet – de var også i tvivl om, hvem de skulle spise frokost med.
Positionerne blev kørt i stilling til det forventede opgør om regeringsmagten i Danmark.
I samme periode forelskede to politikere sig i hinanden. Der var heller ikke noget odiøst i forholdet. To enlige politikere. Begge fraskilte. Mand og kvinde. Det var, som sådan noget skal være, ud fra vores normal-begreber.
Men kærligheden bragte ikke kun to mennesker sammen – den bragte også Socialdemokratiet og De Radikale sammen. Og den skabte en ny og afgørende fortrolighed mellem de to partier, der siden januar 1993 har siddet på regeringsmagten.
Poul Nyrup og Lone Dybkjær skal have lov til at have deres privatliv i fred. Men den politiske journalistik svigtede, da man i lutter pænhed undlod at omtale det nye par, selv om de politiske konsekvenser var til at få øje på.
Den offentlige omtale kom først, da parret selv ville det – en sommerdag i august til en koncert i Kongens Have med verdenstenoren Pavarotti.
Lejligheden var perfekt. Men arrangørerne havde valgt at forære billetter for flere hundrede tusinde kroner væk. Til politikere. Erhvervsfolk. Journalister. Redaktører. Pressenævnet var der også – hvis der var nogen, der havde ondt i bagdelen og etikken.
Nyrup og Dybkjær ankom sammen. Hånd i hånd. Glade og lykkelige. På læberne havde de en tilrettelagt historie om, hvordan det hele begyndte. Om den gensidige sympati der blev til kærlighed. Det politiske bagland var orienteret. Dybkjær i nydelig dragt og en afslappet Nyrup – det var i sig selv en god historie.
Søde billeder. Og en sød historie – de landsdækkende medier var ved at falde over hinandens fødder for at overgå Billed-Bladet og Se og Hør med vinkler, der klart hørte sladder-journalistikken til.
Bagefter kunne jeg ikke lade være med at tænke, hvor ærlig og reel sladder-journalistik kan være, når den er bedst.
Og hvor forløjen den politiske journalistik kan være, når man skal dække over et afgørende svigt i sin reportage. For også på dette tidspunkt lod man de politiske konsekvenser ligge – for at trænge ind på sladder-journalistikkens traditionelle domæne.

Når det er så svært for journalistikken at afdække de relevante sider af det private liv, der har afgørende betydning for det offentlige, så er forklaringen, at medierne opbygger de myter, som besmykker mennesker, der har magt eller ønsker at være kendte.
Journalistikken lever af helte og legender. Og da der er forfærdelig mange helt almindelige dage, helt almindelige mennesker og helt almindelige historier, så skaber medierne sine egne helte.
Journalistikken er selv med til at fremkalde og polere de nationale ikoner. Netop derfor har de samme medier utroligt svært ved at fortælle baggrunden for historierne, når baggrunden er privat.
Det går an at fortælle, at Brian har hjemve og hustruen og børnene gerne vil tilbage til Danmark. Men meget få medier fortalte historien om Anja Andersens pludselige opbrud fra guld-holdet ved OL – og de der gjorde det, fik skældud af Pressenævnet. Krænkelse af privatlivets fred!
Men Pressenævnet havde da også fra første parket ved Parvarotti-koncerten kunnet iagttage, at der skal en iscenesættelse til af de private nyheder fra de direkte involverede, før det er i orden at gå tæt på. Et Pressenævn kan også tage fejl – og det gjorde nævnet i den sag.

Journalistik er ikke – og må ikke reducere sig selv til – formidling af iscenesatte historier. Journalistikken skal ikke nøjes med at skrive om det private, når det bliver iscenesat. Vi skal gøre det, når det har relevant og afgørende betydning for offentlige begivenheder.
Grænserne for den journalistiske reportages dækning af sammenstødende mellem det private liv og det offentlige liv vil blive centrale og afgørende de kommende år.
Journalistikken skal ikke være bange for at flytte disse grænser.
Vi diskuterer ofte og intensivt kvalitet og etik i det journalistiske fag. Men udgangspunktet er alt for ofte de fejl, som alle de andre laver. Og dét største problem i vores fag er, at vi ikke tåler kritik af de fejl, som vi selv laver.
Vi er ufejlbarlige. Men denne ufejlbarlighed er farlig, fordi den holder os til magten – som om dét var journalistikkens væsen at holde fast på magten. Vi skal afsløre den.

Uddrag af tale til afgangseleverne på Danmarks Journalisthøjskole, 27. januar 1999.