Afsløring: Jeg gik gratis i Tivoli

Dengang Tivoli lukkede os med pressekort gratis ind uden videre vrøvl, benyttede jeg mig ofte af det - og jeg er også kommet gratis ind til eksempelvis fodbold.

Dengang Tivoli lukkede os med pressekort gratis ind uden videre vrøvl, benyttede jeg mig ofte af det – og jeg er også kommet gratis ind til eksempelvis fodbold.

Det samme gjorde 88 procent af DJs medlemmer, viste en undersøgelse fra 2000.
Hvorfor kaster Journalisten sig så frådende over en stakkels praktikant, der laver hyggearrangementer med de andre praktikanter og får lidt billigere øl mod fremvisning af pressekort? Herregud!

Hvorfor sætter vi dog ikke sagen i perspektiv ved at fokusere på alle de andre måder, pressekortet bliver brugt på til at fremskaffe fordele for journalister – ikke mindst de færdiguddannede?

Det lover jeg hermed, at vi vil gøre efter bedste evne – på nettet og i bladet.

Da vi i fredags gik ind i historien, var det som en konkret nyhedshistorie til nettet. Ikke som et graverprojekt om brug og misbrug af pressekortet før, nu og i fremtiden.
Det er blevet diskuteret i årevis – også i Journalisten, som vores aktuelle tema viser – i fredags var der blot en helt konkret nyhedskrog på grund af en principiel diskussion på RUC.
Tirsdag den 8. maj blev der sendt en mail ud til alle studerende og praktikanter fra RUC, hvor der blandt andet stod: »'Endelig kan du bruge dit pressekort til noget! (…)Lukrativ aftale for os journalister på Gefährlich hver onsdag.(…) Jeg har aftalt med Gefährlich (Fælledvej 7), at vi fra i morgen kan få billige øl og en speciel billig (og god) drink  om onsdagen – hvis man viser pressekort i baren.«
Det fik fredag formiddag studieleder Mette Terkelsen fra RUC til at opfordre de studerende til at værne om troværdigheden og betale deres egne øl.

Da jeg så studielederens mail, var jeg ikke i tvivl om, at her var en oplagt nyhedshistorie – (uanset hvor anløben min egen moral er). Ikke en historie, der vælter verden, men en interessant og principiel diskussion om journalistisk integritet.

Min egen holdning er, at det principielt er problematisk at bruge pressekortet til at opnå goder, men at svage sjæle, som undertegnede, ofte vil blive fristet i den konkrete situation.

Jeg er enig med læsernes redaktør på Politiken, Lars Halskov, i, at Politiken-praktikantens adfærd også er problematisk. Hun får rent faktisk oprettet en helt ny ordning med brug af pressekortet på et værtshus, hvor man i forvejen har en ordning med rabat ved visning af studenterkort. Altså en udvidelse af brugen af pressekortet til at opnå goder. Hendes arbejdsplads kender ikke til ordningen. Jeg ville selv opleve det som et problem, hvis mine medarbejdere forhandlede sig til private goder uden at orientere mig først, og jeg ville i meget kraftige vendinger råde dem til at lade være.

Jeg bryder mig bestemt ikke om at blive skudt i skoene, at vi går efter den lette historie frem for at tage fat på de færdiguddannedes brug og misbrug af pressekort og gratisrejser. Så sent som i nummer 14 sidste år havde vi en coverhistorie med omtale af Den Danske Banks gratisrejser. Jeg skrev samtidig en kritisk leder om blandt andet de store betalingsavisers holdning til gratisrejser.

Det er faktisk et redaktionelt princip, at vi forsøger at have noget at byde på i de store sager fra Muhammed-sagen til Mærsks pressehåndtering. Men nogle gange er det manden på gulvet eller sågar den flinke praktikant, der sætter diskussionen i gang. De historier skal vi selvfølgelig også skrive, selv om det altid er rarere at slå på de store.
 
Det ærgrede os, at en del af diskussionen efterfølgende kom til at handle om, hvorvidt vi har pustet en myg op til en elefant – og ikke om de principielle aspekter i sagen. Vi bruger selv meget energi på at kigge andres journalistik efter i sømmene, så den diskussion må vi leve med og lære af. Jeg mener, som jeg skrev i et debatindlæg, at det var en vanskelig afvejning, men at det ville have været forkert at anonymisere Liv Mygind.
 
Set i bagklogskabens klare lys begik jeg et par andre fejl. Når Liv Mygind nu bliver nævnt med navn og trækker aftalen tilbage, mens vi researcher, så burde jeg have skruet ned for historiens rubrik, der blev lige lovligt hårdtslående i sammenhængen.
 
Endelig kunne det være fremgået endnu mere krystalklart, at Liv Mygind havde afblæst aftalen. Der står i artiklen, at Liv Mygind »vil sende en mail ud i dag, hvor det bliver præciseret, at ordningen kun gælder for folk med studiekort. Det har hun også aftalt med en medarbejder på Gefärlich, siger hun.«
Men hun bliver dog modsagt af en medejer på Gefärlich. Vi har nu lavet en tilføjelse i bunden af artiklen, så misforståelser ikke længere skulle være mulige.

Jeg vil nu gå i enerum og slå mig selv, fordi jeg blandt andet gik i Tivoli uden at betale. For jeg kan ikke finde det gyldige argument for, at jeg skulle gå gratis ind. Og det styrker næppe respekten for pressekortet, at de andre i køen ser os smutte ind uden at betale.

0 Kommentarer

data_usage
chevron_left
chevron_right