DR-dokumentaren ’Milliardkuppet’, der afslørede flere detaljer om, hvordan kriminelle bagmænd på ulovlig vis sugede 12,7 milliarder ud af den danske statskasse, bliver nu til en dramaserie.
Det skriver Niels Fastrup, der er en af journalisterne bag dokumentaren, på Twitter.
”Det føles lidt mærkeligt at fortælle midt i denne forfærdelige krig, men vores afsløringer af milliardkuppet mod Europa bliver til en dansk-tysk tv-serie i 8 afsnit på DR og ZDF,” skriver han.
Det føles lidt mærkeligt at fortælle midt i denne forfærdige krig, men vores afsløringer af milliardkuppet mod Europa bliver til en dansk-tysk TV-serie i 8 afsnit på DR og ZDF. Års arbejde sammen m @TGSvaneborg @CSalewski og @OliverSchroem blir til drama pic.twitter.com/GWnFfOgR0k
— Niels Fastrup (@nielsfas) March 1, 2022
Projektet foregik i samarbejde med en række udenlandske journalister og gik under navnet CumEx-Files. Niels Fastrup arbejdede blandt andet sammen med den tidligere DR-kollega Thomas Svaneborg og Christian Salewski fra tyske NDR og Oliver Schröm fra ARD om udbytteskatsvindel-sagen.
Dramatiseringen af afsløringerne bliver skrevet af tyske Jan Schomburg, den danske dokumentarist Mads Brügger som kreativ producer og forfatterne Pål Sletaune og Astrid Øye.