Tre forskellige job i døgnet, seks dage om ugen. Det var Sorious Samuras liv gennem to år. Journalisten fra Sierra Leone havde en mission. Han ville spare penge sammen til et kamera og sætte ansigter på konflikten i Sierra Leone. Derfor tog han med livet som indsats tilbage for at filme mænd og kvinder med amputerede lemmer, børnesoldater på stoffer og mishandlede kvinder.

"Nogle gange er det godt at chokere folk. Putte et menneskeligt ansigt på. Når der kommer ansigter og navne på individer, bekymrer vi os mere om dem," mener Soriuos Samura.

Når journalisten fra det afrikanske land Sierra Leone laver dokumentarfilm, går han efter at chokere. Da alle andre journalister holdt sig væk fra Sierra Leone, tog Sorious Samura tilbage for at filme blodsudgydelserne under borgerkrigen i Sierra Leone. Krigen rasede mellem oprørere og militæret fra 1991 til 1999.

I dokumentarfilmen Cry Freetown viser Sorious Samura fredstroppernes kamp mod oprørerne. Deres angst for at blive skudt af snigskytter, og børnesoldater der tvinges til at voldtage og myrde sine egne familier.

Sorious Samura følger i filmen enkelte personer over længere tid for derigennem at skabe identifikation. Han betegner det selv som reality tv med 'rigtige' mennesker. Vi skal lære krigens ofre at kende.

"I reality tv følger vi de medvirkende. Vi kender deres kærester, dyr og familie. Når de bliver bekymrede, bliver vi det også. Derfor vil jeg fortælle historierne fra Sierra Leone på den måde," forklarer Sorious Samura.

Den 39-årige Sorious Samura er selv flygtet fra Sierra Leone til London. Hans drøm var at lave dokumentarfilm om blodsudgydelserne i sit hjemland.

Han arbejdede i to år som gulvvasker i undergrundsbanen om natten, ved burgersamlebåndet på Burger King om dagen og i en videobutik om aftenen. På den måde sparede han sammen til et kamera.

"Jeg arbejdede 24 timer i døgnet seks dage om ugen," fortæller han JOURNALISTENs udsendte på Hotel Phoenix i København.

Det virker usandsynligt at arbejde 24 timer i døgnet. Men Sorious Samura havde en mission, der gav ham kræfter til at komme igennem. Han havde en vision om, at han gennem medierne kunne ændre situationen i hjemlandet.

Uden filter
Sorious Samura er ikke i tvivl om, at hans dokumentarfilm har en betydning. Efter han fik det en-gelske Channel 4 overbevist om, at de skulle vise hans film, blev han overstrømmet med opringninger og mails. De kom fra folk, der var vrede over ikke at være blevet oplyst om, hvad der foregik i Sierra Leone. Han har siden blandt andet vundet en Emmy for Cry Freetown.

"En film fortæller mere end 1000 ord. Gennem film kan vi lave budskaber om forandringer og reformer og måske få politikernes opmærksomhed. Da jeg var yngre, arbejdede jeg i en biograf i Freetown. Her så jeg, hvilken gennemslagskraft budskaberne på film havde. Derfor besluttede jeg, at det var den vej, jeg skulle gå," forklarer Sorious Samura.

Sorious Samura vil ikke anklage Vesten for at være racistisk eller ligeglad. Men han sætter spørgsmålstegn ved, at tv-stationer som CNN i første omgang afviste Cry Freetown, fordi den var for voldelig. Især hvis man ser på, hvad der ellers bliver sendt af voldsfilm fra Hollywood.

"Det er meget voldsomme billeder, når man ser børn blive dræbt, mænd få skudt hjernen ud og gravide få skåret maven op. Men det er virkelighed. Det er den verden, vi lever i. Det er et faktum, at der er politikere og firmaer, der laver forretning med korrupte regeringer og rebeller. Skatteborgerne og vælgerne i den vestlige verden skal se, hvad deres penge bliver brugt til," forklarer Sorious Samura.

Svære arbejdsforhold
Krigen i Sierra Leone har ifølge Sorious Samura været underdækket i medierne, på grund af de svære arbejdsvilkår for journali-sterne. Især for de lokale journalister er arbejdsforholdene ek-stremt svære.

Selv har Soriuos Samura gennem sit arbejde med dokumentarfilm i andre afrikanske lande oplevet at blive fængslet i Liberia, anklaget for spionage.

"Jeg skulle have været henrettet inden for få uger, men Nelson Mandela, Jesse Jackson og Bill Clinton talte min sag, og til sidst blev jeg løsladt," fortæller han.

Sorious Samura fordømmer ikke journalisterne i Sierra Leone eller i resten af Afrika.

"Medierne er kontrollerede af politikerne. Hvis du presser for hårdt, mister du ikke kun jobbet, men måske også livet, og nogle gange må journalisterne flygte. Sådan er forholdene i det meste af Afrika ikke kun i Sierra Leone. Man får aldrig facts, når man rapporterer i Afrika. Alle informationer er styret," forklarer Sorious Samura.

"Mange siger, at afrikanske journalister er korrupte, og det er rigtigt. Men de er korrupte, fordi de ikke kan leve af deres løn. Der er stadig nogle få, der går imod systemet, men de betaler ofte prisen med deres liv," fortsætter han.
Selv oplevede han presset fra højtstående personer i landet.

"Højtplacerede folk i landet ville have mig til at lave en bestemt udlægning af konflikten. Men jeg havde besluttet mig for, at jeg ville være vidne og være tro mod begivenhederne. Jeg ville bringe historien 'straight'," fortæller Sorious Samura.

"Det er tricky og en smule farligt, fordi det ikke er alle, der er glade for at få sandheden ud. Men vi er ikke i den her branche for at gøre folk glade, vi er her for at fortælle historier. Vi er her for at kalde tingene ved deres rette navn, udfordre, informere og uddanne. Jeg tror ikke, at jeg ville stoppe, selv om jeg havde en pistol for tindingen," siger Sorious Samura.

Han har en vision om, at det gennem medierne er muligt at vende situationen i Afrika.

"Vi har brug for Vestens hjælp til at give journalister i Afrika evnen til at bruge medierne. Måske lave vores eget CNN," fortsætter han.

Sorious Samura mener selv, han er i en unik position. Han kan som afrikaner kritisere sig selv og sine egne uden at blive kaldt racist. Samtidig er han i stand til at komme tæt på begivenhederne, fordi han forstår baggrunden.
"Jeg er en af de få stemmer i Afrika, og hvis jeg stopper, er jeg ikke sikker på, hvornår vi finder en anden stemme. Jeg ville aldrig tilgive en person, som stod i denne position, men ikke tog chancen," siger han.

Kameraet påvirker
Han voksede op i Freetown, en af de større byer i Sierra Leone, og kender konflikten og de implicerede. Han ved, hvor traumatiserede rebellerne er. Men han er stadig ikke helt sikker på, hvorfor de egentlig lod ham filme begivenhederne.

"Måske var de dumme, eller måske ville de fortælle om den galskab, der fandt sted," siger han.

"Da den 10-årige dreng Moses blev banket, sagde soldaterne, at jeg skulle stoppe med at filme. Men jeg tog i stedet kameraet under armen, mens jeg filmede videre," fortæller han.

Hvorvidt kameraet påvirkede soldaterne til at være mere eller mindre voldelige, er han ikke sikker på. Men han blev som alle andre fotografer og journalister i krisesituationer konfronteret med dilemmaet om, hvorvidt han skulle blande sig i konflikten eller blive ved med at filme.

"Det er svært at forstå, medmindre du bliver konfronteret med dilemmaet. Det, du ser i Cry Freetown, er kun 15 procent af de ting, jeg filmede. Nogle gange havde jeg lyst til at tage kameraet væk og snakke og diskutere. Men glem ikke, at vi var i en tilstand af galskab. Soldaterne havde mistro til alle journalister, selv fotografer med still-kameraer blev skudt. Jeg følte, at det bedste var at være vidne, og hvis jeg overlevede, ville verden kunne se, hvad der gik galt," slutter Sorious Samura.