Journalister hos nyhedsbureauet AFP’s kontor i Istanbul, Tyrkiet, strejker fortsat for at opnå højere lønninger i forbindelse med stigende forbrugerpriser.
De indledte strejken i sidste uge og er nu gået ind i det syvende døgn, efter at det ikke lykkedes at indgå en lønaftale med AFP efter tre måneders forhandlinger.
”Vi har gjort alt, vi kan, for at slutte forhandlingerne ved bordet. Men vi kunne ikke få arbejdsgiveren til at acceptere vores forslag om at undgå udhuling af vores løn. Tyrkiet er midt i en alvorlig økonomisk krise. Priserne på basale varer stiger nærmest hver dag og udløser et seriøst problem. Prisstigningerne på de mest basale ting og husleje er steget med 300 procent på et år,” siger Gökhan Durmus, der er forhandlingsleder for det lokale forbund, i en pressemeddelelse fra det europæiske journalistforbund EFJ.
Journalisterne møder opbakning fra EFJ. Forbundet skriver i pressemeddelelsen, at en ”fair løn ikke er et privilegium, men en rettighed”.