Bygningen, hvor både Al Jazeera og nyhedsbureauet AP havde kontorer i Gaza, blev lørdag jævnet med jorden i et israelsk luftangreb. Foto: Mahmud Hams/AFP/Ritzau Scanpix
Nyhedsbureauet AFP åbner dørene for journalistkollegerne i Gaza, hvis lokaler blev smadret under et israelsk bombardement.
Det skriver Sylvain Estibal, direktør for AFP i Mellemøsten og Nordafrika, på Twitter.
L’AFP a décidé d’accueillir dans ses locaux à Gaza les équipes de @AP et de @AJEnglish dont les locaux ont été détruits hier par l’armée israélienne #medias #AFP
— Sylvain Estibal (@Sestibal) May 16, 2021
Meldingen kommer, efter at Israels hær i lørdags udførte et luftangreb mod den bygning, som Al Jazeera, nyhedsbureauet AP og andre medier holder til i den belejrede Gaza-stribe.
Angrebet på bygningen har fået AP’s øverste redaktør, Sally Buzbee, til at opfordre til en uafhængig undersøgelse af angrebet.
Medarbejderne i bygningen havde fået en time til at evakuere sig, inden den israelske hær angreb bygningen, som hæren hævder, at den palæstinensiske militante gruppe Hamas brugte som militært efterretningskontor og våbenudvikling. Israel har efterfølgende lovet at fremlægge beviser for Hamas’ tilstedeværelse i bygningen.
”Vi mener, at det på nuværende tidspunkt er passende, at der kommer et uafhængigt blik på, hvad der skete – en uafhængig undersøgelse,” siger Sally Buzbee til AP.
Samtidig med AP’s opfordring har organisationen Reporters Without Borders bedt Den Internationale Straffedomstol om at undersøge angrebet som en mulig krigsforbrydelse.
Ifølge organisationen er 23 internationale og lokale medieorganisationer blevet ødelagt i løbet af de seneste seks dage og mener, at Israel bevidst rammer mediehusene for at ”reducere, hvis ikke neturalisere, mediernes muligheder for at informere offentligheden”.